Annonce
Annonce
Annonce
Politik 19. aug. 2012 KL. 14.22

Möger efter storm af kritik: Udlandsdanskere skal ikke slippe gratis

Det er kun rimeligt, at udlandsdanskere betaler dansk skat, mener minister.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) står fat på, at udlandsdanskere må til lommerne som et led i skattereformen.

Allerede om få uger kan nye regler træde i kræft. Regler, som betyder, at danskere, der arbejder i udlandet i mere end seks måneder, mister deres skatterabat og må betale danske skat.

Det har ført til en storm af kritik fra et samlet kor af bl.a. fagbevægelse, erhvervsliv, universiteter og nødhjælpsorganisationer, senest i dagens udgave af Politiken.

»Det her er faktisk et fornuftigt forslag, der betyder, at danskere, der i dag ikke betaler skat, frem over også kommer til at bidrage til velfærdssamfundet. Det er sådan set rimeligt«, siger Thor Möger Pedersen til politiken.dk.

»Kritikken tager jeg alvorligt, og derfor vil jeg følge området tæt. Hvis konsekvenserne viser sig meget uhensigtsmæssige, må vi tage forslaget op til genovervejelse. Men på nuværende tidspunkt holder vi fast, fordi det er sund fornuft«.

Opråb gør indtryk
Kritikerne er senest kommet til udtryk i en stribe høringssvar til skatteministeren og Venstre og de konservative, som har lagt stemmer til skatteaftalen:

Her er et udpluk af reaktionerne:

  • Et samlet erhvervsliv mener, at virksomhederne mister konkurrenceevne.
  • Landets førende universiteter brokker sig over, at forskere, der kunne rejse ud og hente dyrebar viden, bliver hjemme.
  • Ngo-standen begræder, at Danmarks humanitære arbejde bliver markant svækket.
  • Søfarere anfører, at de nu mister incitamentet til at tage job på havet.
  • Selv de kirkelige missionærer er i oprør.

LÆS OGSÅ Skattesmæk til udlandsdanskere møder usædvanlig hård kritik

Thor Möger, har du nogensinde oplevet så massiv og enstemmig modstand mod et lovforslag?

»Skattereformen som helhed er sådan set blevet positivt modtaget. Mange organisationer er glade for, at vi sænker skatten på løn. Derfor overrasker det mig ikke, at der er mindre begejstring, når vi kigger på finansieringsforslagene. Men som økonomisk ansvarlig regering har det været os magtpåliggende, at skattelettelser på arbejdsindkomst skal finansieres. Og afskaffelsen af denne her skattebegunstigelse til danskere, der arbejder i udlandet er et af de elementer«.

Det er fagforeninger som LO, hele erhvervslivet, hele universitetssektoren, hele den humanitære sektor osv. osv. Gør det ikke indtryk?

»Naturligvis gør det indtryk. Det er også baggrunden for, at vi har besluttet at følge dette område tæt for at se, om afskaffelsen af den meget gunstige bestemmelse vil have uhensigtsmæssige konsekvenser«.

Du vil »følge området tæt«. Hvad betyder det konkret?

»Konkret betyder det jo, at Skat vil kunne se, hvordan lønudbetalingen til udlandsdanskere udvikler sig. Vi ønsker ikke som regering at stille unødige forhindringer op i forhold til, at danske virksomheder og forskere kan tage til udlandet og dele deres viden med andre«.

Minister: Jeg er blevet klogere
Omkring 6.000 danskere arbejder i dag i udlandet i mere end seks måneder, og omkring 5.000 af dem sidder i fuldtidsstillinger. Dermed vurderer Skatteministeriet, at lovændringen vil indbringe 260 millioner kroner årligt.

En forholdsvis lille del af finansieringen af skattereformen lettelser på syv mia. kroner.

Men standen af organisationer anfører, at det beløb vil blive udtyndet på grund af lovens negative konsekvenser på bl.a. beskæftigelsen.

»Det er også derfor, vi selvfølgelig vil følge området tæt. Omvendt må det også være rimeligt at slå fast, at uanset, om man som lønmodtager arbejder i Danmark eller i en periode arbejder i udlandet - så skal man selvfølgelig betale skat. Man må yde efter evne og nyde efter behov - også selv om man opholder sig i udlandet«, siger Thor Möger Pedersen.

Du siger, du har lyttet, men hvad nytter en høringsfase værd, hvis politikerne ikke reagerer på en så enstemmig kritik fra alle sider?

»Jeg synes, den er meget værd. Jeg er blevet klogere af at læse høringssvarene. Og jeg har også klart tilkendegivet på baggrund af svarene, at jeg og de øvrige forligspartier vil følge området tæt. Hvis konsekvenserne viser sig dramatisk uhensigtsmæssige, må vi tage det op til genvurdering. Men på nuværende tidspunkt er der ikke belæg for at bevare reglen«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken