Mange havde forsvoret, at det nogensinde ville ske. Men i går stod Søren Pind (V) der alligevel i kongeblåt jakkesæt og lilla slips – og i rollen som nyudnævnt minister med dansk udviklingshjælp som sit arbejdsområde.

Eller »frihedsminister«, som Søren Pind gerne kalder jobbet. For han ser det som en vigtig opgave at gøre livet surt for alverdens despoter:

»Diktaturstater you better beware ...«, som han skrev på sin Facebook efter at være blevet udpeget til at lede Danida, der årligt fordeler små 15 milliarder kroner i den fattige verden.

Intet møde med Mugabe
Og hvilket mere passende sted at begynde end i Zimbabwe, hvor Søren Pind allerede i morgen rejser til på sit første officielle besøg som ny udviklingsminister. Her skal han efter planen kun føre samtaler med landets moderate regeringsleder Morgan Tsvangirai, mens der ikke er programsat noget møde med præsident Robert Mugabe – tyrannen, som i 30 år har undertrykt det afrikanske land.

»Men hvis nøden skulle tvinge mig til at mødes med Mugabe, vil jeg ikke lægge skjul på, at Danmark støtter den demokratibevægelse i Zimbabwe, som Tsvangirai repræsenterer. Jeg er den første minister fra EU, som besøger landet, efter at sanktionerne er blevet lempet, så det er et meget symbolsk sted at begynde«, forklarede Søren Pind, da han i går overtog ministerposten efter Ulla Tørnæs.

Når Søren Pind godt kan lide udtrykket et frihedsministerium, skyldes det, at udviklingsbistand for ham kommer til at dreje sig om kampen mod terrorisme og for ligestilling, demokrati og frihedsrettigheder. Og med genopbygningen af Afghanistan som sit »juvelprojekt« siger han:

»I det hele taget kan jeg ikke forestille mig en bedre opgave i en forvirrende tid«.

Ingen programerklæringer
Belært af tidligere erfaringer undlod Søren Pind dog at komme med store programerklæringer eller kontroversielle udtalelser, der har gjort ham til en omstridt politiker på både Københavns Rådhus og Christiansborg.

Han forsøgte således at lægge luft til tidligere betragtninger som f.eks., at »FN er ikke en organisation, der har gjort særlig meget godt her på Jorden«.

»Min tilgang er ikke, at man skal nedlægge FN, for organisationen er nødvendig. Der skal være et sted, hvor demokratier og diktaturer mødes. Men det nytter ikke at lægge skjul på, at FN på mange måder ikke møder den nye virkelighed. Det bliver vi nødt til at føre en kritisk dialog om. Samtidig kan FN ikke stå alene«, siger Søren Pind, der heller ikke ville lege med, da en liberal kommentator efterlyste hans generelle holdning til ulandshjælp.

På spørgsmålet, om al erfaring ikke viser, at pengene havner i et stort, sort hul, svarede den nye udviklingsminister, at det er han »i sagens natur uenig i«.

Jeg fortryder ...
I den danske ulandsbranche modtages valget af Søren Pind med blandende følelser. Christian Friis Bach, der er international chef i Folkekirkens Nødhjælp, ser en fordel i, at Udviklingsministeriet får en minister, der »brænder for de ting, han kaster sig ud i«. Til gengæld er dr.scient.pol. og institutleder ved Roskilde Universitet Gorm Rye Olsen noget mere bekymret over udnævnelsen:

»Søren Pind er et løsgående missil, der kan finde på hvad som helst. Han har altid slået mig som en politiker, der er mere farvet af ideologi end faglig indsigt. Og ulandsbistand ved han ikke noget om. På mange måder forvaltede Ulla Tørnæs posten udmærket, så jeg havde hellere set, at hun var blevet siddende«, siger han.

I afskedsgave gav Søren Pind den detroniserede minister en plade med den franske sangerinde Edith Piaf, der blev udødeliggjort med sangen ’Je ne regrette rien’. Men selv ville han ikke ind på, hvad han fortryder i sin politiske karriere. Han bekræftede, at Lars Løkke Rasmussens valg af ham som udviklingsminister er »modigt«, og at han først sikrede sig, at Statsministeriets henvendelse ikke var for sjov.

Netop Søren Pind og Lars Løkke Rasmussen nød for nogle år siden 5 fadøl og 20 snapse på de københavnske skatteydernes regning, hvilket kastede den nuværende statsminister ud i sit livs politiske stormvejr. Men skårene er tilsyneladende klinket:

»Jeg er blevet bedt af statsministeren om at skabe en klar og markant profil. Det studsede jeg først lidt over, indtil at han mindede mig om Emma Gads ord – alt med måde«.

Søren Pind vil gerne bryde med sit renomme som dansk politiks enfant terrible:

»I det mindste kunne man kalde mig adulte terrible, nu da jeg er 40 år. Som Churchill sagde: Hvis man begår sine fejl som ung, så begår man dem ikke igen som gammel. I kan se på mine grå hår, at jeg har begået mange«.