Indrømmet. Det er et poppet spørgsmål.

Men indimellem kan det hele blive alt for meget skæbnesymfoni og alt for lidt Pet Shop Boys. Og når man nu sidder med en politiker, der er tidligere skuespiller og ude i sit politiske livs værste stormvejr, er fristelsen for stor. Så altså:

Klaus Bondam, hvis du skulle vælge en teaterfigur, som passer på dig lige nu, hvem skulle det så være?

Københavns nuværende teknik- og miljøborgmester spærrer øjnene op. Flækker så i et stort grin.

»Det er sgu svært«.

Han lægger en hånd hen over øjnene og mumler igen »... fand’me svært«. Kigger så op.

»Der er to, der falder mig ind, og de er begge tragiske figurer. Den ene er faren fra ’En sælgers død’ af Arthur Miller, jeg har glemt, hvad han hedder (Willy Loman, red.). Den anden er Polonius, Ofelias far i ’Hamlet’, som bliver stukket ned af Hamlet. Jeg har i øvrigt altid haft lyst til at spille Polonius, skal jeg sige«.

Syndflod af fordømmelse
Det er torsdag eftermiddag. Der er gået halvandet døgn, siden konstitueringen på Københavns Rådhus faldt på plads, de syv borgmesterposter blev fordelt – og helvede brød løs over Klaus Bondams skaldede isse.

At det gennem en konstitueringsaftale med Venstre og Dansk Folkeparti lykkedes Bondam og de radikale at veksle fem mandater og tæt på nul politisk indflydelse til en borgmesterpost, som ellers koster syv mandater, har udløst en veritabel syndflod af fordømmelse mod især Klaus Bondams person.

I blogs, på Facebook, i private mail til Bondam og på avisernes debatsider har skuffede og frustrerede vælgere givet udtryk for deres foragt for teknik- og miljøborgmesteren, som er blevet kaldt alt fra ’taburetklæber’ over ’fede svin’ til ’lede bøsserøv’, fordi han har allieret sig med hovedfjenden.

LÆS OGSÅ Bondam får hug af baglandet

Så sjældent har metaforen ’i orkanens øje’ givet bedre mening end denne eftermiddag på Bondams borgmesterkontor. Støjen ude fra H.C. Andersens Boulevard er reduceret til en fjern susen, her er nærmest dødsstille.

Bondam er træt, men også i ganske godt humør, alt taget i betragtning.

Han har da heller ikke, indrømmer han, endnu haft tid til at læse ret mange af indlæggene på sin hjemmeside, det må vente til weekenden. Han har dog noteret, at der er mange lykønskninger i anledning af, at han netop på denne dag fylder 46 år.

»Ikke lige på den måde, jeg havde regnet med at fejre dagen. Men sådan er det«, konstaterer han.

Ren matematik
De seneste dage har vi i aviserne kunnet læse delvise rekonstrueringer af forløbet omkring valgnattens konstituering.

Alligevel beder jeg Klaus Bondam om at rekapitulere hændelserne, som de ser ud gennem hans briller.

»På valgaftenen mødes vi allerede 21.15 med Pia Allerslev (V), Mogens Lønborg (K) og Carl Christian Ebbesen (DF) og deres folk. Vi er, ud over mig selv, Peder Mandrup Knudsen (formand for de radikale i hovedstaden, red.), Anders Thomsen (radikalt hovedbestyrelsesmedlem, red.) og Manu Sareen (de radikales stemmesluger, red.). Der er en ordveksling om, at hvis matematikken er til det, så har vi ikke noget problem med at konstituere os sammen med dem. Jeg tror, det er Venstres Martin Geertsen (Venstres chefforhandler), der siger noget i retning af, at det jo er ren matematik, og vi siger ja, der vil ikke være nogen former for politiske bindinger, det siger næsten sig selv«.

Klokken 23 deltager Klaus Bondam i en partilederrunde i TV Lorry.

»Jeg får endnu en gang sagt meget klart og tydeligt, hvad jeg også har sagt i valgkampen, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at hindre, at Dansk Folkeparti får en borgmesterpost«.

Tilbage på Københavns Rådhus mødes de radikale nu med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. De radikale har før valget peget på Socialdemokraternes Frank Jensen som overborgmester og har derfor fået lovning på at sidde med ved det røde bord, når posterne skal fordeles.

Da det endelige resultat tikker ind, viser det sig, at de radikale ikke har fået fire mandater, som det ellers har set ud til langt hen ad vejen, men fem. Hvilket skal vise sig at være ret ligegyldigt i denne sammenhæng.

Intet samarbejde med rød stue
Klaus Bondam har meddelt de andre partier, at de radikale satser på at få en borgmesterpost. Men ret tidligt i forhandlingerne står det klart, at partiet ikke har ret meget at have kravet i. Valgmatematikken er ikke på de radikales side. S har fået 17 mandater, SF 13 og Enhedslisten 6.

Klaus Bondam

Født 19. november 1963.

Uddannet skuespiller fra Odense Teater 1992.

Har medvirket i en række danske film. Er nok mest kendt for rollen som toastmaster i ’Festen’ fra 1998.

Chef for Grønnegårds Teatret 1996.

Melder sig ind i Det Radikale Venstre 1997.

Valgt ind i Borgerrepræsentationen i 2001.

Chef for Folketeatret 2003.

Teknik- og miljøborgmester i København 2005.

Gift med landskabsarkitekten Jacob Kamp.

Klaus Bondam.

Da der kræves 7 mandater til en borgmesterpost, har S tre mandater tilovers. Et af dem går til at sikre SF to borgmesterposter, et andet giver Enhedslisten deres borgmester. Så er der kun et tilbage, og de radikale har brug for to. Ergo: ingen borgmesterpost til Klaus Bondam i samarbejde med rød stue.

De andre partier tilbyder så de radikale forskellige udvalgsposter, som nok ser spændende ud, men som på den anden side ikke indeholder den store politiske platform. Der bokses lidt frem og tilbage, og på et tidspunkt ud på natten lufter Klaus Bondam muligheden for, at man opretter en ny post som viceoverborgmester, som han så kan få.

»Det er efterfølgende blevet fremstillet, som om jeg havde fået galopperende storhedsvanvid. Men ideen stammer altså fra tilbage i 2005, hvor den var på bordet i en samtale mellem Ritt Bjerregaard og mig i forbindelse med konstitueringen dengang. Da jeg nævner det, siger Enhedslistens forhandler Gunna Starck, at nu skal jeg passe på, at jeg ikke bevæger mig ud i noget underligt. Og så kan jeg jo godt høre, at jeg har ramt helt ved siden af. Men den slags sker jo i politiske forhandlinger. Derfor ryger den også af bordet med det samme«.

Blå frustrationer
Dér, på bordet, ligger nu en – ikke underskrevet – aftale om fordeling af borgmesterposterne og en række udvalgsposter til de radikale. Ud på natten får rød stue, som det har været aftalt på forhånd, besøg af blå stue, der forhandler en etage længere nede. Formålet er at orientere hinanden om, hvor forhandlingerne står.

Og det er en meget anspændt flok, der træder ind ad døren, siger Klaus Bondam.

Hvad er jeres vurdering?

»At de har snakket og snakket, uden at tingene har flyttet sig ud af stedet. Dernede er matematikken, at Venstre har 6 mandater, de skal have den første borgmesterpost. Dansk Folkeparti og de konservative har begge 4 mandater, så de skal finde ud af, hvem der skal have den sidste post. DF har fået flere stemmer end de konservative, og partiet har jo ikke lagt skjul på, at det er afgørende for dem, at de får en borgmesterpost. Og helst posten som integrationsborgmester«.

Efter cirka ti minutter går de tre borgerlige partier tilbage til deres forhandlingslokale.

Men lidt efter dukker den konservative Mogens Lønborg så op sammen med sin partiformand. Uden de andre partier.

»Det er jo pludselig interessant for de konservative at tale med os. For hvis vi har erkendt, at vi ikke får en borgmester, har vi jo fem mandater tilovers. Og hvis vi nu smider dem i nakken på Mogens Lønborg ... som selvfølgelig er nervøs ved tanken om at bryde aftalen med V og DF. Nå, men han går tilbage, kommer igen, går tilbage, klokken bliver fem og halv seks, uden at der sker noget nede hos dem«.

Her er det så, at de radikale sender en føler ned til Venstres Pia Allerslev.

Det er Anders Thomsen, der tager kontakten og spørger, hvad hun vil sige til, at de radikale får den sidste borgmesterpost.

»Der kommer en melding om, at de gerne vil have, at jeg kommer derned. Peder Mandrup går også med. Men ærlig talt, så troede jeg ikke på det«, siger Klaus Bondam.

Hvad sker der?
Den konservative Mogens Lønborg er der ikke. Han sidder oppe på rød stue. Den radikale Manu Sareen er heller ikke til stede.

Men Klaus Bondam er helt sikker på, at han ved, hvad der foregår.

»Manu var med til det møde med de borgerlige tidligere på aftenen, hvor det blev sagt klart og tydeligt, at vi gik efter en borgmesterpost, og at vi godt kunne konstituere os med de borgerlige, hvis matematikken var til det. Men senere gør Manu det klart for os andre, at han ikke synes, det er i orden, og at det vil give os et forklaringsproblem i forhold til vores vælgere«.

De tre andre radikale har sendt en sms til Manu Sareen, ingen ved på det tidspunkt, hvor han er henne.

Pludselig går det hurtigt inde på blå stue. Der bliver skrevet en aftale – i hånden – som giver Venstre førstevalg til en borgmesterpost, de radikale andetvalg, mens DF får forskellige udvalgsposter.

De tre partier skriver under.
»Så går jeg op på anden sal og meddeler, at vi netop har underskrevet en konstitueringsaftale med Dansk Folkeparti og Venstre, tager min jakke og siger tak for forhandlingerne«.

Hvad er reaktionen fra de andre?

»Jamen, altså, vi snakker i nogle få sekunder. Den er sådan ... hvad sker der-agtig«.

Er Mogens Lønborg til stede? Foto:  Finn Frandsen

»Nej. Jeg kan huske, at lige deromkring går jeg ude på gangen sammen med Venstres Lars Dueholm, og vi passerer Mogens, og han taler meget højt til Lars: »Hva’ fanden har I gjort««.

Den rigtige løsning
Tænker du på det tidspunkt over det, Manu Sareen siger: at det her kan give jer et forklaringsproblem?

»Ja, det gør jeg«.

Du går ind i det med åbne øjne?

»Helt klart. Det hører med til historien, at klokken er halv syv om morgenen, og alle er meget trætte. At sidde i konstitueringsforhandlinger er en tur i rutsjebanen … fra at have været dømt helt ude i en valgkamp til at få et godt valgresultat og sent på aftenen at få at vide, at vi faktisk har fem mandater ... til så at måtte erkende, at det alligevel ikke er nok til en borgmesterpost, og så forhandle om forskellige udvalgsposter og se i øjnene, at o.k., så blev det sådan ... indtil lige pludselig ...«.

Klaus Bondam knipser med fingrene.

Hvor er Manu Sareen henne?

»Peder og Anders er gået ned for at snakke med ham. De står nede ved rådhusets bagindgang og prøver at få ham til at forstå, at vi synes, det er den rigtige løsning«.

Så I tre er enige?

»Ja«.

LÆS OGSÅ Manu Sareen: Gruppen tilbød mig borgmesterposten

Ingen fortrydelse på noget tidspunkt?

»Hvis der er noget, jeg fortryder, er det, at vi ikke med det samme er ude og kommunikere meget klart og tydeligt, hvad det er, vi har opnået. Der var Carl Christian Ebbesen meget hurtig, han skrev under, og så løb han ud for at snakke med pressen. Jeg vælger at gå op og skrive en pressemeddelelse. Den kommer ud på mit eget nyhedsbrev, på min Facebook og ligger på min blog lidt over syv«.


Forhindrede DF-borgmester
Første gang Klaus Bondam forklarer sig over for pressen, er onsdag klokken 10 i TV Lorry. Her er de konservatives detroniserede borgmester Mogens Lønborg også med.

»Det bliver en meget voldsom oplevelse, for Mogens er meget chokeret og vred. Derfra er der en del pressekontakt, men det lykkes ikke rigtig at få kommunikeret, at vi med denne konstitueringsaftale på ingen måde har øget Dansk Folkepartis indflydelse«.

Det er der ellers ret mange, der mener, at I har?

»Det er lykkedes os at forhindre, at DF fik en borgmesterpost. Det er også lykkedes os at forhindre, at de konservative fik en borgmesterpost. Ud af syv borgmestre i København får vi nu seks i samme farve som oppositionen på Christiansborg. Det er ikke så tosset endda. Hvis man gerne vil have et systemskifte i dansk politik, så vil jeg da hellere have, at København er ledet af borgmestre, der spænder fra Enhedslisten til de radikale end fra Enhedslisten til de konservative eller Dansk Folkeparti«.

Men Dansk Folkeparti har til gengæld fået en plads i alle udvalg.

»Det ville de da også have fået, hvis de havde konstitueret sig med Venstre og de konservative. Jeg får skyld for, at jeg har legitimeret Dansk Folkeparti. Men det er præcis omvendt: Jeg er blevet borgmester på DF’s stemmer, og jeg tror ikke lige, det var det, deres vælgere havde regnet med, da de satte deres kryds«.

Dårlig kommunikation
Du siger, at I ikke fik kommunikeret godt nok til offentligheden. Det lykkedes heller ikke at kommunikere særlig godt med jeres egen Manu Sareen.

»Nej, bestemt ikke. Vi var i en situation, hvor følelserne sad uden på tøjet, og ingen af os havde sovet i 28 timer. Så reaktionerne var skarpe. Siden har jeg brugt lang tid på at snakke med Manu, og jeg har læst hans reaktioner. Vi har haft et møde i partiet, hvor vi lyttede til hinandens synspunkter. Og det er jo ikke kun Manu og jeg, der er uenige, vi repræsenterer hver især nogle holdninger, som findes i partiet«.

Man siger så tit, at politik er et beskidt spil. Er du her gået helt ud til kanten af, hvad man kan tillade sig?

Klaus Bondam tænker sig længe om.

Foto:  Finn Frandsen»Politik handler om magt og indflydelse. Og om at gøre alt, hvad der er muligt for at nå den. Selvfølgelig inden for lovgivningens rammer, det siger sig selv. Og selvfølgelig også inden for de politiske og moralske rammer, der nu engang er. Det er vigtigt at huske på, at en konstitueringsaftale på Københavns Rådhus og rådhuse i det hele taget er et rent politisk fuldstændig indholdsløst stykke papir. Der er ikke nogen politiske aftaler i det. Vi var uenige med DF i mandags, og vi er uenige med dem i dag«.

Magten og værdierne
Da du for cirka otte år siden gik ind i politik, var det, fordi du ville ind og røre ved magten, så at sige. Er det ikke korrekt husket?

»Jeg var bange for, at du ville have sagt, at jeg havde en meget blødere tilgang«.

Sådan husker jeg det ikke.

»Men det passer også meget godt. På den ene side har du dine værdier, og de er sindssygt vigtige. På den anden side består politik af magt, af indflydelse, af en grad af kynisme og en grad af råhed. Og det er lige midt i det dilemma ...«

Klaus Bondam er ved at være varm nu, han læner sig frem i stolen.

».... at vi er kommet til at placere os. På grund af omstændighederne og en række valg, vi har truffet. Vi har fået den magt og indflydelse, som vi gik til valg på at få. Men samtidig har vi været inde og – er der nogen, der synes – stille spørgsmålstegn ved nogle af vores værdier. Altså at vi har legitimeret DF. Jeg vil til hver en tid sige nej, det har vi ikke. Snarere tværtimod. Og det er det, jeg nu skal ud og kommunikere. Og det kommer jeg til at bruge et stykke tid på«.

Det er voldsomme ord, der bliver brugt om dig i denne sag – og for den sags skyld også i andre af dine mærkesager.

»Ja. Og jeg ville gerne kunne sige til dig, at jeg som politiker selvfølgelig har et filter, og politik må man aldrig tage personligt, og det her skal man lukke ned for. Men selvfølgelig ... selvfølgelig er det da voldsomt at læse noget af det. Ikke at folk skriver, at de simpelthen ikke forstår, hvorfor jeg har gjort, som jeg har. For det kan jeg forklare. Men når jeg får kommentarer med ’lede bøsserøv’ og ’store fede idiot’ … det er sådan … det er ikke så sjovt«.

Voldsomme angreb
Er der noget særligt ved din person, der hidser folk op?

Klaus Bondam tænker sig længe om.

»Det vil jeg da næsten håbe. Jeg vil da håbe, at de ting, jeg arbejder med politisk, og som vi radikale arbejder med, at det påvirker folk til at tænke over tingene. Og så tror jeg faktisk ikke, at der er nogen politikere i Danmark, som ikke i dag oplever sådanne meget voldsomme angreb. Det tror jeg også, Helle Thorning og Pia Kjærsgaard er udsat for. Så det er hele vejen rundt. Bortset fra Villy Søvndal, han får ikke nogen«.

MERE OM Kommunalvalget 2009

Han griner.

Du har ikke fortrudt, at du i sin tid gik ind i politik?

»NEJ. Aldrig«.

Heller ikke, når du som nu sidder midt i suppedasen?

»Nej, nej, nej, nej, slet ikke. Ideen med at være i politik er jo også at kunne lide ... arh, lide og lide er måske lige stærkt nok ... men at kunne håndtere de her situationer og komme igennem dem«.

Savner kropskontakten
Nu skal du være borgmester i de næste fire år. Hvis det var kikset, kunne du så vende tilbage til skuespillet?

»Det er en velbevaret hemmelighed – nej, ikke en hemmelighed, for hvis man undersøger det, kan man finde ud af det – men jeg har en sjælden gang lagt stemme til tegnefilm, blandt andet ’Rejsen til Saturn’ af Claus Deuleran. Det har jeg gjort en to-tre gange de sidste fire år«.

Hvorfor?

»Fordi jeg har haft et behov for at komme ud og føle mig som en cirkushest. Og fordi jeg har haft brug for at føle mig som arbejdstager, bare tænke på kaffen i automaten, og hva’ skal jeg lave, og hvor er min kontrakt, og hvor skal jeg skrive under, ikke. Men om jeg kan blive skuespiller igen ..?«.

Har du lyst?

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, og det ved alle mine gamle kollegaer, at jeg savner den verden helt vildt meget. Det, jeg savner mest af alt, og det kan lyde absurd, men jeg savner at røre ...«

Han læner sig frem og klapper mig på armen.

»... jeg savner at røre ved hinanden. Det tog mig lidt tid at finde ud af, da jeg kom herind, at det gør almindelige mennesker ikke. Måske journalister ..?«.

Jelved som forbillede
Klaus Bondam kigger spørgende på mig.

Nej, vi slår på tæven.

»Nå ja. Men teaterfolk rører meget ved hinanden. Det ser jo udefra ud som noget krukkeri med alt det der kindkysseri. Men det rigtig gode ved det er, at vi mærker hinandens kroppe: Er du glad, er du ked af det, skal jeg snakke højt eller lavt«.

Så det er ikke noget særlig kropsligt arbejde at være borgmester?

»Nej, det kan man ikke sige, det er«.

Hvem er egentlig dit politiske forbillede?

»Det er Marianne Jelved. Hun har en helt enorm troværdighed«.

Større end din?

»Øhh, det har hun nok lige nu. Men som privatperson, der vil jeg sige, at min troværdighed også er … men det må du spørge andre om«.

Foto:  Finn Frandsen