Annonce
Annonce
Annonce
Politik 30. maj. 2012 KL. 23.24

Økonom: Løkke regner forkert

Der findes ikke 13 milliarder kroner til skattelettelser, siger professor.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Venstre med partileder Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen regner forkert, når han planlægger at bruge 13 milliarder kroner fra regeringens 2020-plan på skattelettelser.

Det siger professor i nationaløkonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet til P1-programmet Detektor, der er sat i verden for at tjekke fakta og tal i den aktuelle debat.

Han kalder manøvren for »en matematisk umulighed«.

Milliarder på spil
Det fremgår af regeringens plan for dansk økonomi frem mod 2020, at regeringen vil skaffe 22 milliarder kroner på reformer og effektiviseringer.

Heraf vil regeringen bruge 9 milliarder kroner på en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Og Venstre mener, at de resterende 13 milliarder skal bruges på skattelettelser.

I et videoklip på Venstres hjemmeside siger Lars Løkke Rasmussen:

»Regeringen vurderer selv, at der kan hentes 13 milliarder kroner på reformer ud over den offentlige vækst på 0,8 procent, som vi er enige om er nødvendigt for at fastholde og udbygge velfærden. De 13 milliarder skal bruges til skattelettelser. Rigtige skattelettelser«.

LÆS MERELøkke bryder tavsheden og blæser til kamp for skattelettelser

Men sådan hænger det ikke sammen, siger professor Torben M. Andersen.

Ifølge DR forklarer han, at regnestykket kokser, når Venstre formoder, at partiet kan gøre brug af fem milliarder kroner, som regeringen ønsker at bruge til en modernisering af det offentlige og samtidig opretholde en vækst på 0,8 procent i det offentlige forbrug.

»Man kan ikke inden for planens rammer bruge de fem milliarder på skattelettelser og stadig opretholde en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Det er en matematisk umulighed«, siger han ifølge dr.dk.

Løkke holder fast
I en pause under afslutningsdebatten på Christiansborg bliver Lars Løkke Rasmussen forholdt, at en økonom har indsigelser mod regnestykket.

Mener du stadig, at de fem milliarder, der er omprioriteringer inden for den offentlige sektor, at de kan bruges til skattelettelser?

»Ja, det mener jeg bestemt. Og så kan jeg starte en meget stor teoretisk diskussion om hvad, der er transfereringsomkostninger, og hvad der offenligt forbrug og sådan noget. Og sådan en diskussion kan vi godt tage, men det helt afgørende er den politiske vilje«, siger han.

Drillerier fra regeringen
Finansminister Bjarne Corydon (S) har tidligere på ugen ligeledes påpeget, at Venstres regnestykke ikke hænger sammen og tilbudt partiet et kursus i økonomi.

LÆS MERECorydon tilbyder Venstre kursus i økonomi

Og fra talerstolen under Folketingets afslutningsdebat lader SF's politiske ordfører Jesper Petersen også en bemærkning falde i retning af Venstre.

»I gamle dage var der nogen, der blev beskyldt for, at deres plan handlede om fugle på taget«, siger han med slet skjult henvisning til de borgerliges kritik af Socialdemokraternes og SF's Fair Løsning.

»Hos Venstre er der hverken fugl eller tag i sigte«, fortsætter han og nævner kritikken af Venstres regnestykke med de 13 milliarder.

FACEBOOKBliv ven med Politiken