Annonce
Annonce
Annonce
Politik 3. okt. 2012 KL. 19.38

SF vil ikke vide, hvor mange der har stemt til formandsvalget

Ingen ved noget om antallet af stemmer af frygt for 'kaffegrums-analyser'.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Der er åbnet for stemmeboksene til formandsvalget i SF, men det er helt umuligt at få noget at vide om, hvor mange der har stemt.

Antallet af de afgivne stemmer bliver holdt hemmelig, ikke kun for pressen, men også for de fem medlemmer af partiets stemmeudvalg.

»Vi har besluttet, at ingen af os skal vide det. Jeg kan ikke se, hvad vi kan bruge den oplysning til, andet end der kan blive noget kaffegrums-analyse af, hvad det så betyder«, siger næstformand og medlem af stemmeudvalget Mattias Tesfaye.

Medlemmer af partiet kan afgive deres stemmer enten på stemmesedler, som i mandags blev sendt ud med partiets medlemsblad, eller på internettet.

Folk venter til efter tv-duellerne
Ved at holde det hemmeligt vil man undgå, at tallet på, hvor mange der har stemt, kan påvirke processen.

»Jeg er lidt nervøs for, at hvis jeg siger så og så mange har stemt, så bliver det en del af valgkampen, hvor mange der har stemt, så bliver det tolket ind i alt muligt. Så vi har besluttet, at det vil vi slet ikke vide noget om«, siger Mattias Tesfaye.

LÆS OGSÅNy måling: Vilhelmsen kan lokke flest vælgere tilbage

Han mener, at der ikke er noget usædvanligt i proceduren.

Mattias Tesfaye forventer, at mange medlemmer først vil afgive deres stemme efter, at der i aften og på søndag bliver afholdt tv-debatter mellem de to formandskandidater.

Valgforsker tvivler på, det ville betyde noget
Rune Stubager er valgforsker og lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Han siger følgende om, hvorvidt en offentliggørelse af, hvor mange der har stemt, kunne få indflydelse på resultatet.

»Det tør jeg ikke sige noget om. Umiddelbart tvivler jeg stærkt, men det er klart, at det vil blive gjort til genstand for intens granskning. Det tror jeg godt, man kan være rimelig sikker på«, siger Rune Stubager.

LÆS OGSÅSøvndal har tidligere blandet sig i kampvalg

Han siger, det ville være forbundet med en stor usikkerhed at tolke noget ud af et tal for, hvor mange der har stemt. Desuden tror han ikke, at sådanne tolkninger vil flytte meget i dette valg.

»Der er en stor opmærksomhed om formandsvalget og formentlig også et ret højt niveau af stillingtagen sådan, at folk et stykke af vejen godt ved, hvad de vil, og derfor er mindre påvirkelige over for spekulationer«, siger Rune Stubager.

LÆS OGSÅPolitisk redaktør: Søvndals udmelding er en klar støtte til Krag

Stemmeboksene i SF's formandsvalg lukkes 12. oktober, og partiets nye formand præsenteres på et konvent 13. oktober.