Annonce
Annonce
Annonce
Politik 25. jun. 2012 KL. 16.51

Justitsministeriet ophæver Sass' tavshedspligt

Justitsministeren beslutter at udlevere omtalt notat til Henrik Sass Larsen

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Justitsministeriet har besluttet at udlevere det omtalte PET-notat til Henrik Sass Larsen (S).

Samtidig slipper Sass Larsen for tavshedspligt, så han nu må udtale sig om, hvorfor han ikke blev sikkerhedsgodkendt som minister ved regeringsdannelsen sidste år.

Det meddeler ministeriet i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer efter, at Folketingets Ombudsmand i dag har kritiseret regeringens håndtering af sagen.

Tvivl om tavshedspålæg
Blandt kritikpunkterne fra Ombudsmanden er, at Sass Larsen udelukkende blev orienteret om tavshedspligten mundtligt.

Ombudsmanden sagde, at Statsministeriet og Justitsministeriet har begået »meget væsentlige fejl«.

Samtidig lagde Ombudsmanden op til, at regeringen skulle overveje, om Sass fortsat skulle holde tæt med PET's afgørelse.

»Jeg har i dag besluttet, at notatet fra mødet i Statsministeriet den 28. september sidste år skal udleveres til Henrik Sass Larsen. Beslutningen skal ses i lyset af Ombudsmandens udtalelse, hvori der er rejst tvivl om gyldigheden af det tavshedspålæg, der blev givet til Henrik Sass Larsen på mødet«, siger justitsminister Morten Bødskov ifølge en pressemeddelelse.

»Ombudsmanden har ikke fundet grundlag for at kritisere, at notatet ikke tidligere er blevet udleveret. Men den tvivl, der er rejst, betyder for mig at se, at det rigtige nu er, at notatet bliver udleveret til Henrik Sass Larsen. Af hensyn til andre personers private forhold og ud fra hensynet til forebyggelse mv. af lovovertrædelser er visse oplysninger i notatet streget over. Samtidig vil den tavshedspligt, som Henrik Sass Larsen blev pålagt, ikke gælde. Hvis Henrik Sass Larsen ønsker det, vil han kunne gennemse hele notatet i Justitsministeriet«, siger Morten bødskov.

Statsministeriet skriver i en anden pressemeddelelse, at det tager Ombudsmandens kritik til efterretning.

Ville gerne se papir
Det var politikeren selv, der klagede til ombudsmanden over, at Justitsministeriet nægtede at udlevere afgørelsen, som han ifølge partiet ikke engang selv har kopi af.

Samtidig blev han pålagt tavshedspligt om indholdet af PET's afgørelse.

Ifølge en redegørelse om sagen, som han selv offentliggjorde i slutningen af oktober sidste år, er PET's skrivelse på to sider, og kredser blandt andet om politikerens møde med rockeren Torben Ohlsen-Jensen, også kendt som Suzuki-Torben, i Køge.

LÆS MEREOmbudsmanden udtaler alvorlig kritik af to ministerier i Sass-sag

Rockeren, som angiveligt var på stedet, fordi Sass' ven Tommy Kamp følte sig truet og ville have beskyttelse, skrev senere sms'er til Henrik Sass Larsen, som politikeren valgte at svare på.

Rockeren og politikeren aftalte også at drikke en kop kaffe sammen for at diskuttere en børnesag, hvor 'Suzuki-Torben' var part.

Det er dog fortsat uklart, om der ligger mere til grund for PET's vurdering end det forløb, Henrik Sass Larsen selv har valgt at referere for offentligheden.

Blandt andet har Henrik Sass Larsen selv sagt at der kan dukke nye sms'er op i sagen. Samtidig har det været fremme, at Sass kan have haft kontakt til endnu en rocker.

Henrik Sass Larsen er i øvrigt for længst taget til nåde, og er i dag gruppeformand for Socialdemokraterne.

FACEBOOKBliv ven med Politiken