Annonce
Annonce
Annonce
Politik 6. aug. 2009 KL. 08.04

»Jeg er i en særlig risikogruppe«

Morten Messerschmidts (DF) arbejde som europaparlamentariker betyder, at han er særlig udsat for at få svineinfluenza, siger han.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Svineinfluenza

Den første mistanke blev registreret i Mexico i marts. Siden har sygdommen spredt sig ud i verden.

Morten Messerschmidt, du har skrevet et brev til sundhedsmyndighederne for at blive indstillet til vaccination mod svineinfluenza hurtigst muligt. Hvorfor?

»Jeg har forstået, at den politik, man vil lægge an for folk, der skal vaccineres, er folk, der befinder sig i en særlig risikogruppe. Og det er jeg, da jeg bevæger mig meget internationalt«.

Men Sundhedsstyrelsen har nedsat et udvalg, som skal finde ud af, hvem der er egnet til vaccination. Ville de ikke selv have fundet frem til dig, hvis de fandt dig egnet til en vaccination?

»Det vil jeg tro. Men jeg har sådan set også bare gjort opmærksom på det, at jeg har et internationalt job, hvor jeg flyver meget hver uge. Og jeg indstiller til, at man tager det med i sine overvejelser«.

LÆS OGSÅMesserschmidt: Vacciner mig nu

Jeg flyver meget
Nogle ville hævde, at det er, fordi du betragter dig selv som VIP og derfor skal have vaccinen før andre?

»Nej, jeg betragter mig selv som MEP (europaparlamentsmedlem, red.) og flyver derfor meget. Og når man hele tiden får at vide, at det er i forbindelse med udlandsrejser, man skal være opmærksom, så er det jo meget naturligt, at man retter henvendelse om det«.

Sundhedsstyrelsen har peget på, at det er bestemte grupper i samfundet som togfører, buschauffører og sundhedspersonale – personer, der er en forudsætning for, at samfundet kan hænge sammen – der skal have en vaccination. Er du en af dem, som får samfundet til at hænge sammen?

»Det har jeg ikke været opmærksom på. Jeg troede, det var en smitte, som særligt kom fra nogle bestemte landegrupper. Men det virker jo, som om Sundhedsstyrelsen har styr på, at grupper, der er i kontakt med mange mennesker, har behov for at blive vaccineret«.

DOKUMENTATIONLæs Morten Messerschmidts brev

Som jeg forstår det, så har du også bedt om en vaccine til din kæreste. Hvorfor?

»Hun flyver med frem og tilbage«.

Hvad nu hvis Sundhedsstyrelsen finder ud af, at du ikke skal have vaccinen, hvad siger du så?

»Så beror det på deres sundhedsfaglige vurdering, og så er det selvfølgelig i orden«.

Derfor har jeg skrevet til myndighederne
Og hvis buschaufførerne så er vigtigere, så er det okay med dig?

»Fuldstændig. Det handler ikke om, hvem der skal have før og efter. Det handler om, at jeg har bedt om at komme i betragtning, fordi jeg arbejder på en måde, som i pressen er skildret som en risikogruppe. Det er derfor, jeg har skrevet til myndighederne«.

Vil du opfordre andre borgere til at gøre det samme?

»Jeg synes da, at man skal tage ansvar for sin egen tilværelse og gøre opmærksom på, hvis man har en særlig situation. Hvis man rejser meget eller er i en anden form for risikogruppe, så bør man aktivt gøre opmærksom på det. Man skal ikke sidde passivt tilbage og sige, at det er statens eller sundhedsmyndighedernes ansvar«, siger Morten Messerschmidt.