Barnets reform, der er blevet aftalt af et bredt flertal i Folketinget, vil blive taget op til genovervejelse om allerede et år.

Det har de radikale, SF og Sociademokratiet fået gennemtrumfet.

Med reformen bliver anbragte børns retsstilling styrket, plejefamilierne får mere støtte, og tilsynet med de anbragte børn bliver udbygget for de 928 millioner kroner, som partierne er parate til at bruge de næste tre år.

Men oppositionen er især kritiske over for finansieringsmodellen, og om kommunerne frivilligt vil fastansætte plejefamilier, så børnene får bedre vilkår. Det sidste tror socialdemokraterne ikke på.

»Det, der kunne gøre denne reform til noget meget visionært, vil regeringen ikke være med til. Derfor er dette kun barnets reform 1, fordi der kommer en fortsættelse«, siger SFs socialordfører Özlem Sara Cekic.

God prioritering af børnene
Barnets reform er aftalt under et bredt forlig mellem alle partierne undtagen Enhedslisten, og selv om oppositionen har sine indvendinger, er dette »et skridt i den rigtige retning«.

LÆS ARTIKEL Anbragte børn får det sidste ord

Især er alle partier glade for, at det fremover er barnets og ikke forældrenes retsstilling, der bliver tager hensyn til. Det vil sige, at barnet selv vælger fra eller til, om de vil se deres biologiske forældre.

Tavshedspligten er fjernet, så pædagoger, lærere og sosu'er kan tale frit om, hvad der er bedst for barnets tarv.

»Så der ligger en god prioritering af børnene, og det er noget, vi har måttet kæmpe for«, siger Mette Frederiksen, der er socialordfører for socialdemokraterne.

Kommunerne kan ikke finansiere anbringelser
Men grunden til, at de radikale, SF og Socialdemokratiet har fået indført i aftaleteksten, at de kun ser aftalen som en start er, at de ikke tror på finansieringen af reformen.

»De store problemer på anbringelsesområdet er, at kommuneners kasse ofte er tom i slutningen af året, og derfor kan de ikke anbringe deres børn - det har vi ikke kunnet få regeringen til at diskutere«, siger Mette Frederiksen og bakkes op af Özlem Cekic:

»Selv om kommunerne siger, de knækker halsen på det, så er der ikke hjælp at hente hos regeringen. Alternativet bliver, at man venter med at anbringe børn til starten af året, eller at de først blive anbragt som 12-årige, fordi kommunen skal spare. Og de kan tage så meget skade, at de bliver nødt til til sidst at blive anbragt på en institution, og det koster jo betydeligt mere«.

Plejefamilier vil ikke blive fastansat
De trængte kommuner får også partierne til at tvivle på, at kommunerne vælger benytte sig af den nye betegnelse, 'kommunale familieplejere'. De kan fastansættes i kommunen, som der i aftalen er lagt op til. En sådan fastansættelse sikrer blandt andet bedre forhold og mere uddannelse og supervision til plejefamilier, der har med de tungeste børn at gøre.

I aftalen regner man med, der er tale om 800 plejefamilier, der sidder med de mest krævende børn og skal have en ansættelse. Men det er ikke et krav, at kommunen fastansætter, og det tror oppositionspartierne heller ikke vil ske.

»Det er godt, man har opprioriteret supervision og uddannelse, men hvis ingen bliver ansat som kommunale familieplejere, så er vi jo lige vidt. Derfor må vi se, hvordan det er gået om et år, og hvis ikke der er sket noget, så må vi styre det fra central hånd«, siger Özlem Sara Cekic (SF).

R: Undersøg kommunens økonomi
For at imødekomme kommunernes pres, må man ifølge SF støtte halvdelen af finansieringen af et anbragt barn fra statens side, eller også må de rige kommuner betale mere end de fattige.

De radikale vil ikke konkludere, hvad der skal gøres, men kræver en under undersøgelse af kommunernes økonomi på anbringelsesområdet.

»Det må aldrig være det økonomiske hensyn, der afgør, om et barn bliver anbragt eller ej. Det faglige hensyn skal altid vægte højest. Det skylder vi børnene«, siger socialordfører Anne Marie Geisler Andersen (R).