Annonce
Annonce
Annonce
Politik 9. jul. 2012 KL. 12.24

Arbejdsgivere: Trepartsforhandlinger er ikke et mål i sig selv

Reformerne er det vigtigste, siger arbejdsgivere, efter V erklærer trepartsforhandlinger for døde. FOA-formand beklager.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Trepartsforhandlinger vil næppe blive genoptaget, hvis en borgerlig regering kommer tilbage til magten.

Det siger tidligere beskæftigelses- og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag. Og ifølge en anden af forhandlingernes tre parter - arbejdsgiverne - er det ikke afgørende, om beslutninger om arbejdsmarkedet tages gennem trepartsforhandlinger.

»Trepart er et af mange værktøjer, en regering kan bruge for at sikre mindst 90 mandaters opbakning bag politiske reformer. Trepart er altså et middel og ikke et mål i sig selv. For os drejer det sig ikke om, hvordan vi bliver inddraget, men om at de reformer, der bliver gennemført, er de rigtige«, siger underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Steen Müntzberg.

Fagbevægelsen for svag til at forhandle
Ifølge Claus Hjort Frederiksen viste juni måneds sammenbrud i regeringens stort anlagte trepartsforhandlinger, at fagbevægelsen er for svag og for splittet til at lave aftaler om store reformer med regeringen og arbejdsgiverne.

LÆS OGSÅ Venstre: Fagbevægelsen er for svag til at lave aftaler med os

»Fagbevægelsen opererer jo ikke som en enhed mere [...] Og skal man lave trepartsdrøftelser, kræver det jo i al fald, at man forhandler med en part, der har et fælles synspunkt, om man så må sige«, siger Claus Hjort Frederiksen til Information. I stedet må Folketinget lovgive sig til reformer, mener han.

Under forhandlingerne var der langt fra enighed mellem fagbevægelsens forskellige organisationer og medlemmer til, hvorvidt arbejdsudbuddet skulle øges og om arbejdstiden skal være længere, siger Hjort.

En af dem, der talte klarest og tydeligst imod LO's officielle holdning var formand for FOA Dennis Kristensen. Men han vil ikke påtage sig ansvaret for, at det største oppositionsparti nu ikke længere kan se meningen med at inddrage arbejdsmarkedets parter i store reformer af arbejdsmarkedet.

FOA: Uenighed er naturlig
»Man kunne selvfølgelig godt overveje, om jeg er med til at skabe problemet. Men jeg tror, det hænger anderledes sammen. Vi er blevet overhalet af tidsånden. Vi har praktiseret lukkede forhandlinger, hvor vi efter timers, ugers og måneders forhandlinger gik ud ud og fortalte, at vi havde en aftale, og så klappede folk hælene i og rettede sig efter den. De tider er forbi nu. De moderne lønmodtagere vil inddraget og ikke bare være tilskuere. Jeg synes ikke, det er mig, der skaber problemet. Jeg synes, jeg påpeger det«, siger Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅS: Uklogt af Hjort at begrave trepartsforhandlinger

At der er forskellige holdninger i fagbevægelsen bør ikke skræmme Claus Hjort Frederiksen fra at gå i dialog med den, mener FOA-formanden.

»Når vi nu repræsenterer arbejdstagere fra den lavest lønnede til den højeste og fra den lavtuddannede til den højtuddannede, så ville det da være underligt, hvis der ikke var forskellige vurderinger af, hvad vi ønsker«, siger Dennis Kristensen.

Hvordan kan I så indgå nogen aftaler?

»På samme måde, som den tidligere regering lavede aftaler med Dansk Folkeparti med. De var uenige om mange ting, men det forhindrede dem jo ikke i at lave kompromisser ind imellem. Det kan man godt finde ud af i Folketinget, men man kan åbenbart ikke gøre det i fagbevægelsen«.

V fremmer sydeuropæiske tilstande
I virkeligheden handler Venstres dødsstød til trepartsforhandlingerne mest om, at partiet har besluttet sig for, at det ikke er interesseret i forhandlingerne.

»Det, Claus Hjort gør, er, at bruge splittelse i fagbevægelsen som påskud for ikke at ville have trepartsforhandligner. Han giver trepartsforhandlingerne dødsstødet, og siger samtidig, at det er vores skyld. Det kan kun skyldes, at Venstre ønsker at flytte arbejdsmarkedsstoffet hen og blive et folketingsanliggende«, siger Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅFagbevægelse til regeringen: Skab job, ikke reformer

Konsekvensen kan blive farlig, siger Dennis Kristensen.

»I danmark bruges arbejdsgiverne og fagbevægelsen som høringspartner og en, man spiller bold op ad. hvis man flytter alle beslutninger over til Folketinget, begynder det at ligne Sydeuropa, hvor folk går på gaden og laver demonstrationer og generalstrejker og den slags, når de vil have indflydelse. Er det virkelig det, Venstre vil?«, spørger Dennis Kristensen.