Annonce
Annonce
Annonce
Politik 8. maj. 2008 KL. 15.27

Folkevalgte strammer grebet om lobbyister

Europaparlamentet er klar med et lobbyistregister. Det skal afsløre, hvilke virksomheder der påvirker magthaverne.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det bliver snart væsentligt sværere at være lyssky lobbyist i Bruxelles og Strasbourg.

Et flertal af EU's 785 folkevalgte politikere har netop vedtaget et nyt sæt spilleregler for de cirka 15.000 lobbyister, der dagligt forsøger at påvirke magthaverne i EU.

Fremover skal de stadigt flere lobbyister registreres, før de må drikke kaffe med parlamentsmedlemmerne og forsøge at sætte deres fingeraftryk på lovgivningen.

Det er i første omgang frivilligt, om lobbyisterne vil lade sig indskrive, men et obligatorisk register kan senere komme på tale, hvis behovet skønnes.

S tilfreds
Med registret opfordres lobbyisterne til at oplyse, hvem de arbejder for, og hvor mange penge de bruger på lobbyvirksomhed. Samtidig kræver parlamentet, at registret bliver brugervenligt og tilgængeligt på internettet for unionens 500 mio. borgerne.

Og det er en rigtig god idé, mener socialdemokraternes medlem af parlamentet, Dan Jørgensen.

»I dag har vi slet ikke noget register. Men nu får vi nogle oplysninger om de her grupper, hvem de arbejder for, hvem der finansierer dem, og hvor mange penge, de bruger på deres lobbyiindsats. Det er meget vigtigt«, siger Dan Jørgensen, der dog helst havde set, at man havde lavet et obligatorisk register med det samme.

Etisk kodeks
Udover registret støtter parlamentet EU-kommissionens forslag om et fælles adfærdskodeks, der forpligter lobbyisterne til at respektere en række spilleregler - man bør for eksempel aldrig tilegne sig dokumenter på »uhæderlig vis«, hedder det.

Overtræder man spillereglerne, risikerer man at blive slettet fra registret eller forment adgang til institutionerne. Parlamentet lægger således vægt på, at kontrollen skal være skarp og bakkes op af de nødvendige midler og personale.

Kommissionen har allerede givet grønt lys til registret, som forventes at gå i luften om få uger.