Nok snak. Nu er det tid til at handle på de fine holdninger.

SFs Kamal Qureshi, er klar til et opgør med det, han betegner som »venstrefløjens pacifistiske udenrigspolitik«.

Selv tror han på, at hans families kamp for frihed og demokrati har givet ham den motivation, der skal til for at kæmpe for, at venstrefløjens fine, humanistiske ord også bliver omsat i handling.

»Jeg bliver pikeret, når folk siger, at indvandrere skal lære om demokrati, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Gennem min egen familie ved jeg, hvad det vil sige ikke at have de goder, og hvad det vil sige at kæmpe for dem. Min familie har kæmpet for demokrati og individets rettigheder helt tilbage til min oldefar. Derfor er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg synes, der er vigtigt at leve for og slås for. Og endda dø for«.

Vil bevæge venstrefløjen
Når der kommer folk ind i SF, som har oplevet, hvad det vil sige ikke at have demokrati, ikke at have ytringsfrihed, ikke at have forsamlingsfrihed, så vil det også komme til at præge SF, mener han.

»Jeg vil gerne vil være med til at bevæge venstrefløjen. Jeg tror, at der stadigvæk er en pacifistisk gruppe - inkarnerede pacifister - som ganske vist ikke formulerer sig som pacifister. Men når det kommer til stykket, så skal der så meget til, før de bruger magt, at de reelt er passifister«, siger Kamal Qureshi.

Han nævner krigen på Balkan i 1990'erne som et flovt eksempel på, at pacifismen fik overtaget.

»Jeg kan stadig se billeder for mig fra Sarajevo med blodige fortove og markedspladser. Det var ikke de civile på markedspladsen, der skød. Det var de serbiske soldater, der stod på bakketoppene og smed granater ind på markedspladserne. Folk kan den dag i dag fortælle, hvordan de løb spidsrod mellem granaterne, mens vi i Vesten sad og så på. Det samme kan man sige om Screbrenica. Jeg var rasende dengang. Jeg tænkte: Hvorfor er der ikke nogen, der går ind og helt målrettet fjerner artilleriet? For det kunne man jo have gjort med stort set ingen civile tab. Venstrefløjen var imod anvendelse af NATO-fly og militær magt. Hvordan kunne vi sige, at vi ikke syntes, at der skulle bruges militær magt? Vores opførsel var aldeles uacceptabel. Jeg synes simpelt hen, det var flovt, at man ikke var villig til at sætte handling bag de mange ord. Det næste i rækken blev så Kosova«, siger Kamal Qureshi og fortsætter:

»Selv om vi på venstrefløjen med rette er skeptiske overfor at bruge militære midler, må vi ikke være så skeptiske, at vi reelt siger, at det militære middel er taget ud af kraft«, siger han.

Vi bruger meget tid på at snakke
Skønt dialogen er vigtig, er der en grænse for, hvor langt man kan nå i en samtale med regulære bøller, mener han.

»På venstrefløjen er vi meget humanistiske. Vi er med rette optaget af at hjælpe fattige kvinder i Malawi. Derfor vil vi blandt andet have ulandshjælpen op på 1 procent af BNP. Det bruger vi meget tid på at snakke om. Det passer godt ind i vores billede af verden, at hvis bare vi holder fast i de fredelige midler, så giver bøllerne op. Jeg tror bare ikke på det. Engang imellem har bøller også brug for at få sat stolen for døren. Man kan ikke altid sætte sig ned og tale sig tilrette«.

»En god kok er jo i stand til at bruge de små knive, når der skal pilles nødder, og de store knive, når de store kødstykker skal skæres ud«, forklarer han.

Kan du nævne en aktuel problemstilling, hvor du mener, at militær indgriben ville være at foretrække?

»Ja, Darfur. Det er meget muligt, at vi bør gå ind og slå 10-20.000 af røverne der ihjel, så den øvrige befolkning, der lider nød, kan få fred. Hvis det er det, der skal til, så lad os gå ind og gøre det. Og derefter trække militæret ud og lade civile overtage opgaverne. Vi ved, hvem vi skal gå efter, og de civile lejre, hvor folk opholder sig, vil vi kunne forsvare«.

Så Danmark burde være med til at gribe til militæret i Darfur?

»Ja, hvis det er det, der er nødvendigt. Vi bliver nødt til at finde en løsning på Darfur. Vi kan ikke blive ved med at bare tale om de massedrab og massevoldtægter, der foregår. Hvis nødvendigheden er der, så bør vi gøre det«.

Men hvor bør grænsen gå for militær indgriben?

»Vi skal ikke bruge militæret af hensyn vores egne strategiske interesser. Magtanvendelse skal være begrundet i civile katastrofer. Der skal være menneskeliv på spil, førend vi griber til militære midler. Man kan sammenligne det lidt med, hvis man udfører et kirurgisk indgreb på en patient. Man skal være sikker på, at det indgreb, man nu sætter i gang for det første ikke slår patienten ihjel. Og at indgrebet for det andet ikke er værre end det, du er inde for at rette op på. Det er også afgørende, at målet er klart defineret og afgrænset«.

Kan du give et eksempel på det?

»Afghanistan er et eklatant eksempel på, hvor man ikke bør anvende magt. Der var ikke en klar plan for, hvad opgaven var, og man er endt med en krig mod civilbefolkningen. Vores militære tilstedeværelse har ikke løst nogen problemer, tværtimod«.

»Krigen i Afghanistan var et hævntogt, som amerikanerne havde brug for. Sådan var stemningen efter 2001. Der var ikke noget logisk argument for at gå ind i Afghanistan«, siger Kamal Qureshi.