Annonce
Annonce
Annonce
Politik 11. okt. 2012 KL. 06.17

Minister var velinformeret om Thornings og Kinnocks skattesag

Troels Lund Poulsens (V) spindoktor afhøres i dag igen i skattesagskommissionen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Forstå skattesagen på to minutter

Hvem lækkede Helle Thorning-Schmidts personlige skattepapirer? Og begik nogen i Skatteministeriet magtmisbrug for at belaste den daværende oppostionsleder?

Læs mere om skattesagens to centrale spørgsmål

Interaktiv grafik: Tæt på hovedpersonerne i skattesagen

Dokumentation: Her er Skats afgørelse i Kinnocks sag

Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) var usædvanlig velforberedt, da han ud på eftermiddagen torsdag 16. september 2010 skulle orienteres om afgørelsen i Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag.

Troels Lund Poulsen havde i nogle uger kendt det forventede udfald, nemlig en frifindelse af det daværende oppositionslederpar for skattefusk. Nu lå den endelige afgørelse på bordet foran ham, men alligevel satte ministeren spørgsmålstegn ved det skattetekniske grundlag for afgørelsen og spurgte, om afgørelsen kunne laves om.

Det satte Skatteministeriets folk på arbejde. Departementschef Peter Loft måtte bestille to notater hos sine medarbejdere for at kunne imødegå ministerens indvendinger.

Centralt møde for afhøringer i dag
Mødet 16. september 2010 er centralt for det kapitel i skattesagen, som Skattesagskommissionen tager fat på i dag, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt der skete en ulovlig indblanding fra Peter Loft og Troels Lund Poulsen i Skat Københavns behandling af Thorning-Kinnocks skattesag. Skat København havde samme morgen afleveret sin afgørelse til de to prominente skatteyderes revisor.

LÆS OGSÅAvis: Nyt notat belaster Troels Lund

Skat København havde taget sagen op i slutningen af juni samme år, da dagbladet BT i en række artikler havde rejst spørgsmålet, om britiske Kinnock, der boede og arbejdede i Schweiz, skulle betale skat i Danmark, hvor han opholdt sig i weekender m.v. hos Helle Thorning-Schmidt og parrets to børn.

I begyndelsen af august står det klart for Skat København, at der er tale om det, skattekyndige kalder en tilflyttersag i modsætning til en fraflyttersag. Og derfor var der ikke tale om, at Kinnock skulle betale skat i Danmark, blot han ikke opholdt sig i landet mere end 180 dage om året. Og det vidste parrets opgørelser til Skat, at han ikke gjorde, selv om det flere år var tæt på.

Minister orienteret
Skat Københavns direktør, Erling Andersen, havde på flere møder orienteret Peter Loft om sagens fremdrift og forventede udfald, og Peter Loft havde orienteret sin minister ved flere lejligheder i løbet af september.

16. september 2010, da afgørelsen er afleveret, mødes Peter Loft og produktionsdirektør Steffen Normann Hansen med Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt.

Peter Loft afleverer kopi af afgørelsen til dem begge for at orientere om resultatet. Men Troels Lund Poulsen sætter straks spørgsmålstegn ved afgørelsen, med henvisning til at det ikke er en tilflyttersag, men en fraflyttersag. Det er ifølge skattekyndige væsentligt sværere at slippe for at betale skat, hvis man flytter fra Danmark, end hvis man i forvejen bor uden for landet.

Troels Lund kunne henvise til detaljer i Thornings liv

Troels Lund Poulsen er så godt inde i sagen, at han kan henvise til, at Thorning-Kinnock-parret flytter fra Danmark til Belgien i 1999 og sælger deres lejlighed i København. Året efter køber Helle Thorning-Schmidt, der er medlem af Europaparlamentet, en ejerlejlighed i København, som hun kan bo i, når hun passer politisk arbejde herhjemme.

Var der derfor i virkeligheden tale om en proformaflytning til Belgien, så Stephen Kinnock aldrig var flyttet fra Danmark og altså aldrig var sluppet helt ud af det danske skattesystem, ville ministeren vide.

Og kunne man indbringe sagen for Skatterådet for at få lavet Skat Københavns frifindelse af parret om?

Skats folk skriver i to notater, der er færdige et par dage senere, at ministeren ikke har ret i sin skattetekniske indvending, og at afgørelsen ikke kan laves om, medmindre skatteyderne kan gribes i at have givet urigtige oplysninger.

Peter Arnfeldt skal afhøres for anden gang
Mødet 16. september 2010 vil spille en hovedrolle på Skattesagskommissionens møde i dag. Eneste gæst i vidneskranken er Peter Arnfeldt. Han vil blive spurgt til sin viden om netop det møde, og om han selv har forsøgt at påvirke afgørelsen, mens Skat København behandlede sagen i sommeren 2010.

Det er anden gang, Peter Arnfeldt vidner for kommissionen. Første gang var i slutningen af august, da han blev afhørt om beskyldninger fra Ekstra Bladet om, at han havde forsøgt at lække Thorning-Kinnock-skatteafgørelsen til bladet.

Den afhøring fortsætter i dag, hvor også den egentlige lækage i sagen skal endevendes: BT offentliggjorde 8. september sidste år, midt i valgkampen og et år efter, at afgørelsen var truffet, Skat Københavns ni sider lange kendelse.

LÆS ARTIKLEN Peter Loft ændrer forklaring om penibelt notat i skattesagen

Peter Arnfeldt har hidtil nægtet kendskab til den lækage, men blev alligevel 6. september i år sigtet af politiet for forsøg på lækage til Ekstra Bladet og selve lækagen til BT.

Skattesagskommissionen havde op til de første afhøringer i august indsamlet op mod 5.000 ark papir til sagen, men det tal er nu øget betydeligt. Politiet har nemlig undersøgt en backupfil fra Skatteministeriet for at finde ud af, om der er dokumenter i sagen, som ikke er afleveret til kommissionen. Og det er der. Hundredvis af dokumenter er dukket op, blandt andet om Skat Københavns interne behandling af sagen.

I skattesagen indgår også et papir, der antyder, at et større antal personer end hidtil antaget har haft mulighed for at tage kopi af skatteafgørelsen i den udgave, der endte hos BT.

Troels Lund næste gang
Der er tale om en såkaldt agterskrivelse, som følges op af den endelige kendelse, når skatteyderen har haft mulighed for at gøre indsigelser. I Thorning-Kinnock-sagen er de to afgørelser indholdsmæssigt ens, men det er agterskrivelsen, der blev lækket til BT.

Det var også agterskrivelsen, Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt fik udleveret i kopi på mødet 16. september 2010.

Troels Lund Poulsen skal afhøres i kommissionen 23. oktober.