De seks statsrevisorer står splittet i deres kritik af regeringen og regionerne.

Det sker på baggrund af Rigsrevisionens kritiske beretning om betalingen til de private sygehuse for behandling af patienter, der kom til at vente for længe på at få behandling i det offentlige.

LÆS Statsrevisorer giver Løkke en næse

Statsrevisorerne er udpeget af Folketinget, og flere af dem er aktive politikere, men normalt lægger de vægt på at optræde i enighed, når de udtrykker kritik af skiftende regeringers manglende omhu i brugen af borgernes skattebetalinger eller mangelfuld overholdelse af lovgivningen.

En enighed, der betyder, at statsrevisorerne taler med stor vægt og ikke beskyldes for at drive partipolitik.

Første gang siden 1992
Men i sagen om betalingen til privathospitaler blev traditionen for enighed brudt for første gang siden 1992. De seks statsrevisorer delte sig i to lejre, mens en enkelt statsrevisor satte sig selv uden for døren på grund af inhabilitet.

Sidste gang, statsrevisorerne var uenige, var i november 1992, og det var i en helt anden type sag, hvor der ikke var personlige og politiske hensyn eller kritik af en minister på dagsordenen.

Sagen drejede sig om hvordan revisionen af kommunerne skulle foregå. Det var altså et mere principielt spørgsmål, hvor Venstres statsrevisor Ivar Hansen ikke var enig med sine kolleger.

Kritik til regionerne
Flertallet, der står bag den relativt skarpe kritik - den har form af en påtale - af regeringen udgøres af tre statsrevisorer: Formanden Peder Larsen (SF), Mogens Lykketoft (S) samt Manu Sareen (R).

Mindretallet, der på flere punkter ikke kan tilslutte sig kritikken, udgøres af Helge Adam Møller (K) og Svend Erik Hovmand (V).

Den sjette statsrevisor er Henrik Thorup (DF), der som medlem af Region H og tidligere Københavns Amtsråd havde erklæret sig inhabil, idet det er amter og regioner, der har forhandlet med de private hospitaler og indgået aftaler med dem.

Regionerne modtager således også kritik fra statsrevisorerne.

LÆS Regioner får også kritik i sygehussag

Tre kritikpunkter
Statsrevisorerne udtrykker kritik på tre punkter:

For det første kritiserer Statsrevisorernes flertal, »at Sundhedsministeriet og regionerne ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til pris og kvalitet, når man har erhvervet private sygehusydelser.«

Det borgerlige mindretal kan ikke tilslutte sig den kritik, da »dette er regionernes ansvar«.

For det andet kritiserer statsrevisorernes flertal, »at Sundhedsministeriet ikke har sikret, at private sygehusydelser kan erhverves til lavere priser end de fastsatte takster - på trods af at ministeriet har haft viden herom og mulighed herfor siden 2006. Statsrevisorerne må derfor påtale, at sundhedsministeren ikke har sikret, at ydelserne er erhvervet under skyldig hensyntagen til økonomien.«

Tre kritikpunkter
Det er det skarpeste af de tre kritikpunkter, som Helge Adam Møller og Svend Erik Hovmand ikke kan tilslutte sig. De lægger nemlig vægt på, at »Sundhedsministerens indgreb i prisfastsættelsen i 2006 skete nøjagtigt efter reglerne i sundhedsloven«.

Som tredje kritikpunkt finder statsrevisorerne »det utilfredsstillende, at Sundhedsministeriet ikke har fulgt op på, hvordan stigningen i antallet af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer har påvirket borgeres adgang til sygehusydelser«.

Denne kritik har alle fem deltagende statsrevisorer tilsluttet sig.

Mindretal: Det hele er lovligt
Helge Adam Møller og Svend Erik Hovmand har udtalelsen fra statsrevisorerne uddybet, hvorfor de ikke kan tilslutte sig kritikken. De konstaterer at:

• Folketinget har med bredt flertal vedtaget loven om udvidet frit sygehusvalg
• 280.000 patienter har indtil i dag haft gavn og glæde af ordningen
• Rigsrevisionen konkluderer, at prisaftaler og takster er forhandlet (og i 2006 fastsat) efter sundhedslovens bestemmelser (side 3, linie 10-14)
• Folketinget har under hele forløbet været orienteret

På den baggrund tager Helge Adam Møller og Svend Erik Hovmand afstand fra to af de tre kritikpunkter.

Statsrevisorernes formand Peder Larsen sagde efter mødet, at det »ikke kunne benægtes«, at der var tale om næse af de større. Han sagde samtidig, at han havde opfordret kollegerne til at nå til enighed.

Det ville have givet statsrevisorernes ord større vægt over for Folketinget.