Annonce
Annonce
Annonce
Politik 22. jul. 2012 KL. 19.21

Muslimsk socialdemokrat forsvarer omskæring

Forældre vil formentlig trodse forbud mod omskæring af drenge, vurderer lokalpolitiker.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Stik mod udmeldingerne fra flere af sine partifæller i Socialdemokraterne forsvarer Ikram Sarwar fra Københavns Borgerrepræsentation omskæring af mindreårige drenge.

»Jeg synes ikke, at man skal forbyde omskæring af drenge«, siger Ikram Sarwar, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne på rådhuset, men udtaler sig for egen regning.

Udmeldingen fra den lægeuddannede socialdemokrat kommer på trods af ny viden om, at omskæring kan have alvorlige følger, som tidligere beskrevet i Politiken.

Således viser en undersøgelse blandt 5.000 kvinder og mænd foretaget af overlæge Morten Frisch fra Statens Serum Insitut, at omskårne mænd kan have sværere ved at få orgasme, og at deres partnere kan have sværere ved at få opfyldt deres seksuelle behov.

LÆS MERENy dansk forskning: Omskæring af drenge kan have alvorlige følger

Samtidig viser tal fra Patientforsikringen, at der i perioden fra 1996 til 2012 har været 65 anmeldelser om patientskader i forbindelse med omskæring af forhuden, hvoraf de 14 sager handler om religiøse omskæringer.

Alligevel er Ikram Sarwar, der selv er muslim og omskåret, ikke overbevist om, at omskæring af drenge er farligt.

»Hvis Sundhedsstyrelsen lige pludselig siger, at omskæring uden tvivl er skadeligt, så må jeg tage stilling til det resultat. Men jeg kan se på den internationale forskning, at det bliver meget svært for Sundhedsstyrelsen at blive entydig i deres konklusion«, siger han.

Frygter ulovlige omskæringer
Ifølge Sundhedsstyrelsens regler skal der altid være en læge til stede, når små drenge bliver omskåret, men som Politiken har beskrevet, føres der ikke kontrol med private indgreb, som foregår uden for en lægepraksis.

Det har fået både Lægeforeningen og flere politikere til at råbe vagt i gevær, og sundhedsordfører Karen Klint (S) har bedt sundhedsminister Astrid Krag (SF) finde ud af, om der er »tilstrækkeligt sundhedsfagligt tilsyn«.

LÆS MEREPolitikere forlanger kontrol med omskæringer

Ikram Sarwar mener, at omskæring kun bør kunne udføres af en læge, og han advarer om, at et forbud mod omskæring af mindreårige blot kaster fuldstændig mørke over sagen.

Han frygter blandt andet, at mange forældre vil trodse et forbud herhjemme eller få indgrebet foretaget i udlandet, hvilket blot forringer myndighedernes muligheder for at føre tilsyn.

»Et forbud vil ikke være vejen frem«, siger Ikram Sarwar.

Samtidig erkender han, at han ikke ligger inde med bud på, hvordan man på andre måder kan dæmme op for omskæringer af mindreårige, hvis det skulle blive aktuelt.

Socialdemokrater for forbud
I de seneste dage har flere socialdemokrater meldt sig i koret af kritikere, som ønsker et forbud for drenge under 15 år.

På Christiansborg har klima- og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil sidestillet omskæring med tatoveringer, der er forbudt for personer under 18 år, mens forbrugerordfører Mette Reissmann har kaldt den religiøse og kulturelle skik for »lemlæstelse«.

Og i fredagens udgave af Politiken sagde it-ordfører Trine Bramsen:

»Som udgangspunkt har jeg svært ved at se, at der er nogen af mine partifæller, som synes, at omskæring er i orden efter de sundhedsfaglige argumenter, vi nu er blevet præsenteret for«.

Men det er ingenlunde tilfældet, fastslår Ikram Sarwar.

»Det er vigtigt, at borgerne ved, at der er forskellige holdninger - også blandt socialdemokrater«, siger han.

Debat i Tyskland
Debatten om omskæring har fået ny vind i sejlene oven på en dom i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, hvor det blev fastslået, at indgrebet opfylder straffelovens kriterier for »legemsbeskadigelse«.

Siden har et flertal i det tyske parlament dog vedtaget en resolution, der skal beskytte omskæring.

Rettelse: det fremgik af en tidligere version, at overlæge Morten Frischs undersøgelse viste, at fem procent af omskårne mænd har oplevet komplikationer. Det er ikke korrekt. Undersøgelsen viser kun, at omskårne mænd har hyppigere problemer med at få orgasme.

LÆS MERETyskland siger ja til omskæring af drengebørn