Politiken.dk bringer her nogle af de afsnit fra den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog 'Jæger - i krig med eliten', som Forsvarskommandoen vil have bremset.

Forsvarskommandoen har meddelt bogens forlag, People’s Press, at Forsvaret vil søge et fogedforbud til at stoppe udgivelsen, hvis ikke forlaget trækker bogen tilbage.

LÆS OGSÅJægersoldat modsiger minister

Fra bogen 'Jæger - i krig med eliten':
»På hovedet bærer jeg den traditionelle afghanske turban, en lungee, og på kroppen et sæt af det lige så traditionelle salwar kameez bestående af en kakifarvet, løsthængende kjortel med tilhørende posede bukser.

Under kjortelen bærer jeg en skudsikker vest, et bælte med en 9 mm USP pistol, to ekstra magasiner, en Gerber stikkniv, en radio, der er forbundet til min diskrete, hudfarvede og formstøbte øresnegl.

Det eneste umiddelbart synlige, der afslører at jeg er soldat, er mine Lowa ørkenstøvler. Men går noget galt, skal jeg kunne stå fast.

Efter nogle år væk er jeg tilbage i Afghanistan, som ikke vil slippe taget i mig. Jeg befinder mig sammen med fem andre jægersoldater fra min patrulje i en af de større byer i den centrale del af landet i en mere anonym og ydmyg rolle end nogensinde. Vores operation er tophemmelig. Vi skal operere under cover blandt lokalbefolkningen.

Ingen uniform. Ingen synlige våben. Ingen militærkøretøjer.«

(...)
»Trods vores forklædning vil vi i dagslys straks blive afsløret. Men vi arbejder kun om natten, når byen sover. Allieret med den svage gadebelysning og snavsede bilruder satser vi på at forblive uopdagede i den gamle, udslidte Toyota. Rundt om i bilens kabine har vi hængt farverige lokale gadgets, og flere måneders mangel på vask får den til at falde perfekt ind i gadebilledet.«

(...)
»Vi udfører vores operation med en informationsindhenter fra vores samarbejdspartner. En hemmelig agent, der i dette tilfælde er en fyr i midten af trediverne, med dæknavnet Eric.

Det er hans opgave at indhente informationer, som beslutningstagere på regeringsniveau i den vestlige militærkoalition skal bruge.

Informationer af denne karakter er yderst følsomme, og det er oftest betydningsfulde personer, som ligger inde med dem. Eller personer, som færdes tæt på de betydningsfulde personer.

Det er de kilder, Eric skal opsøge og etablere et tillidsforhold til, og det opbygges ikke sådan lige over en kop the på en eftermiddag. Infiltrationen er en langsommelig og risikabel proces, før han har den nødvendige tillid og valide informationer.«

(...)
»Vores opgave er at beskytte Eric og bringe ham uset til de møder, han skal holde med sine kilder. Egentlig ret simpelt. Men denne for os uvante måde at operere på stiller krav til vores kreativitet.

Vi plejer at have et antal ressourcer, vi kan trække på, hvis tingene brænder på. Her er vi helt på egen hånd. Går noget galt, er der ingen Quick Reaction Force, intet Gunship eller et jagerfly, vi kan kalde ind over radioen. Vi har kun radioer med for at holde forbindelsen mellem vores to biler.

Der er ikke nogen andre at kalde. Ingen andre end vores mest betroede arbejdsgivere ved, at vi er i området.«

(...)
»Vores arbejdsintensitet med Eric er meget skiftende. I perioder har vi travlt med ture hver eneste aften og nat, i andre perioder er der knap så meget at lave. Det afhænger helt og holdent af Erics kilder.

De kan oftest kun mødes på bestemte tidspunkter, som vi bliver nødt til at indrette os efter.

Vi har dog ingen problemer med at holde fokus. Vi ved, at Afghanistan er et farligt sted at opholde sig, og at al disciplin skal mobiliseres, når vi løser opgaverne ude i byen i ly af natten. Vi må under ingen omstændigheder slække på koncentrationen eller undervurdere Talebans eller al-Qaidas evner.«

(...)
»Udover at forberede turene med Eric tilbringer vi dagene på vores base med at sove, spise, løbetræne, vægttræne, spille volleyball og holde os skarpe med vores våben.

Vi kører ud i bjergene og stiller dåser og andre improviserede mål op, og som en flok rednecks med bare overkroppe brager vi løs med vores pistoler og karabiner. Vi nyder fraværet af restriktioner og regelrytteri.

Indimellem har vi også mulighed for at køre ud i byen i dagslys i vores pansrede Land Cruiser’e. Det gør vi i normalt civilt tøj, men selvfølgelig med våben og iført skudsikre veste.

De mange vestlige NGO’er i deres firehjulstrækkere udgør en stor del af gadebilledet, og vi vækker derfor ikke særlig opsigt.«