Annonce
Annonce
Annonce
Politik 16. maj. 2012 KL. 19.15

BT-redaktør: Henrik Sass får ingen undskyldning

BT har lavet gedigen journalistik om et råddent politisk miljø i Køge, fastholder chefredaktør Olav Skaaning Andersen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Chefredaktør på BT Olav Skaaning Andersen afviser, at formiddagsavisen har kørt en »svinsk kampagne«, som Henrik Sass Larsen kalder avisens dækning af Køge-sagen.

Henrik Sass Larsen kritiserer jer blandt andet for at basere en sag på enkelte menneskers udsagn, som senere angiveligt viste sig at være løgn. Har I været kildekritiske nok i jeres dækning?

»Det synes jeg, vi har. Vi har afdækket et råddent politisk miljø i Køge. Og vi har spurgt alle folk, der har måttet vide noget. Henrik Sass Larsen, ejerne af Café Vanilla, Tommy Kamp og tjenere«, siger Olav Skaaning Andersen.

Vi har ikke dømt nogen.

Olav Skaaning Andersen, chefredaktør BT

Han påpeger, at BT afdækkede en sag, som førte til, at Tommy Kamp stoppede som formand for Socialdemokraterne i Køge, fordi man mente, at det var en belastning for ham.

»Det er ikke vores ansvar, at anklagemyndigheden har besluttet ikke at gå videre. Det er deres sag. Vi har ikke dømt nogen. Vi har afdækket det helt centrale, herunder Henrik Sass Larsens forbindelser til rockere, som PET vurderede var grund til ikke at sikkerhedsgodkende ham som minister. Vi har lavet gedigen journalistik«, siger Olav Skaaning Andersen.

LÆS MEREHenrik Sass: BT har kørt en svinsk kampagne

Henrik Sass Larsen mener ikke, at alle parter er blevet hørt lige meget. Har han ret I, at I har favoriseret nogle kilder?

»Det har han ikke ret i. Allerede tidligt i sagen ville Henrik Sass Larsen ikke tale med os. Han har forsøgt at spinne sagen. Vi har opsøgt ham i Køge og i Folketinget. Men han har i lange perioder ikke villet tale med os. Hvis han ville fortælle sin egen version eller nuancere sagen, har han kunnet gøre det«.

Fortryder ikke noget
Er der noget I fortryder i jeres dækning af sagen, efter at det er kommet frem i dag, at ejerne af Café Vanilla trækker deres anklager tilbage?

»Nej, jeg synes, vi er kommet hele vejen rundt med hensyn til forklaringer. Og det er en interessant sag, at formanden for Socialdemokraterne i Køge bliver bespist gratis i lange perioder, nogle gange i selskab med Henrik Sass Larsen, og at de har omgang med rockere, som PET vurderer som en årsag til, at Henrik Sass Larsen ikke kunne sikkerhedsgodkendes som minister. Overordnet set har vi dækket sagen, som vi skulle«.

Ingen undskyldning til Sass eller Køge
Får Henrik Sass Larsen den undskyldning, han efterlyser?

»Det gør han ikke«.

Får borgerne i Køge en undskyldning, som Henrik Sass Larsen mener, I skylder dem?

»Køge får selvfølgelig ikke en undskyldning. Vi har intet imod Køge som by, og de borgere, der bor der. Jeg synes, de skal være glade for, at vi har afdækket et til tider råddent politisk miljø i byen. Køge har selv ryddet op«, siger Olav Skaaning Andersen.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken