»Egentlig fik vi at vide i november, at de besparelser, der skulle være, ikke ville ramme os i Statens Administration. Vi ville holde os inden for vores budgetter i 2012 og 2013, så vi ville direktøren gjorde meget ud af at sige, at vi med 99 procents sandsynlighed ikke ville blive ramt. Men så i januar kom han og sagde, at de ville have yderligere besparelser, så det ville alligevel gå ud over os. Det var 26, der skulle ryge i det hele.

Jeg følte mig i farezonen. Jeg arbejdede med at indføre et nyt system, Sigma (et it-system, der skulle administrere statens lån, men efter mange startvanskeligheder blev droppet, red.). Allerede i 1995, da man lavede kravbeskrivelser til systemet, himlede jeg op om, at det nok aldrig blev til noget. Jeg var vant til de der edb-systemer i staten. Når man forsøgte noget, var det sjældent, det også blev til noget. Det blev udskudt gang på gang, og jeg blev ved med at sige, at det sgu nok aldrig blev til noget. Da jeg så begyndte at indgå væddemål om, at det aldrig blev til noget, blev min chef sur på mig og trak mig til side og sagde, at jeg ikke skulle gå og sige den slags, for selvfølgelig ville det blive til noget. Og det er åbenbart kommet nogen for øre.

LÆS ARTIKELRegeringen gennemfører historisk massefyring

Jeg er sådan en, der bare siger min mening. Jeg taler nogle gange, før jeg tænker, og jeg er meget markant i mine holdninger. Jeg er lidt af en rappenskralde. Men omvendt er jeg god til mit job, jeg kunne loven udenad, og jeg oplærte alle de medarbejdere, vi havde på kontoret. Jeg vidste, at min chef ikke kunne lide mig, så jeg følte mig i farezonen. Jeg var slet ikke i tvivl. Alle de andre sagde: »Det er ikke dig, der ryger, Susanne. Selvfølgelig fyrer de ikke dig«. Men jeg var helt sikker. Jeg væddede endda en dyr flaske rødvin og en flaske whiskey om det med nogle kolleger.

Vi fik at vide, at vi alle sammen skulle sidde på vores plads i storrumskontoret den 30. januar klokken 9, og så ville vores nærmeste leder komme hen og prikke os på skulderen og bede os komme med. Jeg sad så der, og så kom min teamleder hen til mig. Jeg havde pakket alle mine ting. Så sikker var jeg i min sag.

HAN BLEV OGSÅ FYRET'Det var lidt af en tømmermandsnat'

HAN BLEV OGSÅ FYRET'Man forsømte den politiske ledelsesopgave'

HUN BLEV OGSÅ FYRETHun blev fyret: 'Jeg følte mig overhovedet ikke i farezonen'

Så kom jeg ind til tillidsrepræsentanterne, og der stod en masse folk fra HR. Min souschef gav mig et tykt brev på fem sider, og så bad hun mig skrive under på, at jeg havde modtaget det. Det var så det, sagde hun. Ikke andet.

Jeg fik en taxa hjem til Roskilde. Da jeg kom hjem, tog jeg opvasken. Jeg var ked af det, sådan en time eller sådan noget. Mest fordi, jeg hørte via en sms, at nogle af mine kolleger havde grædt meget, fordi jeg var blevet fyret. Men økonomisk er jeg ikke bekymret, for jeg er så heldig, at jeg bor billigt, og jeg skylder ikke nogen penge væk, så jeg kan klare mig på dagpenge og også på kontanthjælp, hvis det skulle komme så langt.

Efter opvasken gik jeg en tur med min venindes hund. Og så kom min samlever hjem fra kursus. Han er også blevet arbejdsløs på grund af nedskæringer. Han sagde: »Du og jeg sammen 24 timer i døgnet, det går ikke«. Så vi satte os ned og prøvede at finde nogle løsninger.

LÆS ARTIKELFagforening forsøgte at tale S fra massefyringer i staten

Jeg mødte nogle af de andre fyrede på et møde hos HK. Der var nogle af dem, der måtte gå fra hus og hjem. Og så var de fleste af os, der er blevet fyret, medarbejdere, der har været der i 25 år plus. Det var cirka 80 procent af os. Jeg blev tilbudt et jobsøgningskursus, som viste sig kun at være et halvt kursus. Det kunne jeg godt have undværet, men jeg tog det, for det skulle de have lov til at betale.

Siden da har jeg hævet mine efterlønspenge og rejst en masse. Jeg har været i Egypten fire gange, i Dubai og i Kenya. Jeg har også søgt seks job. Jeg søger inden for rejsebranchen, men de er også ramt af krisen, fordi folk ikke rejser så meget mere. Jeg ved ikke, om jeg får et job igen. Jeg kender i hvert fald rigtig mange dygtige mennesker, der er blevet arbejdsløse, og som ikke kan få noget andet.

Jeg sidder ikke derhjemme og savner mit arbejde. Men hvis jeg sidder og drikker en kop kaffe og filosoferer over livet, kan jeg godt komme op i det røde felt og tænke lidt over, at jeg håber fandeme, at det hele springer i luften, både regeringen og kontoret, for jeg synes, det er så uretfærdigt.

LÆS ARTIKELFinansminister Corydon forsvarer statslige massefyringer

I det hele taget er der mange politikere, især Thorning og Vestager, der taler om, at man skal være motiveret til at arbejde, og alle skal give en hånd med, og at der er brug for alle på arbejdsmarkedet. Gu er der da ej. Det er jo ikke til at få et job. Jeg ved ikke, hvor de lever henne, men de må da leve i en anden verden. De burde faktisk tage en sabbat på et halvt år fra deres job og leve som alle andre. Så kunne de se, hvor hårdt det er. Det er ikke kun mig, jeg tænker på, det er også min samlever. Han får breve med afslag, hvor der står, at der har været 825 ansøgere eller 1.200 ansøgere til et job.

Jeg har været socialdemokrat hele mit liv. Men da jeg var barn, var Socialdemokratiet et arbejderparti. Det var sådan nogen, der beskyttede os arbejdere, sådan var det i hvert fald i Anker Jørgensens tid. Ham og Glistrup og Helveg Petersen de var sådan nogle politikere, der havde holdninger og førte dem ud i livet. Også Pia Kjærsgaard. Hun var ikke bange for at true for at få sine ting igennem. Hende vil jeg nok komme til at savne. Men Helle Thorning, hun svæver bare rundt. Og hvis der er nogen, der kommer efter hende, løber hun ned i et lille musehul eller prøver at få venner andre steder. Hun er ikke til at holde ud.

LÆS DOKUMENTATIONSe hvor mange regeringen har fyret

Jeg ved ikke, hvem jeg skal stemme på næste gang. Måske bliver det Enhedslisten eller Liberal Alliance. Men jeg ved det ikke rigtigt«.