Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard er ikke tilfreds.

Faktisk er hun i den grad utilfreds. Utilfreds med kulturminister Carina Christensen (K). Og utilfreds med landets kulturpolitik, som hun mener, er direkte fraværende.

Hun savner provokationer.

Og hun savner politikere, der tør tage et opgør med den kulturelite, der sidder på livslange udbetalinger fra Statens Kunstfond, og politikere, som tør stille sig frem og sige, at afføring i glas, udstoppede hundehvalpe og parterede heste – det har ikke noget med kunst at gøre.

»Punktum. Væk«
»Jeg synes, det er ulækkert. Det er i mine øjne nogle ejendommelige tanker, at man vil stoppe afføring ned i et glas og påstå, det er kunst«.

»Jeg kan heller ikke se – selv om jeg har al mulig respekt for Bjørn Nørgaard – at hans parterede hest har noget med kunst at gøre. For det har det ikke. Punktum. Væk«, siger Pia Kjærsgaard.

Men kunstnerne vil sige, at det er, fordi du ikke forstår deres kunst?

»Det kan godt være, men det er simpelthen for tykt. Det handler om at gøre opmærksom på sig selv, og desværre lykkes det dem alt for tit, fordi der ikke er nogen, der tør sige, at det er noget pjat«.

Der skal ryddes op
»Og spørger du mig, så burde man fra statens side rydde op i det der. Riv dem da ud af den forestillingsverden, der får dem til at tro, at de her ting skulle være kunst«.

Dermed har Pia Kjærsgaard slået tonen an.

Som nævnt mener hun, at regeringens kulturpolitik er fraværende, og det går ikke i et land, hvor værdipolitikken spiller så afgørende en rolle.

Danskerne skal kende deres kultur, så de kan værdsætte danske værdier og have en løbende debat om det at være dansk.

Mere spark i løgsuppen
Men den debat udebliver, når kulturministeren kun vil administrere og ikke tør provokere.

»Det eneste, vi har hørt til Carina Christensen (K) denne sommer, er, at hun er blevet gift. Og tillykke med det – det er da dejligt«.

»Men der må altså godt være lidt mere spark i løgsuppen. Det virker, som om hun er bange for at være kontroversiel – altså, det er da herligt at være kontroversiel. Det ved jeg selv alt om – og derfor tror jeg faktisk også, at jeg kunne være en god kulturminister«, siger Kjærsgaard.

Hvad er det, du savner i dansk kultur?

»Ork Gud, der er mange ting. Tag nu for eksempel mediepolitikken. Hvorfor er det, at når man ser DR, så skal man irriteres over genudsendelse på genudsendelse på genudsendelse. Og hvorfor er det – og her er jeg altså ligeglad med, hvad folk mener – at man har placeret dansktoppen på en kanal, som ingen kan høre«.

En kronhjort ved skovsøen
»Jeg plejer at sige, at dansk kultur handler om tre mennesker, der løber nøgne hen over en scene og siger ’pling’. Hvorfor er der ikke nogen, der tager alvorligt, hvad den almindelige dansker finder interessant? Jeg går ikke ind for, at man skal have en kronhjort ved en skovsø, men man kan godt vedkende sig, at folkelig naturalisme er o.k.«, siger Pia Kjærsgaard.

Hun nævner Nørrebro Teater som et sted, der formår at ’sparke i løgsuppen’.

Ifølge Pia Kjærsgaard ramte den tidligere direktør Jonatan Spang plet, da han lavede forestillingen ’2200 Carmen’, der handlede om livet på Nørrebro med bander, jalousi og rivalisering til følge.

»Han vil sikkert ikke bryde sig om, at jeg siger det her, men jeg synes altså, han er genial. Han formår at lave en brandaktuel forestilling, som er provokerende og tankevækkende, men som samtidig er humoristisk og får Hr. og Fru Danmark til at gå i teateret«.

Kaster op over Rifbjerg og co.
Hvad er det så, der ikke fungerer i dansk kultur?

»Jeg er ved at kaste op over Klaus Rifbjerg og co. Der er alt for meget leflen for den gruppe af elitære kunstnere. Man skal ikke boykotte eksperimenterende kunst – slet ikke – men det har en alt for høj aktie i forhold til al anden kunst. Og man skal altså kunne holde af det folkelige, uden at man bliver nedgjort«.

Hvad er der galt med Rifbjerg?

»Jeg er inderligt imod, at velbetalte kunstnere skal leve på Statens Kunstfond. Det er simpelthen under al kritik, at de kan lukrere på, at vi har sådan en opfindelse«.

»Vi burde gøre op med den ordning, så vi i stedet kunne støtte nogle af dem, som er ved at få fodfæste i dansk kulturliv, men som lige mangler det sidste. Jeg fatter ikke, at Carina Christensen ikke tager fat i den sag – det ville for mange i kultureliten være en kæmpe provokation – men jeg er sikker på, at det er en sag, som man nemt kan få opbakning til, for hvorfor skal dem, der i forvejen har, have endnu mere«, siger Pia Kjærsgaard, der også er træt af kulturelitens raseri mod højrefløjen i dansk politik.

Lad de borgerlige komme til
»Kunstnere skal altså lade være med at tro, at de både kan være kunstnere og samtidig agere venstrefløjspolitikere. Hold jer nu til kunsten – så skal jeg nok gøre, hvad jeg kan for jer på det politiske område. Alle må selvfølgelig blande sig, men lad være med at gøre det så ensidigt, og lad være med at være modbydelige«.

Hvorfor mener du, at kultureliten er blevet venstrefløjsrepræsentanter?

»Jeg tror, det handler om, at socialisterne altid har ’pleaset’ de elitære og det dybt eksperimenterende. Og der føler kunstnerne så, at der må de nok hellere blive hængende, for der får de mest ud af det«.

»Det betyder så, at det er umuligt at finde en kunstner, som tør melde ud, at vedkommende er borgerlig, selv om jeg er sikker på, at de findes i hobetal. Men dem, der bekender sig til den borgerlige side, får hug og bliver set ned på, for det er, som om det kun er de venstreorienterede, der bliver accepterede af den politisk-korrekte elite – af folk på parnasset – og det er under al kritik«.

Vil ikke låne Rifbjerg på biblioteket
Hvad synes du om selve den kunst, Klaus Rifbjerg laver?

»Jeg har selv læst en del af hans bøger – bl.a. ’Den kroniske uskyld’ – men jeg må da ærligt indrømme, at når det lige præcis handler om ham, så er det svært at abstrahere fra hans had mod mig og Dansk Folkeparti«.

»Egentlig ville jeg gerne se objektivt på hans kunst, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at låner jeg en af hans bøger nede på biblioteket, så ryger der penge lige ned i hans lomme – og det er nok ikke det, jeg har allermest lyst til«.

Men kunstnerne har vel i ytringsfrihedens navn ret til at have og give udtryk for deres politiske holdning?

»Ja, og det er selvfølgelig sagt med et smil, når jeg nævner det med bibliotekspengene. Men jeg ville ønske, at man kunne sortere hadet fra. Det gør ikke spor, at man har en politisk holdning, men den der hadefulde holdning, som jeg har mærket fra et hobetal af kunstnere, er altså lidt svær at have med at gøre«.

»De må selv om, hvorvidt de vil være venstreorienterede, de må selv om, hvorvidt de vil offentliggøre deres politiske standpunkt. Jeg har selv venner i alle politiske partier, og det betyder ikke spor for mig. Men har man først mødt et ildsprudende had, en modbydelighed og en perfiditet, så er det lidt svært at forlige sig med, at de er nogle fantastiske kunstnere«, siger Pia Kjærsgaard om det danske kulturliv og den danske kulturpolitik.