Annonce
Annonce
Annonce
Politik 16. aug. 2012 KL. 14.32

Søvndal: Kun paven og Fogh laver ingen fejl

Villy Søvndal vil på rundtur i Danmark for at forklare SF's rolle i regeringen

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Efter et sommergruppemøde i SF indleder Villy Søvndal med højst usædvanligt at fastslå, at han er formand for partiet, og at han bliver som formand.

Den tidligere så populære politiker har indkaldt til pressemøde på en mark i den sydlige del af Djursland foran det kursuscenter, hvor partiets folketingsmedlemmer har været samlet til sommermøde forud for den kommende politiske sæson.

Han mener, at SF aldrig har haft mere indflydelse, men erkender, at alt langt fra er en drøm.

»Hvad vil vi så gøre i den nuværende situation, som jeg erkender er svær«, spørger udenrigsministeren, som i forbindelse med Danmarks EU-formandskab i første halvår af 2012 brugte meget tid i udlandet. Han følger op med svaret:

»Jeg har tænkt mig at konvertere de dage til at komme rundt i Danmark og møde mine partifæller både som udenrigsminister, som SF-formand, og jeg vil da også gerne rundt til danskere i øvrigt«.

LÆS OGSÅSF rækker hånden frem til Enhedslisten før finanslovsforhandlinger

Og foreløbigt har Villy Søvndal ikke mere at sige til den sag:

»Men så ophører den debat om SF nu skal sidde i regering og uro også for mit vedkommende. Der er jo ikke noget nyt i den debat. Udfordringerne er kendte, og vi arbejder med løsningerne. Jeg vil ikke tærske langhalm på de her spørgsmål efter i dag«, siger han.

LÆS OGSÅSF's gruppeformand: Det er en dybt træls situation

I stedet fortæller han, at SF i den kommende tid har en række politiske prioriteter i form af ungdomsarbejdsløshed og praktikpladser, bedre sundhedsmuligheder og en styrkelse af psykiatrien samt hjælp til dem, der står til at miste deres dagpenge, uden at gå i detaljer.

Men Villy Søvndal slipper ikke for at tale om den svækkelse, som SF har gennemgået.

LÆS OGSÅSF'ere kritiserer ledelsen efter Özlem-beslutning

Adspurgt om ikke hans indledende bemærkning om sin position som formand netop er et udtryk for, at han rent faktisk er presset, svarer Villy Søvndal, at han oven på de mange skriverier om krisen i partiet havde et behov for at få »renset tæppet og få sagt, at det er der ingen debat om«.

Kritisk kronik
SF's tidligere gruppeformand Aage Frandsen har for nylig skrevet en kronik i Politiken, hvor han siger, at SF bør overveje at træde ud af regeringen, hvis partiet taber endnu et slagsmål om en stor sag til Socialdemokraterne og de radikale.

Den diskussion om dagpenge, der kører for øjeblikket, kunne det være lige præcis det yderligere nederlag, som SF ikke kan tåle at få?

»Men vi er jo ikke i regering, fordi vi er optaget af nederlag. Jeg ved godt, at vi talt en del om dem, det har vi også selv en del af skylden for. Vi er optaget af sejre. Vi er optaget af alt det, der lykkedes. Vi har ikke kastet os ind i det dagpengeslagsmål for at tildele andre et nederlag«, siger Villy Søvndal.

LÆS OGSÅÖzlem Cekic: Jeg havde håbet, at straffen ikke var så hård

På spørgsmålet om han fortryder noget, svarer han: »Ja, bestemt«.

»Jeg kunne næsten fristes til at stille det samme spørgsmål. Jeg har hele tiden ment, at med undtagelse af paven og Anders Fogh i sin tid, så er der ingen mennesker, der ikke har lavet fejl. Og sådan er det. Det er en del af det. Det er også en del af være et nyt regeringsparti, at man lærer. Jeg er helt sikker på, at vi synes, at indlæringskurven for SF har været relativt stejl«, siger Villy Søvndal og tilføjer:

»På de grundlæggende store ting, da synes jeg, vi har ramt rigtigt«.

LÆS OGSÅÖzlem Cekic bliver straffet, men fortsætter sit oprør

Hvad fortryder du?

»På et tidspunkt, når jeg ikke længere er aktiv i politik, så vil jeg skrive mine erindringer, og så skal jeg henvise til den side, hvor det står på«.