Annonce
Annonce
Annonce
Politik 12. sep. 2012 KL. 16.31

Sammenstuvede politikere: Billige flysæder er helt ok

'Ålen' er fortørnet over, at politikere rejser på monkeyclass.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Filmmanden Peter Aalbæk Jensen skal ikke bekymre sig om danske politikeres ve og vel på oversøiske flyrejser.

Det mener flere af de politikere, som Aalbæk mødte om bord på flyet mod Canada søndag aften, men som modsat Zentropa-direktøren selv var henvist til flyets dårligste siddepladser.

I et interview til politiken.dk skammer 'Ålen' sig over, at de folkevalgte sidder »stuvet sammen« på økonomiklasse og »skal møde op krøllede og dårligt udhvilede, fordi den offentlige mening dikterer det«.

LÆS INTERVIEW'Ålen' efter flytur med politikere: Jeg skammer mig på nationens vegne

Det var Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, børne- og ungeminister Christine Antorini (S) samt et mindre følge af embedsmænd, som Aalbæk mødte på flyet over Atlanten på vej mod Canada.

Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen var en de rejsende, og han følte sig ikke sammenkrøllet:

»Jeg er da glad for hans (Aalbæks, red.) omsorg, men jeg er nu helt tilfreds med siddepladsen. Der er ingen grund til, at MF'ere skal rejse på business class. Man kan diskutere, om det også skal gælde for en minister og en departementschef, men personligt mener jeg, at det giver god mening at sidde på økonomiklasse«, skriver Alex Ahrendtsen i en mail fra Canada.

God tid til at hvile sig
Heller ikke Socialdemokraternes Troels Ravn, der er med på turen, har noget at udsætte på de billige sæder. Den danske delegation havde nemlig god tid til at komme sig efter flyturen.

»Jeg synes, det er ok, at vi flyver på monkeyclass på denne tur. Så kunne budgettet rumme, at alle interesserede udvalgsmedlemmer kunne komme med på turen. Vi ankom til Toronto sidst på eftermiddagen, og vi havde ikke noget særligt program om aftenen, men kunne gå tidligt til ro og hvile. Det er noget andet, hvis man flyver om natten og har et stramt program straks efter landing«, skriver medlem af Folketinget Troels Ravn i en mail og tilføjer:

»Generelt skal vi passe på skatteborgernes penge, men vi skal også have ordentlige forhold at udføre jobbet under«.

Business Class kan være ok
Folketingsudvalget er i Canada »for at studere de succesfulde skolereformer, der er gennemført i Ontario siden 2003 og hente inspiration til undervisningspolitikken i Danmark«, oplyser Folketinget. Budgettet for turen er på 330.000 kroner.

Ifølge Folketingets rejseregler for 2012 har medlemmerne faktisk lov til at opgradere til de mere komfortable siddepladser på lange flyrejser:

»På kortere flyrejser benyttes normalt Økonomiklasse, mens der på længerevarende flyrejser kan benyttes Business Class (eller Economy Extra)«, hedder det i reglementet.

LINKLæs Folketingets rejseregler

Folketingets formand rejser som udgangspunkt på Business Class. Det samme gør Præsidiets medlemmer, når de rejser i deres egenskab af præsidiemedlemmer, står der endvidere i reglerne.