Annonce
Annonce
Annonce
Politik 21. aug. 2012 KL. 12.20

Sohn: Ny nationalbankdirektør vil fortsætte samme linje

Danmarks Nationalbank kommer til at fortsætte samme kurs som sin forgænger.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det er ikke noget, hr. og fru Danmark sådan lige kommer til at mærke.

Men 1. februar er det en ny mand, der kommer til at bestemme, hvilke motiver der skal på mønter og sedler, og som har sidste ord, når Nationalbanken fastsætter rentesatser.

LÆS OGSÅThorning udpeger ny direktør for Nationalbanken

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) forventer ikke, at der vil ske de store revolutioner i Nationalbanken, når den kommende direktør, nuværende direktør for ATP Lars Rohde, tiltræder 1. februar næste år.

Har større erfaring fra finansverden
»Jeg er overbevist om, at den nye direktør vil have den samme linje som den nuværende, nemlig at styre Danmarks pengepolitik og dermed medvirke til, at fastkurspolitikken opretholdes og sikre, at Danmark bliver ved med at have den sunde økonomi, vi har«, siger Ole Sohn.

Den nuværende direktør for Nationalbanken, Nils Bernstein, stopper på posten, da han som 70-årig er nået pensionsalderen.

Hvad er forskellen på Nils Bernstein og den nye direktør, Lars Rohde?

»Der er i hvert fald en aldersforskel (Lars Rohde er 58 år, red.). Det andet er, at Nils Bernstein har sine forcer fra den politiske verden og fra embedsapparatet, mens Lars Rohde har sin erfaring fra den finansielle verden«, siger Ole Sohn.

»Lars Rohde har en stor viden om det internationale kapitalmarked og erfaring fra den internationale verden, og det gør, at han er den rette til at stå i spidsen for Danmarks Nationalbank og sikre Danmarks pengepolitik«.

V og K tilfredse med udnævnelse
Det er regeringen, der udpeger den nye nationalbankdirektør. Det var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der udpegede Nils Bernstein til posten i 2005.

Fra oppositionen lyder der udelukkende tilfredshed med valget af Lars Rohde hos Venste og de konservative.

»Regeringen har udpeget en person, som har en lang erfaring med den finansielle sektor. Det synes jeg er klogt. Og en person, som har et godt rygte som værende en fagligt dygtig person. Det er det, en nationalbankdirektør har brug for. Hans opgave bliver fortsat at sikre en stor tillid og soliditet til den danske krone«, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen.

De konservative bider mærke i, at Lars Rohde har haft stor succes i spidsen for ATP.

»Han har løst opgaven godt i ATP, og det er jeg sikker på, at han også vil gøre i Nationalbanken. Nationalbankdirektøren er i høj grad med til at påvirke hele det finansielle system. Lars Rohde er en dygtig og kompetent mand, og jeg ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde«, siger de konservatives finansordfører, Mike Legarth.