Annonce
Annonce
Annonce
Politik 25. jun. 2012 KL. 08.50

Venstre: Afgifter på sukker og fedt fastholdes

VK afviser regeringens tilbud om at afskaffe omstridte afgifter. Men forhandlingerne lever stadig, siger Vestager.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Først skulle de indføres. Så blev de midlertidigt fejet af bordet. Og nu tegner det alligevel til, at de omdiskuterede nye afgifter på fedt og tilsat sukker indføres i overensstemmelse med den skatteaftale, som regeringen fredag fremlagde sammen med Venstre og de konservative.

Skatteaftalen var ellers forhandlet på plads, da aftalens parter i går højst overraskende satte sig sammen for at diskutere en mulig afskaffelse af de udskældte afgifter, som de borgerlige partier før har forsøgt at komme til livs. Afgifterne kommer oven i den eksisterende såkaldte fedtskat, som VK selv har været med til at indføre. Men parterne kunne ikke blive enige, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen:

»Vi havde jo gerne set, at der var fundet en løsning, men den finansiering, som regeringen lagde på bordet, var ikke acceptabel for os«.

Ville hæve bundskat
Ifølge Politikens oplysninger tilbød regeringen at afskaffe afgifterne mod at hæve den såkaldte bundskattesats med 0,34 procent. En manøvre, der ifølge cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian vil gøre skattereformen en smule mere socialt afbalanceret:

»At hæve bundskattesatsen vil gøre aftalen en smule mindre ulige. Men det er ikke en voldsom ændring. Ved at indføre en lille stigning i marginalskatten slipper man for de upopulære afgifter«.

LÆS OGSÅFedtafgift er tilbage på forhandlingsbordet

Netop reformens sociale balance har været et af kardinalpunkterne i den kritik, der siden fredag er haglet ned over regeringen og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF). Aftaleparterne forsøgte at nå til enighed, så eventuelle afgiftsjusteringer kunne blive fremlagt ved det krisemøde, hvor SF’s landsledelse sent i aftes var samlet for at diskutere skatteaftalen.

Men foreløbig er der altså ikke udsigt til, at parterne kan blive enige. Venstre og de konservative er således ikke indstillet på at hæve bundskatten.

»Vi kan ikke hæve grænsen for topskat om fredagen og så hæve marginalskatten om søndagen. Sådan forhandler vi altså ikke«, siger Torsten Schack Pedersen.

Ingen rød finansiering
Afgifterne på fedt og tilsat sukker blev i weekenden genstand for debat, da det kom frem, at fedtafgiften og den nye sukkerafgift ifølge oplægget til en såkaldt ’rød skatteaftale’, som regeringen havde fået godkendt af Enhedslisten, ville bortfalde. De godt 2,4 milliarder kroner, som det ville koste at fjerne afgifterne, skulle findes ved at fastfryse personfradraget.

Venstre erklærer sig klar til at droppe afgifterne, såfremt pengene findes på samme måde som i den røde aftale.

»Men vi kunne desværre ikke få den samme finansiering som Enhedslisten«, siger Torsten Schack Pedersen med henvisning til den såkaldte paragraf 20-regulering, hvor personfradraget fastfryses.

Regeringen er imidlertid ikke enig i, at forhandlingerne om at afskaffe afgifterne er definitivt skrinlagt. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger, at parterne forlod hinanden med ordet »tænkepause«.

LÆS OGSÅSkatteaftale giver mindre til velfærd

»Den tænkepause skal tages bogstaveligt. Forhandlingerne er ikke slut, og vi er jo klar over, at disse to afgifter er skadelige. Derfor har vi alle sammen aktier i, at forhandlingerne fortsætter«, siger Vestager. »De bidrag, som afgifterne på fedt og sukker giver til bedre sundhed, opvejes desværre af bureaukrati for virksomhederne«.

Erhvervslivet skød i gårsdagens Politiken med skarpt imod afgifterne. I praksis vil de være til byrde for virksomhederne og bremse dansk vækst, fordi arbejdspladser vil flytte til udlandet, vurderede skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, Bo Sandberg. Men al snak om overhovedet at ændre sukkerafgiften er nytteløst, hvis ikke forhandlingerne går gennem Enhedslisten, meddelte partiets skatteforhandler, Frank Aaen, i går. Aftalen om sukkerafgiften er nemlig en del af finansloven, regeringen allerede har indgået med Enhedslisten.

Regeringen, Venstre og de konservative er nu gået i tænkeboks for at vurdere, om afgifterne kan afskaffes på anden måde.