Lige meget hvordan det nuværende formandsopgør i SF falder ud, skal hverken højre- eller venstrefløjen i partiet regne med, at de får deres ønsker for den politiske linje opfyldt.

Tværtimod.

Ifølge flere forskere er der en historisk tendens til, at den vindende kandidat ender med at trække i modsatte retning af det, vedkommende gik til valg på.

LÆS OGSÅ Trine Mach: Søvndals indblanding er »ren manipulation« og »utrolig dårlig stil«

»Det er nogle naturlige politiske dynamikker, at kandidaterne tit ender med at ryge over i modsatte grøft for at samle partiet. Det er set mange gange i historien«, siger Sigge Winther Nielsen.

'Røde' Holger K. Nielsen
Ifølge Flemming Juul Christiansen, der er lektor i politologi på RUC, er netop det sket flere gange i SF's historie.

»Under sidste formandsvalg, hvor Villy Søvndal stillede op mod Pia Olsen Dyhr, var Søvndal den venstreorienterede af de to. Men han er nu endt i den højreorienterede lejr«, siger han.

LÆS OGSÅDagpengeballade: Socialdemokraterne irettesætter ordfører

Han fremhæver også formandsopgøret i 1991, hvor 'røde' Holger K. Nielsen vandt over den EU-positive Steen Gade.

»Der skete den forandring i hans tid, at man gik fra at være mod EU til at være for. Og det var lige præcis den forandring, som Steen Gade trak mere i retning af, da han stillede op«, siger Flemming Juul Christiansen.

Splittelse og samling
De to forskere understreger dog, at situationen i dag er noget anderledes, fordi SF for første gang er en del af regeringen. Men de er enige om, at den historiske tendens højst sandsynligt også vil gøre sig gældende efter dette formandsvalg, med mindre SF ender med at trække sig fra regeringssamarbejdet, eller partietmedlemmer bliver så uenige, at de ender med at dele sig i to.

»Det bliver interessant at se, hvordan Annette Vilhelmsen forholder sig til regeringsgrundlaget. Når hun siger, at hun ønsker en fleksibel dagpengeperiode, betyder det så, at det kunne hun godt tænke sig sådan i almindelighed? Eller er det et krav, for at SF kan blive i regeringen? Hun vil blive afkrævet nogle meget præcise meldinger«, siger Flemming Juul Christiansen.

»Lige meget hvad: Hvis det ender med et meget tæt opgør, skal den anden fløj tilgodeses, hvis ikke partiet skal splittes«, siger han.

Og Sigge Winther Nielsen er enig:

»Hvis Annette Vilhelmsen vinder, må hun trække til højre på mange strækninger for at samle partiet. Det er det paradoksale, at du kan se en valgkamp, hvor Vilhelmsen trækker meget til venstre, mens Astrid Krag ligger mere på midterbanen. Men når en af dem bliver valgt, bliver de nødt til at sætte sig i den andens position for at samle partiet«, siger han.

LÆS OGSÅAnnette Vilhelmsen: Mit forslag gælder ikke her og nu

'Sorte Anders'
Ifølge de to forskere er den en tendens, der går igen hos flere partier. I Venstre var det især tydeligt, da Anders Fogh overtog formandsposten i 1998.

»Fogh var kendt for at være meget højreorienteret, frimarkedstænkende Venstre-løve: Han blev kaldt 'sorte' Anders og havde skrevet bogen om minimalstaten«, siger Sigge Winther Nielsen:

»Og så endte han med at gøre Venstre til et Socialdemokrati plus minus ti procent. På en lang række områder ændrede han Venstres politik, så målet ikke længere var at afmontere velfærdsstaten. I stedet sagde man pludselig, at velfærdsstaten er noget, vi værner om, og vi værner endnu bedre om den en Socialdemokraterne, fordi vi har nogle bedre løsninger«.