Annonce
Annonce
Annonce
Politik 16. okt. 2008 KL. 23.04

Connie H. fortsætter sine Grønlandsture

Selv om Illulisats gletcher smelter af naturlige årsager, vil klimaministeren fortsat vise den frem for verden.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Godt nok smelter verdensberømte Jakobshavn Isbræ synligt og spektakulært.

Men afsmeltningen af gletcheren skyldes ikke den globale opvarmning, selv om netop Jakobshavn Isbræ længe har været miljøministerens yndlingsudflugtsmål, når hun skulle overbevise verdens toppolitikere om at tage klimaforandringer seriøst.

Det får dog ikke klimaminister Connie Hedegaard (K) til at stoppe med at vise verdens magthavere den smukke og lettilgængelige Isbræ, siger hun til den liberalistiske netavis 180grader.

»Det har jeg ingen planer om at ophøre med«, siger Connie Hedegaard.

»Derudover har forskerne understreget overfor deltagerne, at vi her stod ved en gletcher, som trak sig hurtigere tilbage, end man kunne forklare ud fra den globale opvarmning alene, og at forskernes modeller simpelt hen ikke slår til, i forhold til at forklare, hvad der sker«.

Afsmeltning skyldes ikke global opvarmning
Det er blandt andet dansk forskning som dokumenterer at Jakobshavn Isbræ opførsel ikke skyldes en stigning i lufttemperatur, men snarere, at den lokale havstrøm har ført betydeligt varmere bundvand ind i fjorden end normalt.

Den mekanisme kan forskerne ikke umiddelbart koble sammen med den globale opvarmning.

»Vi kan konkludere, at oceanet ser ud til at spille en meget større rolle for gletchernes accelleration og opbrud, end vi hidtil har troet, og jeg vil meget nødigt koble vores resultarer sammen med global opvarming«, siger oceanograf Mads H. Ribergaard fra DMI, der er medforfatter på den videnskabelige artikel om Isbræen, til videnskab.dk.

Forskerne mener at der formentlig er flere gletchere, der er følsomme overfor denne mekanisme.

»Det er dog endnu alt for tidligt at sige, om mekanismen har en større effekt på hele Grønlands iskappe. Det kræver mange flere studier af et væld af gletchere, før man kan konkludere noget mere generelt«, siger Mads H. Ribergaard.

Connie Hedegaard svarer:

»Ved Jakobshavn Isbræ har man de senere år antaget, at havtemperaturer og hældningen i undergrunden under bræ'en kunne spille en rolle i de pludselige ændringer. Det er glædeligt, at en dansk forsker nu bidrager til at gøre os klogere. Det ændrer dog ikke på det generelle billede af øget isafsmeltning fra Grønland og det arktiske ocean«.

McCain og Pelosi på klimatur
Men selv om Jakobshavn Isbræ ikke kan bruges som showcase på den globale opvarmning, fortryder klimaministeren ikke at have brugt den til netop at engagere toppolitikere i klimaspørgsmålet.

Klimaministeren har blandt andet vist den smeltende isbræ til præsidentkandidat John McCain og formanden for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosi.

»Pointen med besøgene er at fremvise den arktiske case, hvor Grønland er interessant, fordi opvarmningen her er mere end dobbelt så stor som for verden som helhed« siger Connie Hedegaard til 180grader, som ikke føler at hun har ført nogen bag lyset.

»Under besøgene har nogle af verdens førende klimaforskere fortalt gæsterne om global opvarmning og Arktis' særlige betydning. Forskerne har alle understreget, ligesom jeg også selv gør, at man ikke kan aflæse den globale opvarmning af et enkeltstående tilfælde«, siger klimaministeren.