Annonce
Annonce
Annonce
Politik 29. maj. 2012 KL. 14.18

Erhversorganisationer: Skattereform er uambitiøs

Udspillet er tiltrængt, men indeholder en del mangler, lyder beskeden.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Skattereform

Socialdemokraterne, de radikale og SF har præsenteret et forslag til en skattereform, der skal indfases fra 2013 til 2022.

Ifølge regeringsgrundlaget skal det være en »fuldt finansieret skattereform, som sænker skatten på arbejde markant, og som har en rimelig social balance«.

Konkret foreslår regeringen, at færre danskere skal betale topskat og at hæve beskæftigelsesfradraget, som alle lønmodtagere modtager som belønning for at være i arbejde.

De gaver vil regeringen blandt andet finansiere ved at skære i børnechecken til de rigeste forældre, øge en række afgifter og indføre en langsommere stigning i overførselsindkomster som SU, dagpenge og førtidspension.

For at få reformen i hus skal regeringen have støtte fra enten Enhedslisten, Venstre eller Dansk Folkeparti.

Trods skattelettelser og øgede fradrag for virksomheders investeringer møder regeringens nye skattereform kritik fra flere erhvervsorganisationer.

Dansk Erhverv kalder i en pressemeddelelse forslaget for »uambitiøst« og mener, »at regeringen misser en gylden chance for at gennemføre en ambitiøs skattereform, som varigt kunne forbedre vores konkurrenceevne«.

FAKTA Fakta: Her er regeringens udspil til en skattereform

Direktør Christian Ingemann er bange for, at skattereformen rammer de højtlønnede med børn, som han mener skal skabe et økonomisk opsving.

»Oppositionens side lægger op til, at man dels skal have en mere ambitiøs skattereform og til dels tilgodese topskatteyderne. I Dansk Erhverv mener vi, at den vej man betræder nu kan minde om en klapjagt på den gruppe af mennesker, som vi gennem en masse undersøgelser ved er bedst til at skabe job og vækst i samfundet«, siger Christian Ingemann til politiken.dk

LÆS OGSÅ Regeringen vil hente 2,7 milliarder på afgifter

Han er »overordentlig bekymret« for, hvem der skal betale for skattereformen.

»Jeg er simpelthen bange for, at den får en lidt for social slagside i forhold til de højtlønnede«, forklarer Christian Ingemann.

I stedet for at »straffe« dem med børn i den skolesøgende alder, som tjener gode penge og har en del renteudgifter, mener han, at det ville være mere reelt at se på en generel boligbeskatning.

Han opfordrer regeringen til at søge et bredt flertal med den borgerlige opposition.

For lave ambitioner
Regeringen lægger op til en reform på 14,6 milliarder kroner og et øget arbejdsudbud på 14.600 personer.

Men Dansk Erhverv finder regeringens ambitioner for lave og foreslår at øge arbejdsudbuddet med op mod 25.000 personer og samtidig sænke topskattesatsen.

På den måde mener erhversorganisationen, at de udfordringer, som Danmark står i, kan modsvares i højere grad.

Christian Ingemann finder det dog positivt, at der gives et »markant«løft i beskæftigelsesfradraget, og at der lægges op til en lettelse på fem milliarder kroner ved at hæve topskattegrænsen.

Rose med torne
Dansk Byggeri er mere positivt indstillet overfor skattereformen.

Torben Liborius, der er erhvervspolitisk chef i foreningen, kalder reformen for »en rose, der bestemt også har nogen torne«.

Han roser regeringen for at have taget fat på et problem, der skulle tages fat på.

»Det, vi kan høre om lettelser i topskatten, er rigtig godt. Nemlig at rigtig mange vil blive frigjort fra at betale topskat, og det er rigtig væsentligt indenfor håndværksfagene og vil også hjælpe sygeplejersker, lærere og andre«, siger han.

LÆS OGSÅ Regeringen har ikke løst den gordiske skatteknude

Ligesom Dansk Erhverv ser foreningen gerne, at regeringen søger et flertal med oppositionen og ikke Enhedslisten.

»Venstre og de konservative skulle gerne være med. Også for at sikre holdbarheden på længere. Og en del af de elementer, vi som erhvervsorganisation lægger vægt på, det har Enhedslisten jo tilkendegivet, at de ikke støtter«, forklarer han.

Torben Liborius frygter især, at halveringen af loftet over fradrag for rejseudgifter fra 50.000 kroner til 25.000 kroner vil ramme danskerne hårdere end udlændinge.

Ønsker lavere skattetryk
DI mener regeringens udspil til en skattereform indeholder gode takter, men finder den ikke ambitiøs nok.

Erhvervsorganisationen og arbejdsgiverforeningen er glade for, at regeringen blandt andet erkender og anerkender, at skatten på arbejde skal ned, da det er væsentligt for et øget arbejdsudbud.

For DI er det »afgørende«, at man kommer videre i retning af et lavere skattetryk, forbedrer rammevilkårene for de danske virksomheder og sætter en lavere øverste marginalskat.

»Om det så bliver i et bredt eller mindre bredt forlig er ikke så afgørende«, forklarer Tine Roed direktør i DI.

LÆS OGSÅ Regeringen vil lade 250.000 danskere slippe for topskat

Tror du, der vil være størst mulighed for det med Venstre og de konservative eller med Enhedslisten?

»Regeringen må nu søge sine forhandlingspartnere, og vi har ikke nogen vurdering af, hvor regeringen vil søge hen. Det må være op til regeringen. Vi ved, der er forhandlinger med V og K og vores opfordring gælder generelt«, siger Tine Roed.

Hun opfordrer desuden regeringen til at sænke skatten for blandt andet ingeniører, forskere og læger, så Danmark ikke mister deres arbejdskraft til udlandet.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken