Annonce
Annonce
Annonce
Politik 28. jun. 2012 KL. 18.30

Minister er vred over anklager om at føre Folketinget bag lyset

Christian Friis Bach tilbageviser beskyldninger om, at han skulle have skjult regnskabsrod i institut.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Jeg vil invitere Karsten Lauritzen på et kursus i regnskab og rimelighed«.

Sådan siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) efter at være blevet beskyldt for at have brudt ministeransvarlighedsloven i forbindelse med regnskabsrod hos Institut for menneskerettigheder.

Beskyldningerne kom fra Venstres retsordfører Karsten Lauritzen, der pegede på, at ministeren i oktober sidste år fik at vide, at der var underskud i instituttet, men først i januar underrettede Folketinget om regnskabsfusk i instituttet.

»Han blander det helt sammen. Der er en sag om uregelmæssigheder og en sag om underskud«, forklarer Christian Friis Bach.

LÆS ARTIKELVenstre: Minister har ikke fortalt hele sandheden

»Sagen om uregelmæssigheder har jeg redegjort for fyldestgørende og åbent. Derfor er det ikke rimeligt at drive ministeransvarsloven ind i den«, fortsætter udviklingsministeren, der er utilfreds med sammenkoblingen mellem underskuddet og så den senere afsløring af regnskabsfusk.

»Det er ikke en ordentlig måde at gøre tingene på. Der er bestemt ikke grundlag for de anklager, han kommer med. Det er simpelthen ikke rimeligt«, siger Friis Bach til politiken.dk.

Ministeren har i et samråd i Folketinget berettet, hvordan sagen er tacklet, blandt andet gennem en styrket kontrol i instituttet og et tilsyn, så det får styr på sine regnskaber.