Annonce
Annonce
Annonce
Politik 10. jul. 2012 KL. 11.34

Jelved står bag Sass: Enhedslistens »brutale« sprogbrug hører ikke hjemme i et demokrati

Enhedslisten mangler flair for, hvornår de skal blande sig, mener Jelved.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

10 år med Dansk Folkeparti som magtfuld tunge på vægtskålen for en VK-regering har affødt urealistiske politiske ambitioner hos Enhedslisten som støtteparti for en rød regering. Enhedslisten mangler simpelthen flair for, hvornår de skal blande sig, og hvornår partiet skal lade regeringen regere.

Blot dagen efter socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsens, skarpe angreb på Enhedslisten, retter den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, en ny bredside mod regeringens støtteparti.

Enhedslisten er blevet for forvænte og har antaget en sprogbrug så grov, at den ikke hører hjemme i et demokrati, mener hun.

LÆS OGSÅEnhedslisten svækker de røde og styrker de blå

»Retorikken har ændret sig. Enhedslisten er meget grove og brutale i deres retorik og den tone, de snakker til andre partier i. Det er helt uvant i Folketinget, og det går da bestemt ud over det politiske samarbejde«, siger Marianne Jelved, der i halvfemserne selv sad som økonomiminister i Nyrupregeringen – en regering, der også havde Enhedslisten som støtteparti.

Enhedslisten skal lægge stilen om
Dengang oplevede Marianne Jelved en mere udpræget kultur for at samarbejde bredt. Og skal den kultur holdes i hævd, kræver det, at Enhedslisten lægger stilen om, mener hun.

»Her taler jeg blandt andet om det ordvalg, de bruger. At sige, at regeringen begår ’svinestreger’ for eksempel. Måden at tale om regeringen på er meget anderledes og voldsom«.

LÆS OGSÅMåling: Enhedslisten stemmer for finansloven

Er det ikke fair nok at kommunikere klart, hvis man er utilfreds?

»Nej, ikke på den måde. Det er ikke nødvendigt med den sprogbrug. Jeg har stor forståelse for, at Enhedslisten tager afstand fra den politik, som de ikke synes er god, men deres voldsomme retorik skaber en unødig voldsomhed, som ikke passer til et demokrati. Selvfølgelig har man forskellige meninger, men samtidig truer Enhedslisten jo gang på gang med at vælte regeringen. Det er ukonstruktivt og utidigt. Enhedslisten må acceptere, at regeringen fører en politik, som den er forpligtet til i forhold til sin egen sunde fornuft. Jeg vil ikke acceptere, at regeringen kun kan føre politik med Enhedslisten. Det brede flertal skaber større sikkerhed for virksomhederne og større tillid fra befolkningen. Det skal Enhedslisten ikke sætte sig til nødværge over for«.

Lad regeringen regere
Samarbejdet mellem regeringen og Enhedslisten nåede sit foreløbige lavpunkt, da Socialdemokraterne, SF og de radikale i sidste måned forlod skatteforhandlingerne med Enhedslisten i 11. time for i stedet at indgå den omdiskuterede reform med Venstre og de konservative.

Forliget affødte stærke reaktioner fra Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, der blandt andet beskyldte regeringen for at »pisse på de mange mennesker, der stemte på en ny regering ud fra en tro på, at der skulle føres en ny politik«.

LÆS OGSÅEksperter: Terrieren Sass vil bringe S ud af krisen

I gårsdagens Politiken lancerede Henrik Sass Larsen det hidtil hårdeste opgør med det parlamentariske grundlag. Her kaldte han Enhedslisten for et »ekstremt« parti, der ville have samfundsøkonomien til at hænge sammen ved at jonglere med »fantasilliarder«.

Parterne skal finde sammen efter ferien
Marianne Jelved opfordrer i stedet til, at parterne nu finder sammen om de politiske udfordringer efter sommerferien. Om Sass’ angreb siger hun:

»Man kan godt svare igen. Det skal jeg ikke blande mig i, at man gør. Men jeg appellerer altså til, at vi i stedet tager demokratiet alvorligt. Det vil sige, at alle partier bidrager til at få Danmark på ret køl igen«.

LÆS OGSÅEnhedslisten: Brudte valgløfter er skyld i regeringens krise - ikke os

Men involverer Sass’ udfald ikke også jer som regeringsparti?

»Der er visse ting, vi hellere vil snakke om alene. Som vi ikke behøver medierne til at kommunikere ud«.

Men fire store reformer skal forhandles på plads i efteråret. Hvor hjælpsom er striden mellem Sass og Enhedslisten for de kommende forhandlinger?

»Det ved jeg ikke. Jeg ved jo ikke, hvem der bliver regeringens hovedforhandlere, så det kan jeg ikke sige noget fornuftigt om«.

LÆS OGSÅSass om Enhedslisten: Hellere miste magt end lade sig styre af ekstremt parti

Så hvor skadeligt er det her for regeringen samlet set?

»Jeg vil helst ikke kommentere på Sass’ udtalelser, men bare sige, at der er en tradition for, at Enhedslisten udmærket kan samarbejde med den siddende regering på mange forskellige områder. Det har de også allerede demonstreret ved at være med til at lave den gældende finanslov og flere reformer. De er bestemt arbejdsduelige, så jeg vil opfordre Enhedslisten til at se mere på de samarbejdsmuligheder, der er«.