Annonce
Annonce
Annonce
Politik 13. jun. 2012 KL. 08.16

Finansministeren kræver svar på Lars Løkkes skattehul

Ledende folk i regeringspartierne erklærer krig mod Venstres skatteplan forud for dagens møde om skattereformen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen har kastet sig ud i et hårdt angreb på Venstres økonomiske politik.

I dag skal Venstres top med formand Lars Løkke Rasmussen i spidsen til drøftelser i Finansministeriet om den skattereform, som regeringen agter at få på plads inden sommerferien. Men forud for mødet efterlyser flere ledende figurer fra regeringspartierne et svar på, hvordan Venstre vil dække et milliardhul i partiets oplæg til reformen.

Venstre krævede så sent som i går ekstra skattelettelser for 13 milliarder kroner – ud over hvad regeringen allerede har foreslået. Men det krav er der ifølge en række førende økonomer langtfra dækning for i den 2020-plan, som Venstre bruger som grundlag for regnestykket.

LÆS OGSÅ Enige økonomer kritiserer Venstre: I bruger pengene to gange

Finansminister Bjarne Corydon (S) efterlyser forud for dagens møde et svar på, hvordan Venstre vil finde de ekstra penge til skattelettelser.

»Deres krav kan ikke lade sig gøre i nogen virkelighed. Og det må de så rode med. Jeg synes nok, det mest ansvarlige ville være at melde rent ud, hvordan tingene hænger sammen«, siger Bjarne Corydon. »Fra højre til venstre er det konstateret, at det, Venstre har lagt frem, ikke hænger sammen. Det efterlader naturligvis Venstre med et forklaringsproblem«.

Hul i Venstres plan
Ifølge den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, er Venstres plan »svær at tage alvorligt«:

»Det mindste, man kan forvente, er, at de selv bidrager til finansiering af de skattelettelser, som de gerne vil give. Men indtil videre er der ikke kommet andet end luft. Det er dybest set ukvalificeret«, siger Marianne Jelved.

Venstre opfører sig dybt uansvarligt ved at give danskerne indtryk af, at der er en masse milliarder, vi bare kan dele ud af. Men deres regnestykke smuldrer dag for dag

SF's skatteordfører, Jesper Petersen



Også fra SF lyder der konfrontatoriske toner fra politisk ordfører Jesper Petersen. »Venstre opfører sig dybt uansvarligt ved at give danskerne indtryk af, at der er en masse milliarder, vi bare kan dele ud af. Men deres regnestykke smuldrer dag for dag«, siger han.

De seneste uger er der fra flere sider sat alvorligt spørgsmålstegn ved holdbarheden af Venstres regnestykke.

Kravet om de 13 milliarder tager nemlig udgangspunkt i regeringens 2020-plan, hvor der efter en række reformer er 22 milliarder at gøre godt med.

- De 9 milliarder går til at opretholde den offentlige vækst på 0,8 procent, som Venstre også tilslutter sig.

- De 5 milliarder er reelt omprioriteringer inden for den offentlige sektor, som ikke kan bruges andre steder.

- 4 yderligere milliarder er forsvundet fra planen, fordi de stammede fra den kuldsejlede trepartsaftale.

- Og 2 milliarder kroner fra en reform af førtidspension og fleksjob vil Venstre direkte bruge på forskning og uddannelse.

Økonomiprofessor: »Jeg kan ikke få Venstres regnestykke til at passe«
Det efterlader 2 milliarder kroner til ekstra skattelettelser – Venstre kræver som nævnt 13. Men partiet har endnu ikke løftet sløret for, hvordan de skal kradses ind hos danskerne.

Ifølge økonomiprofessor Nina Schmidt fra Aarhus Universitet skylder Venstre et svar. »Jeg kan ikke få Venstres regnestykke til at passe. Det hænger simpelthen ikke sammen. Venstre skal også kunne stå den samme prøve som regeringen i forhold til at have tydelige instrumenter til at skaffe pengene til skattelettelser. Det har de ikke«, siger Nina Schmidt.

Løkke vil ikke løfte sløret

Venstreformand Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke annoncere, hvilke penge han konkret vil øremærke til skattelettelser.

»Det er jo det, man gør i forhandlingerne – hvis der kommer forhandlinger«, siger Lars Løkke Rasmussen,

Men bør I ikke bekende kulør forinden?

»Vi har i den grad bekendt kulør. Vi har sagt, at forudsætningen for, at Venstre medvirker i en skattereform, er, at regeringen sender et signal om, at en betragtelig del af reformmilliarderne returneres til danskerne. Det er forudsætningen for, at der kan indgås en helhedsaftale, som også rummer en skatteaftale«.

I aftes var Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative til forhandlinger, og i dag er Dansk Folkeparti og altså Venstre indkaldt.

FACEBOOK
Bliv ven med Politiken