Annonce
Annonce
Annonce
Politik 29. maj. 2012 KL. 03.00

Reform koster danskere på dagpenge 13.000 kroner om året

I dag præsenterer regeringen sit forslag til en skattereform. Enhedslisten kalder forslag for »forrykt«.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Lidt over tusinde kroner om måneden før skat – eller 13.000 kroner om året.

Sådan lyder – på lang sigt – regningen til landets dagpengemodtagere i det forslag til en skattereform, som regeringen i dag fremlægger.

Under de nuværende regler, hvor dagpenge følger lønudviklingen, vil de frem til 2022 stige med omkring 56.700 kroner. Men regeringen lægger op til at dæmpe stigningen i overførselsindkomsterne. Og dermed vil dagpengene kun stige med omkring 43.400 kroner, oplyser Skatteministeriet.

I begge tilfælde er der dog ikke taget højde for inflation. Sammenholdt med lettelserne i skatten på arbejde ender dagpengemodtagerne dermed som en af de grupper, som relativt set taber flest penge på reformen.

FAKTADet ved vi om skattereformen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), men økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger:

»Dagpengemodtagerne fastholder deres købekraft. Men de stiger mindre, end de ellers ville have gjort. Og det, synes jeg, er rimeligt. Pointen med dagpenge er jo ikke, at du skal være på dagpenge. Pointen med dagpenge er, at du skal tilbage på arbejdsmarkedet«.

To forringelser på kort tid
Forholdene for landets godt 140.000 dagpengemodtagere bliver i forvejen forringet to gange inden for kort tid. Fra 1. juli bliver det dobbelt så svært at genoptjene retten til dagpenge. Og fra årsskiftet sættes perioden med dagpenge ned fra fire til to år.

I skattereformen står samme gruppe til gradvist at få mindre at rutte med, fordi regeringen vil regulere overførselsindkomsterne i en lavere takt end lønudviklingen. På den baggrund er Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, der organiserer landets a-kasser, skuffet.

»Det er voldsomt. Nu bliver det ikke ligefrem lettere at overbevise folk om, at de skal tegne forsikring mod ledighed. Det går den helt forkerte vej«, siger han.

Enhedslisten er vred
Hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, tordner politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen mod oplysningerne.

»Det er helt forrykt, at en socialdemokratisk ledet regering kan finde på at foreslå det. 13.000 kroner er rigtig, rigtig mange penge, man stjæler fra de mennesker. Det er rent tyveri«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

LÆS OGSÅChokeret Johanne Schmidt-Nielsen: Skattereform er helt vild

Hun hæfter sig ved, at regeringspartierne kritiserede den daværende VK-regerings planer om at fastfryse overførselsindkomsterne i to år.

»Det er simpelthen et løftebrud. S og SF sagde fuldstændig klart til folk, der frygter en fyreseddel: ’I kan roligt stemme på os. Vi tager ikke penge fra jer’. Nu gør de præcis det«.

En kvart million undgår topskat
I løbet af de seneste dage er flere elementer i regeringens udspil dryppet i medierne. Nu står det også klart, at grænsen for topskat ifølge regeringen skal hæves med 58.000 kroner, så den ender på 467.000.

Det vil angiveligt flytte en kvart million danskere ud af topskatten.

LÆS MERERegeringen vil lade 250.000 danskere slippe for topskat

SF’s bagland er bekymret. Interne kritikere har forgæves krævet et møde i partiets landsledelse inden fremlæggelsen. De får i stedet et orienterende møde på fredag.

»Jeg er bekymret for den sociale slagside, hvis nogen på overførselsindkomst skal betale for meget af det her«, siger landsledelsesmedlem Meta Fuglsang.

SKRIVHvad synes du om regeringens skattereform?

FACEBOOKBliv ven med Politiken