Annonce
Annonce
Annonce
Politik 8. maj. 2008 KL. 11.53 opdateret 8. maj. 2008 KL. 12.01

Regeringen klar med Blekinge-undersøgelse

Justitsministeriet og politiets håndtering af Blekingegadesagen skal undersøges af særlig kommission med dommer i spidsen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Justitsministeriet forbereder en undersøgelseskommission om Blekingegade-sagen, når PET-Kommissionen i år har afleveret sin rapport.

Undersøgelseskommissionen skal ledes af en dommer, og blandt andet omfatte en advokat og en person med særlig sagkundskab til politimæssig efterforskning.

Det oplyser justitsminister Lene Espersen (K) i svar til Folketingets retsudvalg.

Regeringen skifter mening
Undersøgelsen har længe været et krav fra oppositionen, men hidtil har regeringen afvist at sætte den i gang, inden PET-kommissionen kommer med sin rapport, der blandt andet også omhandler Politiets Efterretningstjenestes behandling af Blekingegadesagen.

Så sent som i sidste måned sagde Lene Espersen:

»Det er regeringens opfattelse, at det vil være forkert at lave dobbeltarbejde. Derfor finder vi det rigtigst ikke at iværksætte en ny undersøgelse, før vi kender resultatet af PET-kommissionens arbejde«.

Går i gang med praktiske forberedelser
Ifølge justitsministerens svar til retsudvalget vil ministeriet gå i gang med at finde frem til en egnet formand for en undersøgelseskommission, finde lokaler til den, arrangere sekretariatsbistand til kommissionen og oprette en læsegruppe, der hurtigt skal læse PET-kommissionens rapport igennem, når den kommer, så det kan blive afklaret, hvad der mere skal undersøges i sagen.

Men først når PET-kommissionen er kommet med sin rapport en gang i løbet af året, vil der blive lavet et kommissorium for den nye Blekingegade-undersøgelse, og arbejdet kan gå i gang for alvor.

Uklart hvornår undersøgelsen er færdig
Hvornår en undersøgelse af Blekingegadesagen kan være endelig færdig, vides endnu ikke, skriver Lene Espersen.

»Imidlertid vil jeg gerne understrege, at regeringen lægger afgørende vægt på, at den tid, der går fra PET-kommissionens afgivelse af beretning, indtil der er taget stilling til behovet for yderligere afklaring af Blekingegade-sagen, og en undersøgelseskommission kan være nedsat, bliver så kort som overhovedet mulig«, skriver justitsministeren.