Annonce
Annonce
Annonce
Politik 8. okt. 2012 KL. 19.21

»Jeg hælder mest til Annette - men Astrid er også dygtig«

Den sidste debat mellem SF's formandskandidater fandt sted i en tætpakket sal i Politikens Hus.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vinterjakkerne ligger henslængt på gulvet, og de gråtonede pageklipninger fylder godt op på stolerækkerne, da den sidste debat om SF’s kommende formand finder sted i Politikens Hus.

Hos Kirsten Find Andersen, der er klædt helt i sort, indrammer pagen et par sorte briller i et venligt ansigt.

Hun er ikke SF-medlem, men stemmer gerne på partiet, så hun er mødt op for at følge debatten mellem den 29-årige sundhedsminister Astrid Krag og erhvervsordfører Annette Vilhelmsen på 52 år.

LÆS OGSÅ SF-kandidater tørner sammen i sidste duel

En af de to bliver på lørdag præsenteret som Villy Søvndals efterfølger på formandsposten i regeringspartiet SF.

Annette ligner lidt det, vi kender fra gamle dage. Jeg er 67 år, så vi er lidt fra samme tid. Det er selvfølgelig ikke et kriterium, man skal lægge til grund. Men det gør jeg nok alligevel

Kirsten Find Andersen, tilhører

»Jeg hælder mest til Annette«, siger Kirsten Find Andersen om, hvem hun foretrækker af de to, »men Astrid er også dygtig«.

»Annette ligner lidt det, vi kender fra gamle dage. Jeg er 67 år, så vi er lidt fra samme tid. Det er selvfølgelig ikke et kriterium, man skal lægge til grund. Men det gør jeg nok alligevel«, erkender hun.

En fra vores generation
Nogenlunde samme udmelding kommer fra 64-årige Niels Skrøder med fuldskæg og strikcardigan, der sidder på stolerækken lige bagved. Heller ikke han er medlem, men han har stemt på SF hele livet.

»Jeg tror, jeg stemmer på min egen generation«, siger efterlønneren, der tidligere var salgschef på en maskinfabrik. Med andre ord: Han foretrækker Vilhelmsen.

»Hun har været temmelig ukendt i medierne, men jeg synes, hun gør det godt«.

Svært at finde uenigheder
Under tidligere debatter mellem dem har det været svært at finde konkrete uenigheder mellem de to kandidater. Og sådan er det også i dag, da de to SF-kvinder går på scenen.

Da ordstyrer og politisk redaktør på Politiken Mette Østergaard spørger ind til, hvad forskellen er på deres politik, bliver der danset lidt om et svar.

LÆS OGSÅ Østjysk borgmester opfandt Vilhelmsen

Til sidst henviser Astrid Krag til, at Annette Vilhelmsen ses som en kandidat for dem, der ikke har været fuldt ud tilfredse med SF’s arbejde som regeringsparti.

»Hvis man synes, det vigtigste i livet er at udfordre de aftaler, vi har indgået – også de svære – så er det et problem«, siger Astrid Krag.

»Det stritter, Annette«
Dette får Annette Vilhelmsen til at understrege, at hun vil være loyal over for de aftaler, der allerede er indgået med SF som regeringsparti, herunder den omdiskuterede skatteaftale, som regeringen i juni indgik med den borgerlige fløj.

Det svar stiller ikke Astrid Krag tilfreds:

»Det stritter rigtig meget for mig, Annette, når du siger, at du vil udfordre regeringsgrundlaget og samtidig vil være loyal over for de aftaler, der er indgået«.

Dette bliver ikke nærmere uddybet, men Annette Vilhelmsen henviser til partiets dårlige meningsmålinger og ser det som et tegn på, at SF ikke har løst opgaven godt nok.

Skal ministrene skiftes ud?
SF’s ministre har alle erklæret, at de bakker op om Astrid Krag som ny formand. På spørgsmålet om, hvorvidt hele ministerholdet skal skiftes ud, hvis Annette Vilhelmsen vinder, svarer hun:

»Nej, det ville da være usædvanligt dumt. Man skal ikke smide god erfaring ud«.

Omvendt giver hun dog ingen garantier. Heller ikke, da ordstyrer Mette Østergaard nævner, at Astrid Krag har garanteret, at der fortsat vil være en ministerpost til Villy Søvndal, hvis hun bliver ny SF-formand. Dét løfte får han ikke fra Vilhelmsen.

Herefter følger spørgsmålet om, hvorvidt Thor Möger stadig vil være skatteminister, hvis Annette Vilhelmsen vinder - et spørgsmål, der afføder spredt latter i salen. Men heller ikke her vil hun svare hverken for eller imod.

LÆS OGSÅ Vilhelmsen undsiger centrale Søvndal og Möger-udmeldinger

Dialog eller ej
Da det bliver tid til spørgsmål fra salen, bliver der taget hul på en diskussion om Hizb ut-Tahrir. Annette Vilhelmsen har i netmediet Altinget erklæret, at hun ville være parat til at gå i dialog med organisationen.

Hvis man synes, det vigtigste i livet er at udfordre de aftaler, vi har indgået – også de svære – så er det et problem

Astrid Krag

Noget, som Astrid Krag har erklæret sig pure uenig i.

Annette Vilhelmsen trækker dog noget i land og understreger, at hun »ikke vil invitere til dialog«, og at hun tager »skarp skarp afstand« fra den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrirs antidemokratiske holdninger.

Altså mere enighed mellem de to kandidater.

Tipper lidt over mod Astrid
Da debatten er ovre, er Kirsten Find Andersen med pagehåret faktisk kommet mere i tvivl om, hvem hun foretrækker at se som formand for SF.

»Det er svært, for de er godt nok dygtige begge to. Annette er blevet lidt mere afdæmpet, så der er ikke ret meget forskel på de to«, siger hun.

Til gengæld kan Annette Vilhelmsens oplæg til, at der skal være mere plads til uenigheder internt i SF måske skabe mere støj på linjen. Hvilket måske kan skade mere, end det kan gavne, mener Kirsten Find Andersen.

»Så jeg er måske ved at tippe lidt over mod Astrid«.