Annonce
Annonce
Annonce
Politik 25. jun. 2012 KL. 21.08

Sass: PET's konklusion er forkert

Jeg har ikke følt mig truet af nogle mennesker, siger Henrik Sass Larsen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Henrik Sass Larsen kan ikke genkende Politiets Efterretningstjenestes vurdering af, at han skulle have følt sig truet og have haft brug for en bodyguard.

Det siger Henrik Sass Larsen, efter at han i dag fik aktindsigt i PET's notat, der ligger til grund for hans manglende sikkerhedsgodkendelse som minister.

Efterfølgende offentliggjorde gruppeformanden notatet, som han mener, ikke indeholder noget nyt i forhold til de oplysninger, han tidligere selv har fremlagt.

»Jeg har ikke på noget som helst tidspunkt følt mig truet af nogle mennesker, så derfor har jeg ikke haft behov for, at der var nogle, der beskyttede mig«, siger Henrik Sass Larsen til TV2.

»PET's konklusion er forkert, men de kunne prøve og bringe bevis for det. De kunne have konfronteret mig og spurgt om det her«, siger Henrik Sass Larsen ifølge Ritzau.

Truet til at gå
PET beskriver i notatet blandt andet en telefonsamtale - formentlig mellem den tidligere socialdemokratiske lokalpolitiker Tommy Kamp og rockeren Torben Ohlsen Jensen, bedre kendt som Suzuki-Torben - som baggrund for vurderingen om, at Henrik Sass Larsen skulle have følt sig truet.

LÆS MEREHer er PET's notat om Sass

I telefonsamtalen spørger Tommy Kamp rockeren Suzuki-Torben, om han ikke kan komme ned på Hugo's Vinkælder i Køge.

Her sidder Tommy Kamp sammen med sin ven og partikollega Sass Larsen, og de har ifølge Tommy Kamps oplysninger haft kontakt til nogle, som har forsøgt at true dem til at forlade stedet.

I en anden telefonsamtale dagen efter mellem Suzuki-Torben og en såkaldt prospect fra Bandidos bekræftes det, ifølge PET's vurdering, at der har fundet en episode sted på Hugo's Vinkælder, og at Suzuki-Torben skulle være bodyguard for de to politikere.

Mistede ministerpost
PET's sikkerhedsvurdering af Henrik Sass Larsen betød, at han gik glip af en ministerpost i forbindelse med regeringsskiftet i september sidste år.

Om det, siger Henrik Sass Larsen.

»Det har jeg lagt afstand til nu. Det var i sin tid, det skete. Nu er jeg kommet videre. Og jeg er glad igen. Jeg er især glad i dag, fordi jeg kan fremlægge det her papir, som viser at der ikke er mere at komme efter. At det var det, der var årsag til at jeg ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt«, siger Henrik Sass Larsen til TV2.

LÆS MEREOmbudsmanden udtaler alvorlig kritik af to ministerier i Sass-sag

Henrik Sass Larsen har fået aktindsigt i notatet i dag, efter at Folketingets Ombudsmand udtalte, at Statsministeriet og Justitsministeriet har begået »meget væsentlige fejl«.

Ombudsmanden kritiserede håndteringen af Sass' anmodning om aktindsigt i notatet fra PET, som han kun har fået lov til at læse en enkelt gang.

Samtidig lagde ombudsmanden op til, at Justitsministeriet skulle vurdere, om det var rimeligt, at Henrik Sass Larsen var pålagt tavshedspligt.

Det var politikeren selv, der klagede til ombudsmanden over, at Justitsministeriet nægtede at udlevere afgørelsen.

Sass Larsen offentliggjorde i oktober sidste år selv indholdet af de sms'er, han havde sendt til Suzuki-Torben.

FACEBOOKBliv ven med Politiken