Annonce
Annonce
Annonce
Politik 23. jun. 2012 KL. 13.37

Magtfuld hovedbestyrelse i Enhedslisten truer Thorning med folketingsvalg

Regeringen skal give store indrømmelser, hvis den skal undgå at blive væltet til efteråret.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Flere medlemmer af Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse gør det klart, at de på ingen måde kan stemme for en finanslov til efteråret - også selv om det vælter regeringen.

HB-medlemmerne er så utilfredse med den skattereform, som regeringen har indgået med Venstre og de konservative, at der skal markante ændringer på bordet, før de stemmer for finansloven.

Og i modsætning til andre partier i Folketinget skal Enhedslistens folketingsmedlemmer have O.K. fra partiets hovedbestyrelse, før de kan stemme ja til den mest betydningsfulde lov, som skal igennem, hvis regeringen skal blive siddende.

»Umiddelbart ser det næsten umuligt ud«, siger HB-medlem Jakob Lindblom fra Aarhus.

»Der skal være en kompensentation krone for krone til de grupper, som lider under skatteaftalen, før vi overhovedet kan begynde at realitetsforhandle finansloven«, fortsætter han.

FAKTAHer er hovedpunkterne i skatteaftalen

Også HB-medlem Katrine Toft Mikkelsen fra Brønshøj kræver ændringer, før hun kan sige ja til finansloven.

»Hvis regeringen alligevel bare vil videreføre den samme økonomiske linje, så er der ikke noget, som taler for, at det skulle være bedre med Helle end med Lars. Der skal ske et brud med den politik, som VK-regeringen førte, og som regeringen indtil nu bare har videreført«, siger hun.

På Enhedslistens årsmøde i 2010 vedtog de delegerede, at partiet »under ingen omstændigheder for en finanslov, der opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen«.

»Det har vist sig at være en ret profetisk formulering«, siger HB-medlem Mikael Hertoft.

Han er for så vidt klar til at tage ansvaret, hvis et folketingsvalg vælter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til fordel for Lars Løkke Rasmussen (V).

»Det er ham, der bestemmer den økonomiske politik i dag sammen med Margrethe Vestager - det er jo ikke Helle Thorning. Hun har bare ministerbilen, og jeg er ligeglad med hvem, der kører rundt i de ministerbiler«.

Næstformand: Regeringen vælter sig selv
Hovedbestyrelsesmedlem og næstformand i folketingsgruppen Pernille Skipper vurderer, at det bliver »rigtig svært«, at lave en finanslovsaftale med regeringen, som det ser ud i dag.

»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad regeringen kan komme med for at rette op på de svinestreger, som den laver i den her aftale med de borgerlige partier«, siger hun.

Men hvis I ikke stemmer for finansloven, så kan det meget vel være, at I vælter regeringen. Kan I leve med det?

»Det er klart, at jeg har ikke noget ønske om at få Lars Løkke eller Pia Kjærsgaard tilbage, men vi stemmer for god, fornuftig, social afbalanceret politik, som rykker Danmark i den rigtige retning. Vi medvirker selvfølgelig ikke til at føre end endnu mere skæv politik«.

Men hvis I ikke vil være med til at bringe Lars Løkke tilbage til magten, er det så ikke tomme trusler, I kommer med?

»Vi er nu et oppositionsparti, og så har vi en mindretalsregering, som har den opgave at finde flertal for sin egen politik. Hvis de ikke kan det, så er det regeringens ansvar«.

Men har I ikke sat jer selv i lidt af et dilemma ved at sige, at I ikke kan stemme for en finanslov, der opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen, når det kan betyde, at I udskriver folketingsvalg og dermed bringer Lars Løkke Rasmussen tilbage til magten?

»Jeg synes ikke, det er et dilemma for Enhedslisten at sige nej til en asocial økonomisk politik. Det er sådan set meget nemt«.

LÆS MEREVrede SF'ere: Hvad fanden foregår der?

Hvordan ser du chancen for i procent, at I stemmer for finansloven?

»Det synes jeg er meget svært at sætte procenter på. Det kommer 100 procent an på, hvad regeringen kommer med, men der er ikke nogen tvivl om, at de mennesker, som de har stjålet tre milliarder kroner fra, fordi de har været så uheldige at miste deres arbejde, som er syge eller har et handikap, at de svinestreger skal der rettes op på«.

Men betyder det, at vi står i en situation, hvor der kan komme et folketingsvalg her til efteråret?

»Det er fuldstændig op til regeringen, om det kommer eller ej«.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad regeringen kan komme med for at rette op på de svinestrege

Pernille Skipper (EL)

Men kommer det?

»Det er op til regeringen. Jeg har svært ved at forestille mig, hvad man kan lægge frem, som kan rette op på noget så grotesk som det her«.

Det er vel også det samme som at sige, at der kan komme et folketingsvalg?

»Jeg afviser hverken, at regeringen har fantasi nok til at komme med noget, der kan rette op på det, og jeg afviser heller ikke, at de ikke har. Det er fuldstændig op til regeringen«, siger Pernille Skipper.

FACEBOOKBliv ven med Politiken