Annonce
Annonce
Annonce
Politik 4. jul. 2012 KL. 09.33

Özlem Cekic holder fast i sine udvalgsposter

Den suspenderede SF’er bliver alligevel ’aktiv’ i syv folketingsudvalg og er stadig tæt på den reform, hun er utilfreds med. Løsningen hænger ikke sammen, mener ekspert.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

De går en skrøbelig balancegang, hvor de på den ene side skal pacificere Özlem Cekic, og på den anden side vil de ikke smide hende helt ud

Sigge Winther Nielsen, Københavns Universitet

SF kan ikke fjerne Özlem Cekic fra en fremtrædende rolle i dansk politik, selv om hun er suspenderet fra alle sine ordførerskaber og fik frataget retten til at udtale sig på partiets vegne.

Folketingets regler tilsiger nemlig, at hun som minimum i de kommende tre måneder kan beholde sine poster i syv af Folketingets udvalg – herunder posten som formand for Socialudvalget.

Og den ret har den omstridte SF’er tænkt sig at benytte sig af, bekræfter hun over for Politiken.

»Jeg er glad for at arbejde i Socialudvalget, og derfor glæder det mig, at jeg fortsat kan fungere som formand«, siger Cekic, der heller ikke vil forlade de øvrige udvalg.

»Min rolle vil være, som den hidtil har været, hvor jeg arbejder som aktivt udvalgsmedlem til gavn for borgerne«, forklarer hun.

Når Folketinget åbner, kan der ændres igen

Det har i flere dage været uklart, hvordan den tidligere ordførers rolle ville blive efter sidste uges drama om regeringens skattereform, som Özlem Cekic fortsat nægter at støtte.

Men hun bliver altså en aktiv spiller i flere udvalg efter sommerferien og frem til begyndelsen en af oktober, hvor Folketinget åbner, og der potentielt igen kan ændres i udvalgenes sammensætning.

Platform for sprængfarlige sprøgsmål
Foruden Socialudvalget sidder Özlem Cekic i blandt andet Beskæftigelsesudvalget og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Det er områder, der i større eller mindre grad har berøring med regeringens seneste reformer af skat, førtidspension og fleksjob.

Det kan give anledning til sprængfarlige spørgsmål, når eksempelvis regeringens reform af førtidspension og fleksjob skal behandles.

LÆS OGSÅÖzlem Cekic til SF-kritikere: Bliv i partiet

Ph.d. i statskundskab ved Københavns Universitet Sigge Winther Nielsen mener, at »det er en særpræget løsning, SF har gang i«.

[CITAT]

»De går en skrøbelig balancegang, hvor de på den ene side skal pacificere Özlem Cekic, og på den anden side vil de ikke smide hende helt ud, fordi det vil være en rød klud i hovedet på baglandet. Det er en form for salomonisk løsning, som rent praktisk ikke giver ret meget mening«, siger Sigge Winther Nielsen.

»Hun har været en hvirvelvind og en aktiv kraft i de forskellige udvalg, hvor hun sidder. Det hænger ikke rigtig sammen, at hun på den ene side ikke må udtale sig – men på den anden side kan hun godt sidde i nogle rødglødende udvalg, hvor der sker ting, hun er indigneret over. Der må ligge en skuffeaftale om, hvad hun må og ikke må. Ellers kommer det uvægerligt til en ny konflikt«.

Svar via presseafdeling
Politiken har forgæves forsøgt at få SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, og gruppeformand Pernille Vigsø Bagge til at svare på, hvor længe Özlem Cekic må undvære ordførerskaber og retten til at udtale sig på vegne af SF.

LÆS OGSÅSF's gruppeformand forventer at tale Özlem Cekic til fornuft

Tilsvarende lykkedes det heller ikke for Politiken at få partiledelsens syn på, om hovedpersonen kan bevare sine medlemskaber af de forskellige udvalg, når udvalgsposterne igen skal fordeles.

Pernille Vigsø Bagge sender i stedet en kortfattet skriftlig kommentar gennem SF’s presseafdeling.

»Özlem er foreløbig suspenderet fra sine ordførerskaber, og så må vi se på spørgsmålet om udvalgsposter mv., når gruppen – som altid – skal konstitueres efter sommerferien«, lyder det.