Annonce
Annonce
Annonce
Politik 23. jun. 2012 KL. 15.09 opdateret 23. jun. 2012 KL. 15.26

Fedtafgifter var væk i rød skatteaftale

Enhedslisten havde tilsyneladende udsigt til flere indrømmelser i skattereform.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen og Enhedslisten var på vej til at blive enige om en skattereform, hvor støttepartiet kunne se frem til en række indrømmelser.

Det viser et udkast til en aftale mellem regeringen og Enhedslisten om skattereformen fra Finansministeriet, som politiken.dk er kommet i besiddelse af.

DOKUMENTATIONUdkast til en skattereform med Enhedslisten(pdf)

I regeringens oprindelige udspil var der lagt op til, at overførselsindkomsterne skulle nedreguleres, men det er faldet bort i udkastet, der er dateret 22. juni.

Og det samme gælder regeringens planer om at hæve afgiften på fedt og sukker samt planerne om at omlægge folkepensionen og aftrappe børnechecken for forældre med en indkomst på over 700.000 kroner.

LÆS MEREHer stejler Enhedslisten i skatteforhandlingerne

I udkastet til en aftale står der også, at grænsen for, hvornår der skal betales topskat, kun skal hæves med 46.000 kroner i stedet for 58.000 kroner, som regeringen oprindeligt havde lagt op til.

Regeringen har også ønsket at forøge beskæftigelsesfradraget fra 5,6 procent til 10,65 procent i 2022. Men udkastet til en aftale med Enhedslisten lægger op til, at reducere forøgelsen med 0,86 procentpoint, så fradraget ender på 9,75 i stedet.

Desuden finansieres ændringerne af en besparelse på 1 milliard kroner i Danmarks tilskud til EU, fremgår det.

Mindre arbejdsudbud
Regeringen havde i sit oprindelige udkast til en skattereform lagt op til skattelettelser med den begrundelse, at det skal kunne betale sig at arbejde. På den måde vil regeringen øge arbejdsudbuddet og skabe grundlag for vækst.

Men i udkastet til en aftale med Enhedslisten står der, at aftalen ville medføre et mindre arbejdsudbud svarende til 5.300 personer mindre, end det der var lagt op til i regeringens oprindelige udspil.

Aftale med VK
Som bekendt endte det ikke med, at regeringen indgik en aftale med Enhedslisten. I stedet er det lykkedes S-R-SF-regeringen at indgå en aftale med Venstre og de konservative.

Aftalen møder heftig modstand hos Enhedslisten, der nu betegner sig selv som et oppositionsparti. Også i SF er der stærkt kritiske røster, som er utilfredse med, at regeringen har indgået en aftale med de borgerlige partier.

FACEBOOKBliv ven med Politiken