Annonce
Annonce
Annonce
Politik 8. okt. 2012 KL. 13.27

Radikal borgmester tordner mod Enhedslistens jobgaranti

Beskæftigelsesborgmester i København kalder Enhedsliste-forslag »asocialt«.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Asocialt«, »usolidarisk« og »et udtryk for rød populisme af værste skuffe«.

Den radikale beskæftigelsesborgmester i København Anna Mee Allerslev har været i kassen med de helt krasse gloser, efter at Enhedslisten i dag har krævet en jobgaranti til alle ledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet:

Kravet er »ultimativt« for Enhedslisten i partiets forhandlinger med regeringen om næste års finanslov.

LÆS MEREEnhedslisten stiller ultimativt krav til finansloven

Anna Mee Allerslev mener, at Enhedslistens krav vil give fortrinsret til ledige på dagpenge og være usolidarisk over for alle dem, der allerede er på kontanthjælp.

»Det er jo så uretfærdigt, at jeg slet ikke forstår, at et rødt parti vil være sådan en forskelsbehandling bekendt«, siger Anna Mee Allerslev.

»At bruge milliarder på at redde dagpengene for en stærk gruppe af ledige og så lade de svage ledige, der virkelig behøver hjælp, sejle deres egen sø, det er virkelig asocialt«, fortsætter den radikale borgmester.

Hun beskylder Enhedslisten for ville dele de ledige op i 1. og 2. rangs-ledige, »hvor de vil bruge milliarder på at redde dagpengemodtagere fra at blive kontanthjælpsmodtagere – men ikke vil gøre noget for dem, der allerede er kontanthjælpsmodtagere«.

Sovepude for ledige
Enhedslisten vil med forslaget sikre, at de skønsmæssigt 9.000-16.000 mennesker, der næste år står til at miste dagpengene, kommer i uddannelse eller bliver ansat i det offentlige.

På Christiansborg vil Anna Mee Allerslevs partifæller ikke kommentere forslaget. Hverken gruppeformand Marianne Jelved eller arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq har ønsket at udtale sig.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet mener, at Enhedslistens forslag vil blive en sovepude for dagpengemodtagerne.

»Det svarer til at sige til folk, at de ikke behøver søge job lige nu, fordi der under alle omstændigheder bliver lagt et tryghedstæppe ud«, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Anne Mee Allerslev stemmer i:

»Udsigten til, at de alligevel får foræret et job efter to år, motiverer jo ikke ligefrem til at kæmpe for at skaffe job selv«, siger den radikale borgmester.