Annonce
Annonce
Annonce
Politik 4. jul. 2012 KL. 03.00

Irak afviser tvangshjemsendte

Danmarks udvisningsaftale er suspenderet, vurderer flygtningeorganisation.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Irak vil ikke længere modtage irakiske asylansøgere, som ikke kommer frivilligt hjem.

Det har det irakiske parlament netop vedtaget, skriver britiske The Guardian.

Politiken.dk har ikke haft held til at få parlamentets beslutning uafhængigt bekræftet fra den irakiske ambassade i København.

LÆS OGSÅDanmark er i stilhed ophørt med at tvinge irakere hjem

Bøder til flyselskaber
Men ifølge interesseorganisationen International Federation of Iraqi Refugees (IFIR), som har til huse i London og i årevis har kæmpet mod tvangsudvisninger til Kurdistan og Irak, har et flertal af parlamentarikerne vedtaget fire punkter, som skal gøre op med den hidtidige flygtningepolitik:


Set fra min stol er aftalen med Irak stadig gældende

Claus Birkelyng, Rigspolitiet

Irak skal ikke længere modtage tvangshjemsendte. Flyselskaber, som flyver tvangshjemsendte til Irak, skal have bøder. Aftaler som den mellem Irak og Danmark om tvangshjemsendelser af irakere skal under lup. Og så skal der holdes en konference om irakiske flygtninge i udlandet.

Ude af kraft siden efteråret
Dermed må aftalen fra 2009 mellem Danmark og Irak, som affødte, at irakere i månedsvis søgte tilflugt i Brorsons Kirke, regnes for annulleret, siger generalsekretær i IFIR Dashty Jamal.

»Loven betyder et stop for, at de europæiske lande kan tvangshjemsende irakere. Regeringen og parlamentet vil ikke længere acceptere, at irakere sendes tilbage med magt«, siger generalsekretæren, som opfordrer Danmark til at give irakerne flygtningestatus.

»Aftalen mellem Irak og Danmark kan ikke fortsætte«, siger Dashty Jamal, som peger på at en lignende beslutning i Kurdistan for et par år siden betød et omgående stop for tvangshjemsendelser til det selvstyrende område i Nordirak.

I praksis har aftalen om, at Danmark må tvangshjemsende irakiske asylansøgere, dog været sat ud af kraft siden efteråret ifølge Rigspolitiet.

Flyvning aflyst
Danmark har de senere år udsendt irakere med almindelige rutefly, med flyvninger organiseret af de nordiske lande og ved hjælp af EU’s grænseagentur, Frontex, som har organiseret fælleseuropæiske udsendelsesflyvninger. Det var sådan en flyvning, som i november sidste år måtte aflyses i sidste øjeblik, fordi Irak ikke ville tage imod.

I stedet lød beskeden, at alle sager om afviste irakere skulle forelægges for den irakiske ambassade. Men trods indledende løfter om, at landet fortsat ville modtage tvangshjemsendte irakere, kom der kontraordre i januar i år. Nu vil Irak kun modtage frivilligt hjemrejste.

»Jeg føler, at vi har – eller har haft – et godt samarbejde med de irakiske myndigheder, som nu er gået i hårknude. Set fra min stol er aftalen med Irak stadig gældende«, siger Claus Birkelyng, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter.

»Det er politiets opgave at sørge for, at folk, der ikke er her lovligt, udrejser, og vi henholder os til de tilbagetagelsesaftaler, der er med de forskellige lande. Der er ikke kommet nogen ændring til aftalen med Irak, men det er klart, at det selvfølgelig er vanskeligt for os, når de ikke vil tage dem tilbage«, siger han.

Politiken.dk har ikke kunnet få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov (S), som holder ferie.