Når Karen Jespersen her til aften fyrer sig selv for åben skærm er det endnu en tillidserklæring til Anders Fogh Rasmussens kandidatur til Nato topposten.

Såfremt Fogh får jobbet som generalsekretær for Nato, vil finansminister Lars Løkke Rasmussen overtage den varme stol i Prins Jørgens gård. Og det er lig med et farvel og tak til en stribe ministre i regeringen, herunder Jespersen.

Hvorfor det? Jo, Karen Jespersen har for det første ikke ageret som socialminister, endsige velfærdsminister, i den tid, hvor hun har været medlem af Venstre og regeringen. Hun har derimod ivrigt ageret skyggeintegrationsminister, hvor jagten på potentielle islamister har domineret de fleste af hendes vågne øjeblikke i døgnet.

Langt mere end de ældre, de sindslidende, de som bor på gaden og andre, som i Nyrups regeringer gjorde hende til noget nær et socialpolitisk ikon.

Et stort område
Nogen vil sige, at hendes sind er blevet formørket af frygten for islam og de som praktiserer denne religion. Disse ’nogen’ er næppe helt galt afmarcheret. Det er ministeriets størrelse, som er den formelle begrundelse til hendes opsigelse. Men netop ministeriets store område gør, at hun på intet tidspunkt har haft brug for at gå på rov i andre juristiktioner, som eksempelvis Integrationsministeriet.

Det har hun ikke desto mindre gjort så ensidigt, at ingen erindrer hende i rollen som velfærdsminister.

Fogh tog i sin tid Jespersen ind i regeringen som et bolværk mod socialdemokraterne, der før valget i 2007 kørte hårdt på dagsordenen ’velfærd før skattelettelser’.

Ikke blevet til så meget
Det var ikke ubegavet gjort af Fogh. Jespersens blotte navn indebar en frontforkortning til socialdemokraterne dengang, idet hun bar sit socialpolitiske renommé fra Nyrup-regeringerne med ind i Foghs regering. Inden valget i november 2007 nåede de færreste at spotte Jespersens graverende forkærlighed for at jagte islamister, hvorfor hun tjente sit formål på posten. Siden er det ikke blevet til så meget.

Lars Løkke Rasmussen er som ny regeringschef tvunget til at rydde både over- og undermund på Foghs – på alle måder – gamle regering. Han kan umuligt fremstå som en statsminister i egen ret, hvis han blot administrerer videre med Foghs regering.

Og en foryngelse er der yderligere brug for, skal han lykkes. Jespersen er stensikkert ikke kandidat til at fortsætte i Løkkes regering, hendes alder og fokus på islamister taget i betragtning. Derfor rykker hun nu. Hun ved, at der sidder horder af hendes tidligere partifæller hos Socialdemokraterne, og bare venter på, at hun skal få sparket.

Det sikre match
De har hverken glemt eller tilgivet hendes overløb til Venstre. Når hun går nu tager hun fornøjelsen fra alle dem, der ønsker at se hende blive smidt på porten.

Jespersen kan givet nå at udrette meget mere i dette liv. Om det indbefatter dansk politik er dog uklart. Umiddelbart er det svært at se en indlysende rolle til hende i Løkkes kommende regimente. Eller i Venstre. Dansk Folkeparti så hende formentligt gerne i integrationsministerens stol efter en regeringsrokade, men det holder ikke for Løkke.

Det bliver ikke Birthe Rønn Hornbech, og det bliver ej heller Jespersen. Skal Jespersen finde det sikre match til sin overbevisning om islamisternes overtagelse af de vestlige demokratier, skal hun melde sig under Kjærsgaards faner.

Om det vil ske ved ingen. Umuligt er det så langt fra, idet hun flere gange tidligere har foretaget overraskende karriereskift.