Annonce
Annonce
Annonce
Politik 22. maj. 2012 KL. 03.00

Fagbosser: Helligdage skal fredes i flere år

LO og FTF afviser længere arbejdstid, før den økonomiske krise er overstået.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Danskerne skal i flere år frem beholde alle helligdage. Og heller ikke på andre måder skal arbejdstiden øges foreløbig.

Sådan lyder kravet fra landets førende lønmodtagerorganisationer, LO og FTF, på dagen, hvor regeringen præsenterer fagbevægelsen for sit udkast til et kommissorium for de kommende trepartsforhandlinger.

Både LO og FTF har på forhånd accepteret regeringens målsætning om, at danskerne skal arbejde mere. Men efter måneders tavshed signalerer LO-formand Harald Børsting nu, at det først kommer til at ske, når krisen er løjet af.

»Behovet for at arbejde mere betyder jo ikke, at vi skal i gang med at arbejde mere allerede i morgen. Hvis regeringen forestiller sig, at det skal være næste år, må de fremføre det ved forhandlingsbordet. Men det er ikke mit udgangspunkt«, siger Harald Børsting til Politiken.

ANALYSELO-møde skyder historiske forhandlinger i gang

Formanden for landets funktionærer og tjenestemænd i FTF, Bente Sorgenfrey, sætter ligefrem dato på, hvornår ekstra arbejde tidligst kan komme på tale.

»Det skal i givet fald først træde i kraft, når konjunkturerne tilsiger det. Vi kommer ikke til at arbejde mere i 2013 eller 2014, så det bliver tidligst i 2015. Der bliver fyret folk på vores område, og andre bliver sat ned i tid, og så skal de tilbageværende ikke arbejde mere«, siger hun til Politiken.

På et møde her til morgen skal LO-toppen tage stilling til regeringens bud på et kommissorium for trepartsforhandlingerne.

Øget arbejdstid bliver et af de store stridspunkter i forhandlingerne, hvor det er en bunden opgave at øge arbejdsudbuddet med 20.000 og skaffe 4 milliarder kroner ekstra til statskassen. Hverken finansministeren eller Dansk Arbejdsgiverforening vil kommentere kravet.

FACEBOOKBliv ven med Politiken