Annonce
Annonce
Annonce
Politik 4. sep. 2012 KL. 09.48

Möger afviser topledere: Vi holder fast i skatteforslag

Skatteministeren ændrer ikke kurs trods opråb fra 24 erhvervsledere.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) holder fast i, at udstationerede danskere skal betale fuld skat i Danmark.

Det skriver ministeren i en mail til politiken.dk, efter at 24 danske erhvervsledere - med Mærsk, Siemens og Carlsberg i spidsen - i går skrev et brev til ham med en bøn om at opgive et punkt i skattereformen.

Ændringen betyder, at udstationerede danske medarbejdere skal til at betale skat i Danmark.

LÆS ARTIKEL24 topchefer presser Möger: Drop det skatteforslag

»Det er vigtigt at huske på, at dette forslag er en del af en skatteform, der sænker skatten betydeligt for almindelige danskere og styrker virksomhedernes konkurrenceevne. Og for mig er det vigtigere, at alle danskere i arbejde får en skattelettelse, end at fastholde, at nogle få slet ikke skal betale dansk skat«, skriver ministeren blandt andet i mailen.

Forslag betyder fyrede danske medarbejdere
Danske medarbejdere, der er udstationerede i mere end 183 dage om året, har ifølge ligningslovens paragraf 33A hidtil været fritaget for at skulle betale skat i Danmark.

Erhvervslivet forudser, at ophævelse af undtagelsesordningen vil svække den danske konkurrenceevne betragteligt, fordi det danske skatteniveau er så højt, at arbejdsgiverne skal betale en væsentigt højere nettoløn.

DOKUMENTATION: Se de 24 topchefers brev til skatteministeren

Det kan ifølge brevet, som de 24 topchefer afsendte i går, betyde, at danske virksomheder vil være nødsaget til at erstatte udstationerede danske medarbejdere med udlændinge.

»Selvfølgelig gør det indtryk«
Selv om ministeren lover at følge sagen tæt, er der imidlertid ikke udsigt til kursskifte i planen, der omfatter cirka 6.000 udstationerede danske medarbejdere.

Politiken.dk spørger ministeren i mailkorrespondencen:

Virksomheden COWI fortæller, at de vil skulle spare op imod 40 millioner kroner og fyre op til 150 medarbejdere, hvis ophævelsen sker. Hvordan kan det her stemme overens med regeringens visioner om mere vækst?

»Vækstdagsordenen ligger øverst på min og regeringens prioriteringsliste, og jeg anerkender fuldt ud, at den danske eksport yder et vigtigt bidrag til væksten. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at den samlede skattereform understøtter væksten i Danmark og på sigt bidrager til at øge beskæftigelsen med mere end 15.000 personer«, svarer han.

LÆS OGSÅTopleder: Mögers skatteforslag vil koste os 150 arbejdspladser

Gør brevet fra de 24 erhvervsledere ikke indtryk på dig?

»Selvfølgelig gør det indtryk på mig, når en række af Danmarks vigtige eksportvirksomheder er bekymrede over forslaget. Derfor vil jeg også understrege, at det er et område og en problemstilling, som jeg vil følge tæt. Viser det sig så, at konsekvenserne er meget uhensigtsmæssige, må vi tage forslaget op til genovervejelse. Men som det er nu, holder vi fast i, at alle, der er skattepligtige i Danmark, skal bidrage til velfærdssamfundet«.