Annonce
Annonce
Annonce
Politik 24. maj. 2012 KL. 22.20

Regning for skattelettelser kan ende hos de ledige

Regeringen vil regulere overførselsindkomsterne i skattereformen, erfarer Politiken. Enhedslisten er chokeret.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Personer uden for arbejdsstyrken kan meget vel komme til at betale for en del af regeringens skattereform.

Regeringen vil regulere overførselsindkomsterne, så de i fremtiden reguleres efter prisudviklingen i samfundet og ikke som i dag efter lønudviklingen. Det erfarer Politiken fra flere regeringskilder.

Det vil reelt betyde, at overførselsindkomsterne bliver løbende udhulet, og der dermed bliver større afstand mellem de danskere, der er i beskæftigelse og de, der ikke er. Det er grundtanken med den skattereform, som regeringen præsenterer på tirsdag, at det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde.

For regeringen handler det blandt andet om at undgå debatter som ’Carina-diskussionen’, hvor det kom frem, at kontanthjælpsmodtageren Carina fik mere end 15.000 kroner udbetalt hver måned.

Enhedslisten: Det er chokerende
I et svar fra Finansministeriet fra januar fremgår det, at hvis man regulerer overførselsindkomsterne alene efter pris, en såkaldt inflationsregulering fra 2013-2020 vil det give 7,5 mia. kroner til finansieringen af en skattereform og øge arbejdsudbuddet med 9.000 personer.

Ifølge Politikens oplysninger vil regeringen dog ikke regulere overførselsindkomsterne på denne måde i alle årene frem til 2020.

LÆS OGSÅ Thorning er klar med sin store skatteplan

Hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, vækker det vrede, at regeringen tilsyneladende vil lade folk uden for arbejdsmarkedet bidrage til finansieringen af reformen.

»Det er fuldstændig i modstrid med den politik, regeringspartierne har haft tidligere. Og det er fuldstændig i modstrid med al snak om at lave en socialt ansvarlig skattereform. Det er helt ubegribelig og helt uforståeligt«, siger Per Clausen.

Hvis det bliver en realitet, betyder det så, at I ikke kan støtte skattereformen?

»Vi stemmer ikke for at forringe vilkårene for arbejdsløse, pensionister og kontanthjælpsmodtagere for at give penge til skattelettelser til folk, der har betydelig højere indkomst. Det gør vi selvfølgelig ikke«.

Lutter ros fra Cepos
Regeringskilder peger dog på, at personer på overførselsindkomst stadig vil have den samme købekraft, og at der vil være en række andre tiltag i skattereformen, som vil tilfredsstille Enhedslisten.

Fra den liberale tænketank Cepos, er der dog kun lutter ros fra cheføkonom Mads Lundby Hansen, som mener, at netop denne finansieringskilde er en af de allerbedste til at øge arbejdsudbuddet.

»Det er en af de mest fornuftige finansieringskilder. Det giver en budgetforbedring til at betale for at man letter skatten på arbejde, men det betyder også, at flere kommer i arbejde, fordi forskellen på at være i arbejde og på at stå udenfor vokser«, siger Lundby Hansen.

Styrket indsats mod dumping
Regeringen præsenterer sin samlede skattereform på tirsdag, men allerede nu er delelementer fra udspillet begyndt at sive til pressen.

Flere medier kunne således i aften fortælle, at regeringen agter at skære i boligejernes rentefradrag, så der fremover kun vil kunne trækkes en mindre renteudgift fra i skat.

Det skulle i givet fald ske fra 2016, og dermed vil regeringen forsøge at beskytte sig mod nye beskyldninger om løftebrud. I regeringsgrundlaget står nemlig, at regeringen ikke vil pille ved hverken boligskat eller rentefradrag i den nuværende regeringsperiode, der løber til senest september 2015.

Og i aften fortalte skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til TV 2, at regeringen vil hente 210 millioner kroner om året ved at styrke indsatsen mod, at tilrejsende udenlandsk arbejdskraft underbyder danske arbejdere på lønningerne - det der også kaldes social dumping. Det skal ske gennem øget kontrol på arbejdspladser og ved at sænke det såkaldte rejsefradrag fra 50.000 til 25.000 kroner.

´FACEBOOK Bliv ven med Politiken