Annonce
Annonce
Annonce
Politik 14. jun. 2012 KL. 21.01

Vestager vil ikke uddybe Thornings svækkelse

Den radikale leder forsvarer Helle Thorning-Schmidt i sin tale ved Folkemødet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

De godt 100 forsamlede tilskuere, der lytter til den radikale leder, Margrethe Vestagers, tale på Folkemødet på Bornholm kan høre en minister, der går i forsvar for sin politiske samarbejdspartner og regeringschef, Helle Thorning-Schmidt (S).

I sin tale sagde Vestager blandt andet, at det er en »uhørt underkendelse«, når folk ikke tror, at statsministeren står bag regeringens politik.

»Og det er en uhørt underkendelse af regeringens politik at sige, at den ikke bærer skyggen af socialdemokratisk politik i sig. Intet kunne være fjernere fra sandheden«.

LÆS OGSÅVestager forsvarer trængt Thorning mod »uhørt underkendelse«

Vestagers forsvar for Thorning, der også blev bragt i dagens Berlingske-avis, har vakt opsigt, og både oppositionspolitikere og politiske kommentatorer har påpeget, at Vestager svækker Helle Thorning-Schmidt yderligere ved at tale åbent om, at statsministeren mangler opbakning.

Fortolker ikke S-politik
Efter sin tale vil Vestager ikke uddybe, hvordan hun oplever Thornings manglende opbakning.

»Dét at viljen til at indgå kompromiser bliver set set som et svaghedstegn, ser jeg som helt besynderligt ud i en tid, hvor Danmark har brug for brede løsninger. Det siger noget om, at dansk politik bliver målt med blokpolitikkens alen. Hvis man leder efter linjer, kan man se på den reformpolitik, der blev ført af Nyrup i 90'erne. Dengang holdt vi fast i, at der var brug for at gennemføre reformer. Det er sådan set det, vi viderfører«, siger Margrethe Vestager.

Men hvordan ser du, Thornings politik ikke anerkendes?

»Jeg har ikke sat nogen specifik andresse på. Jeg mener, det handler om os selv. Det handler om regeringen og den måde, vi præsenterer os på«.

Er det din rolle at fortolke socialdemokratisk politik?

»Nej, det er også derfor, jeg lader være med det. Jeg siger, at der er en direkte linje fra den politik, der blev gennemført i 90'erne, hvor vi også havde en socialdemokratisk ledet regering, til den linje, der bliver fulgt i dag«.

Kompromiser bliver straffet
Ifølge den radikale leder er det blandt andet regeringens vilje til at indgå kompromiser og indgå brede aftaler, som bliver misforstået i negativ retning.

»Det paradoksale er, at regeringen bliver opfattet som svag, fordi den er baseret på kompromisser. Det er absurd. For det er dens sande styrke. Danmark har aldrig været bedst tjent med blokpolitik. Som vi så det i 00’erne med Venstre, konservative og Dansk Folkeparti. Danmark har altid været bedst tjent med brede kompromisser. Især i tider som denne, hvor en ny krise truer«, siger hun i talen.

Du taler om, at I i regeringen har indgået mange kompromiser. Hvor er det helt konkret, I har gjort det?

»Hvis man ser på de ting, vi har lavet, for eksempel energiforliget, er det ikke det samme energiudspil, som vi fremlagde i sin tid. Der har vi ændret ting undervejs. Vi har fastholdt ambitionsniveauet, men vi har skruet på den måde, det blev lavet på, for vi synes, det var en god ting, at mange partier kom med«, siger Margrethe Vestager om forliget, som regeringen fik gennemført med alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance.

LÆS OGSÅKommentator: Underligt signal fra Vestager

Det samme har gjort sig gældende i regeringens EU-samarbejde, siger den radikale leder. Her har det danske formandskab ikke gået efter blot at få flertal for sine forslag, men at opnå bred enighed.

»I stedet har vi forsøgt at bøje os og forsøgt at finde løsninger, hvor alle 27 lande kan være med. Det er fordi, det er en vigtig metode at se, om man kan finde løsninger, som dækker alle, frem for at sige, at vi kører vores vej, fordi vi tror, vi har fat i det eneste rigtige. Vi siger, hvad vi tror på, og vi er villige til at forhandle«, siger Margrethe Vestager.

FACEBOOKBliv ven med Politiken