Annonce
Annonce
Annonce
Politik 11. maj. 2012 KL. 17.15

Thorning og EU-præsident: Vækst er vejen frem

Besparelser gør det ikke alene, erkender de to ledere.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det begyndte med Grækenland

Indtil videre har fire lande i eurozonen modtaget hjælpepakker fra EU for at redde en skrantende økonomi.

Det begyndte med Grækenland, hvis enorme gæld skabte en frygt for, at landet kunne gå i betalingsstandsning. Derfor bevilgede landene i eurozonen i maj 2010 lån på flere hundrede milliarder kroner på betingelse af en række omfattende besparelser. Dette var ikke nok, og endnu en hjælpepakke kom på plads i 2012.

Også Irland og Portugal har modtaget hjælpepakker i milliardklassen, og i øjeblikket forhandles der om detaljerne i en hjælpepakke til Cypern.

Den økonomiske krise har også betydet skrappe reformer i Italien, mens Spanien og Portugal slås med en enorm arbejdsløshed.

Ønsket om investeringer og vækst i Europa vinder større indpas blandt EU's magthaverne frem mod et ekstraordinært topmøde om jobs senere på måneden i Bruxelles.

Oven på et møde med EU-præsident Herman van Rompuy i København fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at der er behov for politisk handling for at skabe vækst.

»Vi ønsker at tage så mange initiativer som muligt for at fremme væksten«, siger hun.

Hollande vender skuden
Over de seneste mange måneder har en række lande anført af Tyskland slået på tromme for, at besparelser på de offentlige budgetter er vejen ud af den krise, der især tynger Sydeuropa.

Men igennem hele den franske præsidentvalgkamp har Francois Hollande netop agiteret for, at det også er nødvendigt med offentlige investeringer for at skabe vækst, som kan bringe kontinentet ud af krisen.

I søndags blev han valgt som præsident, og uden at bemærke netop det forhold, siger Helle Thorning-Schmidt, at dagens møde om den økonomiske situation falder belejligt.

»Det var planlagt for et stykke tid siden, men jeg må sige, at det her er et godt tidspunkt at mødes«, siger hun.

Rompuy: Vækst-dagsorden nødvendig
Ordet vækst ryger også flere gange ud over læberne på belgieren Herman van Rompuy, der står i spidsen for de 27 stats- og regeringschefer i ministerrådet.

EU-præsidenten gør det klart, at Helle Thorning-Schmidt og ham selv deler et synspunkt om, at blandt andet »finansiel stabilitet, strukturelle reformer og en aktiv vækst-dagsorden er en politisk prioritering for Europa i dag«.

Når stats- og regeringslederne mødes til et kommende topmøde 23. maj og i juni skal det føre til »en omfattende, europæisk vækst- og investeringspagt i år«, siger han.

LÆS MEREEU-præsident hasteindkalder til topmøde om job

I Frankrig har Francois Hollande blandt andet foreslået en skat på finansielle transaktioner som en kilde til nye offentlige indtægter, der kan investeres i projekter og dermed skabe arbejdspladser.

Herman van Rompuy nægter at forholde sig til forslaget.

»Min rolle er ikke at støtte forslag. Min rolle er at sætte dem på dagsorden og søge en aftale mellem de 27 ledere«, siger han.

Til gengæld gentager han sit budskab om, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er et muligt redskab til at skabe vækst. Banken låner penge ud til både den offentlige og den private sektor til projekter af europæisk interesse såsom infrastruktur.

Ingen vej tilbage. Tid til nye begyndelser. En mørk dag i maj

Haiku digt

Læser haiku digte højt
Oven på mødet med Helle Thorning-Schmidt forsvinder Herman van Rompuy ind i et lokale, hvor en udvalgt kreds af danskere med interesse for haiku digte sidder samlet.

De venter spændt på at møde EU-præsidenten, der selv er en ivrig læser og forfatter af de japanske digte.

Efter at have hørt van Rompuy læse to af sine digte højt, er det danskernes tur til at berige den prominente gæst med lyrik. Et af digtene kunne lyde som om, at det er møntet direkte på de europæiske topledere og deres arbejde med at løse krisen.

»Ingen vej tilbage. Tid til nye begyndelser. En mørk dag i maj. Ingen vej tilbage. Tid til nye begyndelser. En mørk dag i maj«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken