Tegneren Kurt Westergaard, der stod for den kontroversielle tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, var årets gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde.

Et populært valg blandt DF’s medlemmer, som kvitterede med stående klapsalver, allerede da den kontroversielle tegner ankom til kongressalen i Herning, og som efter sin tale måtte skrive autografer og tegne små Muhammed-tegninger i flere partimedlemmers sangbog.

Kurt Westergaard, hvorfor kommer du til Dansk Folkepartis landsmøde?

»Fordi jeg er inviteret til at være gæstetaler. Jeg forstår, at partiet har en tradition for at invitere folk udefra til at komme, og det er så det, jeg har gjort«.

'Folk må mene hvad de vil'
Nu var det jo et meget ideologisk projekt i forhold til ytringsfriheden, da tegningerne blev til – frygter du ikke, at det bliver politiseret af, at du kommer til Dansk Folkepartis årsmøde?

»Jeg er jo ikke medlem af Dansk Folkeparti. Jeg kommer kun i et ærinde – nemlig at holde den der tale. Men selvfølgelig er der nogen, som kan misforstå tingene. Altså – jeg er ansat på en avis, og på en avis, hvis du er en del af en redaktion, så skilter du ikke med et bestemt politisk synspunkt. Så kan det være svært for dig, at have dit publikumstroværdighed«.

»Men selvfølgelig drejer det her sig om ytringsfrihed, og det betyder, at jeg må holde tale, hvor som helst det passer mig. Ligesom folk må mene, hvad de vil, om at jeg holder den tale«.

Men sender du et politisk signal ved at komme her? Du undlod jo ikke at gøre opmærksom på, at du fik opbakning fra Dansk Folkeparti i forbindelse med Muhammed-krisen?

»Der er to politikere, der har henvendt sig til mig. Den ene er Århus’ socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen, og så Pia Kjærsgaard. Og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg har det fint med at fortælle, hvad jeg har oplevet og interesserer det andre at høre, så er det helt fint med mig«.

Nødvendige provokationer
Tror du, det bliver opfattet som en provokation, at det netop er hos Dansk Folkeparti, du møder op?

»Det kan da godt være. Jeg tror da nok, at jeg har fået provokeret de 250.000 muslimer, vi har her i landet, men hvis du lever i det her samfund, så må du jo finde dig i at blive provokeret, generet og krænket, for det hører jo til spillet«.

Men har du lyst til at blive ved med at provokere?

»Ja, for der er jo hele tiden nye provokationer. Du laver jo ikke noget satire, uden at der følger en provokation«.

Men på et eller andet tidspunkt kunne man jo vælge at gyde olie på vandene?

»Jo, men vi har jo religionsfrihed her i landet, og vi har taget godt i mod vores indvandrer – nogen af dem havde ingenting, da de kom, nu har de fået et ordentligt sted at bo, og deres børn er sikret en ordentlig fremtid. Så jeg synes, at vi har et godt moralsk alibi til at kræve, at vores nydanskere overholder de demokratiske spilleregler«.

Stor sympati
Men gyder du olie på vandene ved at komme her?

»Det ved jeg ikke. Folk her i salen udtrykte jo stor sympati, men selvfølgelig vil der også være nogen, hvor det modsatte ville være tilfældet«.

»I går optrådte jeg i Integrationsministeriet til en konference, og der var der meget stærk opposition, og det var også spændende. Det er helt fint«.

Ser du dig selv som provokatør?

»Ja, altså det jeg sagde, det provokerede. Og det er jo fint nok, for som Poul Henningsen sagde: ’Uenighed gør stærk’«, siger Kurt Westergaard.