Der er nærmest noget symbolsk ved Anders Fogh Rasmussens (V) midlertidige kontor i Udenrigsministeriet.

Fra hjørnekontoret på anden sal i Statsministeriet er han nu nede i stueetagen igen – i øjenhøjde med danskerne. Dér, hvor det hele på en eller anden måde startede.

For når Anders Fogh Rasmussen i dag skal sammenfatte det projekt, han fik vælgernes totale opbakning til at føre ud i livet i november 2001, så handlede det netop om at genvinde vælgernes tillid til politikerne, som i årevis havde ignoreret danskernes bekymring over den stigende indvandring, den blødsødne retspolitik og elitens dominans og bedrevidenhed.

Stolt over resultaterne
Fogh erklærer, at han er stolt over de faktuelle resultater, han har overdraget til Lars Løkke Rasmussen. En historisk lav ledighed, en markant nedgang i antallet af familiesammenføringer og et robust skattestop. Alligevel er det ikke det »faktuelle regnskab« i Fogh-epoken, som han er mest optaget af, men derimod bundlinjen i den værdikamp, han satte på den politiske dagsorden.

En kamp, som sendte danske soldater i krig i Irak, splittede Folketinget og gjorde op med den kulturradikale tilgang ved at sige, at vestlige frihedsidealer er bedre end andre styreformer.

»Først og fremmest vil jeg sige, at det var og er et værdi- og holdningsmæssigt projekt. Man kan måske sammenfatte det i et ord og sige, at det, jeg gerne ville sætte mit præg med, er ’kulturliberalisme’ – og det må I gerne opfatte som en modsætning til kulturradikalisme«, siger Anders Fogh Rasmussen.

Frisind og værdifasthed
Den kommende Nato-generalsekretær er i gang med at sætte ord på det projekt, som et flertal af danskerne ved tre valg i træk har foretrukket frem for en ny socialdemokratisk ledet regering, som det ellers med få undtagelser har været traditionen i det 20. århundrede.

»At være kulturliberal er en kombination af frisind og værdifasthed. Jeg føler et stærkt slægtskab med hele den europæiske oplysningstradition. Troen på mennesket som et fornuftsvæsen. Troen på fremtiden baseret på oplysning og uddannelse. Det munder ud i den grundlæggende holdning, at man skal være kritisk over for autoriteter – det er jeg i opgøret med ekspertvældet. Vi skal have et samfund med frihed til forskellighed, et samfund med mangfoldighed, hvor vi ikke blander os i, hvad folk tror på, hvad de spiser, hvordan de går klædt – ja, der skal være plads til både sjove og skæve eksistenser«.

Tale om Danmark som netop et indelukket land uden mangfoldighed har Fogh ofte måttet lægge ører til, men det afviser han. Under hans ledelse har regeringen tværtimod vist åbenhed over for internationale strømninger. Åbenhed for aktiv deltagelse i internationalt samarbejde samt en forpligtelse til at påtage sig et medansvar i verden, mener han.

»Den udadvendte frisindede holdning – og det er så kombineret med værdifasthed, hvor det første element er krav og konsekvens«.

Krav er at vise respekt
»Man kan ikke bare udbetale penge til unge mennesker – man må sige, at hvis ikke du vil arbejde, hvis ikke du vil uddanne dig, så smækker man kassen i. Man kan ikke bare sige, at det er ligegyldigt, om du gør en indsats eller ikke gør en indsats – hvis man har den holdning, at det er ligegyldigt, så er det samme som at sige, at alle er ligegyldige, og dig kan vi ikke forvente noget af«.

For krav er netop at vise respekt, understreger han.

»Det at stille krav og vise konsekvens – det er jo i virkeligheden at have respekt for andre mennesker. Det er, hvad enten vi taler om socialsystemet eller retshåndhævelse«, siger Fogh og drejer samtalen over i sin værdikamp.

»Den anden del er værdifastheden. Det er at sige, at der faktisk findes nogle absolutte værdier i vores samfund. Derfor tager jeg kraftigt afstand fra kulturrelativismen – altså den opfattelse, at man i grunden ikke kan sige, om noget er bedre end noget andet. Selvfølgelig kan man det, altså ytringsfrihed er bedre end diktatur og censur. Ligeret mellem kvinder og mænd er bedre end kvindeundertrykkelse. Sondringen mellem politik og religion er bedre end såkaldt teokrati – altså et samfund, hvor præsteskabet styrer«.

Kulturradikalke er dybt pessimistiske
Ifølge Fogh står kulturliberalismen i skærende kontrast til kulturradikalismen, da liberalismen bygger på troen på fremskridtet, troen på fremtiden, mens han ofte oplever kulturradikale som »dybt pessimistiske«. Derfor har de kulturliberale også overtaget den nationale dagsorden, og det er ikke noget, Fogh er flov over.

Danskheden har spillet en central rolle i forbindelse med magtskiftet, og sådan skal det blive ved med at være, mener han.

»Jeg tror ikke på det abstrakte menneske – den abstrakte kosmopolit, der ikke har noget tilhørsforhold til noget sted. Vi er alle sammen født ind i et bestemt fællesskab, en identitet, derfra hvor vores verden går. Så det hører med til det at være kulturliberal, at samtidig med at vi er åbne over for omverdenen, så har vi alligevel vores ståsted i en klar national identitet og er bevidst om, hvad det vil sige at være dansk«.

»Som kulturliberal har man troen på, at der skal være et stærkt nationalt fællesskab og en stærk national identitet. Man må tage sit udgangspunkt i, at vi mennesker er født ind i et fællesskab. Vi danskere er født ind i et nationalt dansk fællesskab – det er vores identitet. Og det er min klare opfattelse, at jo stærkere den identitet er, desto mere parat er man til at slås for de værdier, vores folkestyre bygger på«.

Danske elitesoldater i Afghanistan
Som ny statsminister tilbage i januar 2002 besluttede Fogh at sætte danske elitesoldater ind i Afghanistan. En svær beslutning, men omvendt var han aldrig i tvivl om, at det var rigtigt. Det samme gælder beslutningen om at sætte danske soldater ind i Irak på et snævert politisk mandat – en historisk beslutning. Men Fogh vil ikke høre tale om, at han splittede den danske befolkning.

»Det forhold, at jeg er blevet valgt til statsminister og valgt to gange siden, modbeviser, at jeg skulle have splittet befolkningen. Så vi skal lige passe på – hvad er Folketing, og hvad er befolkning, og hvad er medier? Alle målinger bakker bredt op om eksempelvis værdipolitikken«.

Men krigen i Irak og Afghanistan står for Fogh som naturlige udløbere af den værdikamp, som han har gjort til sit projekt siden 2001.

»Det handler om værdier og principper. Når vi danskere ønsker frihed og fred, så skal vi også selv yde en indsats. Det kan vi ikke bare overlade til andre at slås for«.

Og principper, værdier og holdninger vil altid stå som den afgørende forskel på Fogh og modstandere, mener han. For siden 2001 er der ikke pillet grundlæggende ved projektet.

»Sagen er den, at det, vi vandt valget på i 2001, er nøjagtig det samme, som vi vandt på i 2005 og 2007. Nemlig, at når det gælder økonomien, så har vi skattestoppet, og når det gælder det holdningsmæssige, så var det udlændingepolitikken. Begge elementer var bærende i 01, 05 og 07«.

»Var jeg så overrasket over, at det kunne bære – nej, i 2001 var vi klar over, at her havde vi to styrkepositioner. I hvilket omfang de så ville blive det længere hen i valgperioden, det kunne vi ikke vide på forhånd. Så i den forstand er jeg blevet positivt overrasket over, at det har vist sådan en styrke«, siger den tidligere statsminister.