Annonce
Annonce
Annonce
Politik 18. maj. 2012 KL. 22.59

Rige børn og gamle skal betale mere til fattige

Fremtrædende socialdemokrater ønsker større omfordeling: Vi kan ikke stramme skatteskruen mere.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den velfungerende skovbørnehave med børn fra gode hjem skal indstille sig på at aflevere penge til børnehaven med børn fra socialt udsatte hjem.

Det mener tre socialdemokrater – folketingspolitikerne Pernille Rosenkrantz-Theil og Jens Joel og børne- og ungeborgmester i København Anne Vang.

Og det går langt videre end blot børnehaven. I et debatindlæg slår de fast, at den næste store, ideologiske kamp for Socialdemokraterne er at arbejde for mere omfordeling i den offentlige sektor.

LÆS OGSÅHer er den nye klassekamp

Fra vugge til grav
Redskabet er en »progressiv tilskudsmodel«, der følger samme princip som det progressive danske skattesystem. Og modellen skal gælde fra vugge til grav – fra daginstitution til plejehjem.

»Hele ideen er at pege på en mulighed for at lave yderligere omfordeling af de økonomiske ressourcer i vores samfund«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

De tre politikere peger på, at systemet i dag er uretfærdigt over for de svageste. Fordi pædagoger og lærere, der arbejder med børn i socialt belastede institutioner og skoler, bruger en masse tid på eksempelvis socialsager og arbejdet med tolke.

»Når man bevæger sig rundt i vores uddannelsessystem, kan man se, at verden er modsat af, hvad den burde være. Dem, der har flest behov, får ofte mindst. Det er meget svært at lade være at reagere på«, siger Anne Vang (S), der konkret forestiller sig, at velfungerende institutioner skal aflevere penge, der så kan bruges som sociale tilskud til de udsatte institutioner.

Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet Bente Jensen roser initiativet for at tage fat om den negative sociale arv. Men hun advarer mod at tro, at alt er løst med nogle ekstra pædagoger:

»Jeg savner i udspillet, at der bliver sat fokus på, hvordan man fremmer kvaliteten over for de udsatte børn og unge, som indsatsen retter sig imod«.

Forslaget kommer, netop som regeringen sammen med Enhedslisten har vedtaget nye regler for, hvordan velhavende kommuner for fremtiden skal aflevere flere penge til de fattige. Og der er en »klokkeklar sammenhæng« mellem de to ting ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil.

LÆS OGSÅRegeringen og EL er enige om udligningsaftale

V: Alt bliver en gang leverpostej
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) siger, at hun støtter partifællernes grundtanke. Hun peger på, at regeringen allerede er i færd med at indføre et såkaldt socialt taxameter for ungdomsuddannelser og vil overveje det samme over for privat- og friskoler.

Men hun understreger, at det ikke kommer på tale at barbere de velfungerende institutioner ned i omfordelingens navn.

»Alle forældre skal være sikre på, at uanset deres sociale baggrund, så får de et godt tilbud«, siger Antorini.

Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo er dybt kritisk.

»Jeg kan slet ikke følge den tankegang. Det nytter jo ikke noget at gøre det hele til en stor gang leverpostej, hvor alt er lige dårligt. Du løser ikke problemet ved at tage pengene fra de gode og gøre flere institutioner til taberinstitutioner«, siger han.

Kritikken preller dog af på Pernille Rosenkrantz-Theil:

»Det er sådan, at når man skal omfordele ressourcer, så tager man ét sted fra og bruger dem, hvor der er færre ressourcer. Det er hele ideen med at omfordele«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken