Annonce
Annonce
Annonce
Politik 25. okt. 2012 KL. 23.04

Vilhelmsen skjulte stor aftale for landsledelsen

Trods løfte om inddragelse undlod SF-formanden at fortælle landsledelsen om akutaftale.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

SF’s landsledelse blev holdt lykkeligt uvidende om den store aftale om 12.500 akutjob, som regeringen onsdag præsenterede.

Aftalen er ifølge regeringen den endegyldige løsning på den højspændte situation omkring de tusinder af mennesker, der står til at miste dagpengeretten næste år, og den har været under udarbejdelse i regeringstoppen i flere uger.

LÆS ARTIKELThorning: Akutjob giver mulighed for at genoptjene ny dagpengeret

Den politiske virkelighed, der følger med politisk magt, viser sig nu for Vilhelmsen

Lektor i statskundskab Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet

Alligevel valgte SF’s nye formand, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, ikke at orientere om den kommende aftale, da hun mandag aften - halvandet døgn før dens offentliggørelse - mødtes med sin landsledelse.

Det undrer en række landsledelsesmedlemmer, der erindrer, at netop øget inddragelse omkring væsentlige regeringsbeslutninger var et af Vilhelmsens mest centrale løfter i SF-valgkampen.

»Det virker, som om den nye ledelse har ramt en realitetsmur. Nu vil det vise sig, hvor længe de, der har stemt på hende, bliver ved med ikke at sige noget«, siger et landsledelsesmedlem, der ikke ønsker sit navn i avisen.

Et andet medlem, Thomas Klimek, var ikke med til mødet. Men han så gerne, at et øget informationsniveau til landsledelsen bliver effektueret.

»Det er naturligt, at man får en orientering om en så stor og væsentlig ting. Det tror jeg da også, vi kan forvente fremover. Man bør ændre praksis på det område«, siger Thomas Klimek.

Lovede øget indflydelse
En uge inden SF-konventet 13. oktober satte Vilhelmsen i Jyllands-Posten trumf på sit mantra om øget medlemsinddragelse med et løfte om, at SF’s 19 mand store landsledelse løbende skal inddrages under forhandlinger om større initiativer internt i regeringen.

»I første omgang skal landsledelsen give et mandat, man kan forhandle ud fra. Så skal man også have en inddragelse undervejs, og inden den endelige aftale ligger der«, sagde hun.

Selv beskriver SF-formanden akutjobaftalen som »stor«. Men hun er ikke meget for at svare på, hvorfor hun undlod at fortælle landsledelsen om den.

»Det har jeg altså ikke nogen kommentarer til«, siger hun.

Du gik jo selv til valg på større inddragelse af landsledelsen?

»Jamen, jeg har ingen kommentarer«.

Er stilen ændret i forhold til før valget?

»Nej, det er den ikke. Jeg har ikke nogen kommentarer«.

Vidtstrakt form for medlemsdemokrati er urealistisk
Aftalen om akutjobbene, som også offentlige og private arbejdsgivere skrev under på, udmærker sig ved i ugevis at have været holdt i en meget snæver kreds – uden for pressens radar.

Og ifølge lektor i statskundskab Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet er det et grundvilkår, som Annette Vilhelmsen nu møder.

»Den politiske virkelighed, der følger med politisk magt, viser sig nu for Vilhelmsen. Og det skaber selvfølgelig nogle problemer i forhold til de løfter, hun udstedte i valgkampen. Det kan hun simpelthen ikke holde«, siger Klavs Levinsen.

Ønsket om en vidtstrakt form for medlemsdemokrati, som hersker langt ind i SF, er ikke realistisk i et regeringsparti, vurderer han.

»Interne forhandlinger i regeringen må nødvendigvis være fortrolige. Jeg tror i den grad, at Vilhelmsen er i gang med at opleve en politisk disciplinering fra regeringspartnerne«.