Den djævelsk effektive politiske maskine, som Anders Fogh har skabt, har mod hårde odds sikret ham endnu en periode ved magten – den tredje.

Det politiske håndværk er imponerende, og resultaterne til at få øje på.

Ny Alliance gør efter alt at dømme hverken fra eller til, og centrum-venstre er – trods et nyt politisk sammenhold – så langt fra magten som nogensinde.

Midteroprør mislykkedes
Den hårde politiske realitet er, at hverken det midteroprør, som Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen stod i spidsen for, eller Helle Thorning-Schmidts mere klassiske forsøg på at strømline den røde blok til magten, er lykkedes.

Midteroprøret og centrum-venstre-alternativet har noget til fælles.

De er begge båret af en pragmatisme, der anerkender alt, hvad der overhovedet tåler anerkendelse i Foghs politiske projekt, i håb om at vriste det nødvendige antal vælgere ud af hans favn. Ny Alliance forsøgte at trænge igennem med kravet om »en ny Anders Fogh Rasmussen«.

Thorning-Scmidt skilte sig ikke ud
Men heller ikke Helle Thorning-Schmidt stod for en skarp og uforsonlig oppositionspolitik.

Faktisk var hendes politiske program på mange punkter ikke for alvor til at skelne fra statsministerens. Skattestoppet og størstedelen af udlændingepolitikken blev accepteret, og der blev ikke rigtig ført kampagne på katastrofen i Irak eller på den magtarrogance, der karakteriserer VKO-flertallet på en hel stribe områder.

Og Socialdemokraterne har ikke været alene om at æde politiske kameler.

De radikale valgte at fravige den principielle modstand mod 24-års reglen og tilknytningskravet. Og selv SF ville til sidst ligefrem frede boligejerne og dermed hovedårsagen til den stigende økonomiske ulighed i Danmark.

Ingen nemme løsninger for oppositionen
Alle disse kompromiser ville være blevet tilgivet oppositionen, hvis det var lykkedes at knække VKO-flertallet. Men det er ikke sket.

Der findes ingen nemme løsninger på oppositionens problem. Efter valget i 2005 var det indlysende, at Mogens Lykketoft måtte gå af. Socialdemokraterne kunne håbe på, at et nyt ansigt ville gøre hele forskellen.

Denne gang var der nye ansigter i spidsen for alle oppositionspartierne, ingen af dem kan siges at have gjort det dårligt, og lige meget hjalp det.

Flertallet har magten
Måske er problemet, at oppositionen har forsømt at gå ind i den værdikamp, som regeringen og Dansk Folkeparti har lagt så megen vægt på, og hvor det af samme grund igen og igen er deres dagsorden, der har vundet.

Imens må Danmark leve med VKO. Vi lever i et godt land, hvor der er enighed om meget. VK-regeringen er ikke nogen national katastrofe.

Men blokpolitikken og Dansk Folkepartis magtposition har en stigende pris i form af øget polarisering og magtfuldkommenhed. Den kommer vi alle sammen til at leve med. Det er flertallet, der bestemmer.

ts