Annonce
Annonce
Annonce
Politik 12. aug. 2012 KL. 09.32

Dagpengestrid breder sig til Socialdemokraterne

S-folketingsmedlemmer melder sig på SF's side i dagpengestrid med de radikale.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den interne regeringsstrid om dagpengestramningerne breder sig nu også ind internt hos Socialdemokraterne på Christiansborg.

Det sker, efter at SF fredag tog bladet fra munden og ganske enkelt krævede, at regeringen finder en løsning for de mange tusinde familier, der kan blive ramt af den halverede dagpengeperiode, der træder i kraft til nytår.

LÆS ARTIKEL SF trodser Thorning: Dagpengeproblemet skal løses

Og som ifølge beregninger fra A-kassernes Samvirke vil sende tusinder fra dagpenge til kontanthjælp eller ingen ydelser.

»Jeg synes, det er vigtigt, og at det er en socialdemokratisk mærkesag at sikre ordentlige vilkår for vores arbejdsløse. Det var også det, vi gik til valg på«, lyder det fra transportordfører Rasmus Prehn (S).

Åben over for »regulær udvidelse«
I en aftale fra 2010 mellem de borgerlige og de radikale blev den maksimale dagpengeperiode halveret fra fire til to år, og genoptjeningsperioden blev fordoblet fra et halvt år til et helt år.

De radikale er jo velkomne til at have deres holdning

Rasmus Prehn

Halveringen af dagpengeperioden blev dog med sidste efterårs finanslov udskudt med et halvt år og slår derfor igennem til nytår.

»Genoptjeningsretten er noget af det, der står højest på min ønskeliste, men for mig at se kunne man også godt kigge på dagpengeperioden, for der er virkelig nogle, der står med kniven for struben. Så det synes jeg, vi skal kigge på. Om det så bliver flere midlertidige udskydelser eller en regulær udvidelse, det er jeg åben over for«, tilføjer Rasmus Prehn.

Hav: Lad os kigge på andre prioriteringer
Også det socialdemokratiske folketingsmedlem Orla Hav erklærer sig på linje med SF i synet på, at regeringen må og skal finde en afbødning af den halverede dagpengeperiode fra fire til to år og den fordoblede genoptjeningsperiode fra et halvt til et helt år:

»Det er jeg, og jeg er på linje med den lange række borgere, der kommer i klemme. Jeg anerkender, at det er en svær opgave, for kassen er tom. Men det er jo så vores opgave at få kigget på, om ikke der skal laves en anden prioritering«, siger han.

LÆS MERE R afviser SF i dagpengesag

De to socialdemokrater går dermed stik imod den tredje regeringspartner, de radikale, hvorfra arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq pure afviser at ændre eller for den sags skyld justere på dagpengestramningerne.

»Vi vil ikke bruge ressourcer på at lempe og udskyde dagpengeperiodens udløb. Det er der ikke økonomisk råderum til«, sagde Farooq fredag til pol.dk og understregede, at »reformkursen står fast og uanfægtet«.

Fuld SF-opbakning fra Prehn
Også statsminister Helle Thorning-Schmidt signalerede i de forskellige ’tilbage fra sommerferie’-interview, der var i fredagsaviserne, at der ikke er penge til afbødninger af dagpengestramningerne.

LÆS ARTIKLENThorning erkender: Regeringssamarbejdet har været svært

Ikke desto mindre fastslog SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, fredag, at det på trods af økonomisk smalhals »er SF’s synspunkt, at vi i løbet af efteråret kan komme med forskellige løsninger på det problem. Jeg kan ikke sige, hvordan det skal gøres, men der er et problem her, som ikke kan ignoreres«.

Og SF får fuld opbakning fra Rasmus Prehn:

»Jeg er sådan set enig med Jesper Petersen, det må jeg sige. De radikale er jo velkomne til at have deres holdning. Jeg har bare den holdning, at det ikke er noget, man selv ønsker, det med at være arbejdsløs«, siger Prehn, der heller ikke lægger så meget i statsministerens afvisning:

»Det er måske også hendes rolle som statsminister at holde tungen lige i munden og i hvert fald passe meget på ikke at love mere, end hun kan holde. Men jeg synes, det er rigtigt at arbejde i den retning. Det er i hvert fald det, jeg går og håber på«.

Også flere fagforeninger, Enhedslisten og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har erklæret sig enig med SF i, at regeringen må finde en måde at lempe på stramningerne.