Annonce
Annonce
Annonce
Politik 19. sep. 2012 KL. 16.15

Journalisten bag Thorning-rygte: »Det er jo bare spekulation«

Blog var bare gætterier for at skabe debat, siger korrespondent fra Financial Times.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Historien er et skoleeksempel på, hvordan en meget lille fjer bliver til fem meget store høns.

Eller rettere: Hvordan en strøtanke fra en britisk journalist bliver til en politisk mediekrise i Danmark.

»Det var jo ikke andet end lidt informeret spekulation«, siger Joshua Chaffin, som er korrespondent for avisen Financial Times i Bruxelles.

Chaffin er meget forbløffet over at optræde som eneste kilde til en historie, der i dagens løb er blevet til et scoop i flere danske medier om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skulle være ’kandidat’ til jobbet som formand for EU-kommissionen.

Eksperter og politikere på banen
Historien begyndte på BT og er i dagens løb blevet hovednummer på Berlingske Tidendes hjemmeside, hvor politisk kommentator Thomas Larsen betegner den som et »dødskys« fra EU til den pressede statsminister.

I dagens løb har både eksperter og politikere i Danmark kommenteret det perspektiv, at en statsminister, der angiveligt er mere populær andre steder i Europa end hjemme hos sig selv, måske er på vej væk.

Eneste baggrund for alle artiklerne og kommentarerne er, at Financial Times skulle have en viden om, at Helle Thorning er kandidat.

»Teksten er en uformel blog«
Det har avisen bare overhovedet ikke, siger Joshua Chaffin til Politiken:

»Der er ikke tale om en konkret artikel, hvor navngivne, officielle kilder siger, at hun skal være formand for kommissionen«, siger Chaffin.

»Teksten er en uformel blog, som er skrevet i den ånd, at den måske kan bidrage til noget debat om hvem, der en dag bliver den næste formand for kommissionen. Jeg har snakket med folk rundt omkring i Bruxelles, og nogle nævnte hendes navn blandt en lang række andre, som de synes kunne være interessante«.

Så der er ikke tale om officielle kilder i EU-systemet, der vil pege på hende?

»Nej da, det er jo bare en form for politisk spekulation om hvem, forskellige mennesker kunne forestille sig«.

Er der nogen, der har fortalt dig, at Helle Thorning-Schmidt selv skulle have givet udtryk for at være interesseret i at blive formand for kommissionen?

»Nej, nej, nej, slet ikke. Det er bare nogle folk, der snakker om, at de godt kan lide hende. Der er slet ikke tale om noget formelt, eller om at hun skulle have signaleret nogen form for interesse«.

Kommentar blot var tænkt som et sjovt indlæg
Joshua Chaffin forklarer videre, at hans kommentar blot var tænkt som et sjovt indlæg, der tager udgangspunkt i kommissionsformand José Manuel Barrosos store ’state of the union’ tale i sidste uge.

Her genopførte Barroso idéen om, at den næste formand burde vælges i en mere åben og politisk proces, hvor de forskellige politiske grupperinger i EU udpeger hver deres kandidat.

»Det vil være et vigtigt middel til at uddybe den fælleseuropæiske politiske debat, hvis de europæiske politiske partier peger på deres kandidat til posten som kommissionsformand ved valget til Europaparlamentet allerede i 2014«, sagde han i Strasbourg.

Otte andre navne opremses
Som led i blandt andet tyske tanker om en ny traktat er der også dem, der mener, at EU’s topchef burde være direkte folkevalgt for at give unionen større demokratisk legitimitet.

Hidtil har det altid foregået sådan, at medlemslandenes stats- og regeringsledere udpeger kommissionsformanden bag lukkede døre ud fra en mere eller mindre hemmelig liste af muligheder.

Chaffins blog spekulerer i hvem, de europæiske politiske partisammenslutninger i så fald eventuelt kunne finde på at tale om – når en ny formand skal udpeges om to år.

Han opremser i øvrigt otte andre navne, herunder EU-præsident Herman Van Rompuy og Barroso selv, hvis han skulle gå efter et historisk tredje mandat.

Der er ingen kandidater nu
To år er meget lang tid i politik, og EU’s topposter besættes notorisk først i sidste øjeblik gennem et sindrigt magtspil af politiske og diplomatiske overvejelser.

Derfor er der ingen kandidater nu, og langsigtede gætterier har stort set aldrig ramt rigtigt.

Det er på ingen måde overraskende, at nogen kunne finde på at nævne Helle Thorning-Schmidt over en kop kaffe i EU-kommissionens pressecafé.

Hun er en kvindelig, socialdemokratisk regeringsleder fra et lille land, der netop har gennemført et solidt EU-formandskab. Dem er der ikke så mange af, hvis Europas ledere en dag skulle gå på udkig efter en kvinde på venstrefløjen.

Men lige nu er de ikke på udkig efter nogen som helst. Og Joshua Chaffin er hverken mere eller mindre end en journalist, der har skrevet en blog. Spørg bare ham selv.